Anmeldelse: ’Blodigt bryllup’ er en herlig cozy crime-snack

”Det minder om Barnaby,” udbryder Anne-Maj Mortensens barnebarn Didi på et tidspunkt i Blodigt bryllup. Der er da heller ingen tvivl om, at Anna Grues fru Mortensen-krimibogserie har taget inspiration fra den britiske cozy crime-serie.

Hidtil er det blevet til fire bøger om den egenrådige privatdetektiv, der bestemt ikke er bleg for at gøre alle og enhver opmærksom på, at hun ved bedst – tenderende til det ulidelige til tider.

Nyeste mysterium Blodigt bryllup er en såkaldt minikrimi. Hvilket åbenbart dækker over, at historien har været udgivet i ugentlige kapitler i Familie Journal som føljeton. Tonen i Grues udvidede novelle og segmentet hos ugebladet virker da også som det perfekte match.

Men dermed ikke sagt, at man ikke må stille høje grav til indholdet, og der lader Blodigt bryllup alligevel noget tilbage. Samtidig med at den er helt perfekt i forhold til, hvad den er.

Anne-Majs datter Iben skal giftes, og det er naturligvis fru Mortensen, som skal stå for maden. Hun har ikke fået trumfet sin vilje igennem med at skulle stå for det hele selv, men må i stedet acceptere, at de gamle mennesker på den herregård, som nu er omdannet til ældreboliger, og hvor gommens forældre bor, hjælper til.

En noget broget og excentrisk skare, som på den ene eller den anden måde bare irriterer den bedrevidende amatørdetektiv.

Der går ikke lang tid, før der lige pludselig er sket et dødsfald. Er det mord? Den drevne ikkeautoriserede efterforsker er straks klar på en drabssag som adspredelse til den stressende klargøring af bryllupsmaden.

Og da der kort tid efter findes endnu et lig, er der ingen tvivl hos Anne-Maj Mortensen eller politiet: En morder er på færde i de idylliske omgivelser. Men hvem og hvorfor?

Alle mennesker er trælse

Blodigt bryllups helt store trumfkort er længden. Det tager lige knap to timer at komme igennem minikrimien og er således perfekt til de fleste tog- og busture rundt i landet, på vej til et feriested.

Der er ingen snørklede ord, som sender en fluks ud i en Googl'ing af, hvad en teknisk term betyder eller andet i den dur. Det er ligetil og perfekt adspredelse i det øjeblik, man læser bogen. Gode store bogstaver og de sædvanlige overskuelige kapitler gør det nemt at nå frem til en naturlig og let at huske pausested.

Tonen er fast forankret i cozy crime-genren. Det vil sige, at ja, der er godt med blodige detaljer, når det kommer til at beskrive, hvordan et lig ser ud, lige når det bliver fundet. Men der er også de hyggelige og joviale øjeblikke, som Anne-Majs lettere krakilske væsen overfor alle, som hun mener ved mindre end hende – som udgangspunkt, alle hun møder, ifølge hende selv i hvert fald – eller de mange stunder med hendes elskede gravhund, Mortensen den Tredje.

Fordi brylluppet er lige om hjørnet – om to dage – beslutter Anne-Maj og Jonas' (gommens) forældre, at de ikke siger noget til brudeparret for at bekymre dem unødigt. De kan alligevel ikke gøre fra eller til, og qua sine kontakter hos politiet og generelle her-kommer-jeg-attitude har fru Mortensen sørget for, at de kan komme til at hente de madvarer, som ellers er på køl og frost der, hvor det første lig bliver fundet.

Selv hvis man ikke har læst nogle af de andre bøger om fru Mortensen, får man i Blodigt bryllup en fin introduktion til hende, så man ikke er i tvivl om, hvilken slags person hun er. Det er naturligvis en stor cadeau til Anna Grue, som let og elegant får sat sin karakter i scene, så både nye og gamle læsere får en fornemmelse af Anne-Majs væsen.

Kalorielet snack

Selve mordmysterium-delen er på vippen af, om det faktisk fungerer.

Begrænsningen grundet minikrimiens længde gør, at afsløringen og motivet kommer lidt ud af ingenting og er nødt til at blive forklaret gennem en lang monolog. Det er meget ugens-mord i en tv-serie som Barnaby eller dens sjælefrænder.

Det er ikke dårligt, men det bliver lidt ”Gud, var det morderen?” og så ”Nå, det var det” i løbet af få øjeblikke. De overraskende øjeblikke bliver aldrig af den chokerende slags, hvor man lige er nødt til at lade det synke ind, før man kan læse videre.

Måske havde det heller ikke ligefrem været ventet fra Blodigt bryllup, men det er nu engang rart at blive overrumplet litterært, når man mindst venter det.

Men der er intet uforudsigeligt ved minikrimien med den makabre titel.

Det er en af den slags historier, som udspiller sig imellem de ”rigtige” bøger, og så måske bliver nævnt i den femte fru Mortensen-bog med et lille femlinjers resumé. Den er til de vindblæste dage i sommerhus, hvor regnen ikke kan beslutte sig for, om den skal piske ned eller bare være faretruende oppe i skyerne, sommerdagene hvor solen og UV-indekset sætter tårnhøj rekord, så skygge og afslapning er den eneste måde at bruge tiden på.

Blodigt bryllup er til de øjeblikke, hvor man gerne vil læse en bog, men ikke magter at gå i gang med et stort værk. Faktisk er minikrimien perfekt til, hvis man vil i gang igen efter ikke at have læst igennem en længere periode. Den er de helt rigtige træningshjul til, at man lige kan komme op i omdrejninger igen.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: