5 ting, du skal høre, streame og se for at komme lunt gennem efterårsferien
En hyggelig samtalepodcast, en dramafyldt kærlighedsaffære, venskaber og hjertevarme fortællinger. Vi har samlet alt det gode fra podcast-, serie- og filmverdenen, der føles som et varmt og kærligt kram til alle efterårsferiens dage.
Podcast: Bladvenner
Den kolde vind bider let i kinderne, træerne vajer i vinden, og bag skyerne anes en blå himmel og et lille solstrejf. Det oplagte efterårsvejr til en gåtur med en hyggelig podcast som Bladvenner i ørerne med værterne Mathias Helt og Nicholas Nybro. På deres egen humørfyldte facon opdaterer de lytterne på alt nyt fra den omkringliggende – og deres egen verdenssituation.
Nyt afsnit udkommer hver torsdag, hvor de to bladvenner udvælger alt fra artikler og brevkasseindlæg til tips fra ugebladene Ude og Hjemme og Familie Journal og vender dem med hinanden og dig.
Bladvenner er produceret af Ally, men flere afsnit ligger også gratis tilgængeligt i din podcast-app.
Film: Kysset
De dage, hvor vejret ikke er til en gåtur, men i stedet lægger op til ren sofaafslapning, er en dramafyldt kærlighedsfilm ofte en vinder.
Kysset er et romantisk drama fra sidste år af den danske Oscar-vinder Bille August og er for nylig landet på Prime Video. Filmen udspiller sig i 1913 og er baseret på den østrigske forfatter Stefan Zweigs roman Ungeduld des Herzens.
Den noble Anton Abildgaard (Esben Smed) er på vej til at blive officer og inviteres til bal hos den lokale Baron Løvenskjold (Lars Mikkelsen), hvor han byder den smukke datter Edith (Clara Rosager) op til dans. Men det viser sig, at hun er lam efter en tragisk rideulykke, og mens Anton rammes af skam, skyller en spirende forelskelse ind over Edith.
Kysset kan ses på Prime Video.
De 6 bedste film på streaming i 2023 indtil videre
Serie: Dobbeltseng til deling
Efter en tårevædet kærlighedsfilm kan der være brug for lidt lettere underholdning, som giver anledning til latter. Komedieserien Dobbeltseng til deling (The Flatshare) er det helt rigtige valg til det formål.
Tiffany (Jessica Brown Findlay) flytter efter en desperat boligjagt ind hos den fremmede Leon (Anthony Welsh), og aftalen lyder på, at de skal dele seng. Dog ikke på samme tid, da Tiffany har brugsret til lejligheden om natten og Leon om dagen. Et arrangement, de begge tænker kan forløbe gnidningsfrit, men som hurtigt viser sig at være en forestilling, der ikke helt holder i virkeligheden.
Dobbeltseng til deling kan ses på DRTV.
TV: Den store bagedyst sæson 12
Hvad er efterår uden duften af kardemomme og kanel, friskbagt brød og sukkersøde kager? Hos DR ruller 12. sæson af Den store bagelyst netop nu over skærmen, og der er bestemt noget at se frem til. Både flere og anderledes konkurrencer venter de bageglade deltagere i år, og enhver mulig topplacering kan derfor hurtigt vendes på hovedet.
Den store bagedyst kan ses på DRTV.
Biograf: The Miracle Club
Selv om det er rart bare at flade ud på sofaen, kan det også være tiltrængt at komme udenfor indimellem og fx få en god filmoplevelse i biografen.
Må vi foreslå dig at se The Miracle Club? En hjertevarm komedie, der følger veninderne Lily, Eileen og Dolly, som spilles af skuespillerne Maggie Smith, Kathy Bates og Agnes O'Casey. Sammen drager de på tur til Lourdes i Frankrig for at opnå personlige mirakler. Men da Chrissie (Laura Linney) dukker op til selvsamme landsby i forbindelse med sin mors begravelse, bliver der pludselig rippet op i gamle sår.
The Miracle Club kan ses i biografer over hele landet fra 12. oktober.