Anmeldelse: ’Løgner’ er endnu en neglebidende krimi fra Faber & Pedersen

Advarsel: Læs ikke bagsideteksten på romanen Løgner, før du giver dig i kast med læsningen.

Af uransagelige årsager – eller frygt for ikke at fremstå spændende nok blandt det bundløse ocean af andre krimiromaner, som fylder i markedet – får man usædvanligt meget at vide om historien. Endda ting, som først sker et godt stykke inde i bogen.

Kort opridset handler Løgner umiddelbart først og fremmest om den dømte morder Robert Danius, som bliver løsladt efter syv år grundet nye beviser. Det er vores skarpe makkerpar, Signe Kristiansen og Martin Juncker, der i sin tid var med til at få ham dømt som efterforskere i sagen, og de mener stadig, at han ikke har helt rent mel i posen.

Derfor iværksætter de en hemmelig parallelefterforskning af Robert Danius, mens den officielle leder efter en ny gerningsmand.

Forfatterduoen og ægteparret Kim Faber og Janni Pedersens femte bog om Kristiansen og Juncker er langt henad vejen en nervepirrende pageturner. Men, og det er et stort uklædeligt men. Som selvstændig bog fremstår Løgner som lidt af en meningsløs mellemstation med masser af information, der skal bruges til den næste bog.

En, to tre, mord!

Der er ellers fuld knald på fra start af.

Bogen udspiller sig over en brændende varm sommer, hvor regn til tider kunne lyde som det meget tiltrængte kølende element, der ville kunne få temperamenter til at falde fra det høje røde felt til en mere tilforladelig orange.

En masse mikrokonflikter og sidehistorier bliver sat i gang, inklusiv en med Nabiha Khalid, en kollega fra Personfarlig Kriminalitet, som blev introduceret i de foregående bøger. Hun er ambitiøs og i besiddelse af et særdeles hårdt justeret moralsk kompas, og den slags koster, når man stikker andre kollegaer.

Igennem Løgner opbygges en konflikt, hvor det ikke så meget er en, som skal forløses i den nærværende bog. Faber og Pedersen tænker tydeligvis langsigtet med Juncker-serien, hvorfor frø plantet i en bog, ikke umiddelbart skal forventes forløst i samme.

Det er en seriel-modus, der især er kendetegnende ved krimiserier. Derfor bør bøgerne i Juncker-serien i høj grad betragtes som enkeltstående kapitler i en større sammenhæng. Denne gang følges der især op på begivenheder fra tredje bog i serien, Kvæler.

Junckers ekskone Charlotte bliver kontaktet af en seriemorder og voldtægtsmand, den tidligere profilerede spindoktor Peter Rolf. Han har informationer angående nogle hår fundet på et gerningssted, som man hidtil ikke har kunnet redegøre for, hvordan er havnet der. Stjernepsykopaten fremstår som en blanding mellem Hannibal Lecter og Patrick Bateman, og måden denne sidehistorie udfolder sig på, virker mere som et startskud eller videreudvikling af en plotlinje fremfor afslutningen på en.

Det har naturligvis sine fordele og ulemper. Umiddelbart kan det være frustrerende at have læst sig igennem 300+ sider og så ende med et resultat, der snildt kunne være blevet forklaret på fem linjer – sådan som det alligevel bliver, når det skal recappes i næste bog – som noget, der var sket off-page imellem bøger.

Når hele bogserien til gengæld er færdig, kan det blive en overordentligt veludført dramaturgisk udførsel af historiefortælling.

God panser, dårlig far

Men før, vi når så langt, er der Løgner.

Mens man er i gang med at læse den, er bogen ikke til at lægge fra sig. Kapitlerne er i fine varierende størrelser, og detaljegraden er virkelig høj. Beskrivelserne af omgivelser, personer, begivenheder, ja alt, er rigtig gode, og der males fine billeder i hovedet.

Hvad end det skal være i den makabre ende eller mere afdæmpet, serverer Faber og Pedersen informationerne råt for usødet. Fordi vi befinder os i en politi- og journalistikverden, og der sjældent tales til folk udenfor den, udover i arbejdsøjemed, spares der ikke på grusomhederne.

Dog bliver der heldigvis holdt igen, da et børnepornografi-element bliver introduceret i Løgner. Da vi også har en forsvunden politiadvokat-sag samt lidt albansk mafiasjov at holde styr på, er der rigeligt med kriminalitet i bogen.

Også i en grad, hvor det hurtigt bliver tydeligt, at ikke alt kommer til at få en tilfredsstillende afslutning. For i takt med, at den ene nye sag bliver introduceret, bliver den anden skubbet i baggrunden og andre efterforskere overtager.

Det sætter vores hovedkarakterer let ud i limbo, hvor der trædes vande, indtil bogen er klar til at blive rundet af.

Et sideplot med Junckers søn Kasper, der lider af PTSD efter et brutalt overfald, tjener mest af alt til at fremme og genopfriske temaet med, at politimanden har været og til tider stadig er ret mangelfuld, når det kommer til at tage den rigtige beslutning som forælder.

Hans konsekvente udsættelse af at tage kontakt til sin højgravide datter, der skal føde for anden gang, understreger dette element effektivt, om end også en kende repetitivt.

Løgner er en god bog, men alligevel sidder man tilbage med følelsen af, at Faber og Pedersen sagtens kunne have skrevet hundrede sider mere, uden at det havde gjort noget. Femte kapitel om Kristiansen og Juncker føles lige vel nok som en mellemstation til den bog, hvilket nemt kunne være undgået med nogle mere tilfredsstillende afslutninger på de forskellige sager.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: