Film | Nyheder

Sidse Babett Knudsen og Trine Dyrholm kæmper om Oscar-nominering

Af
Claus Nygaard Petersen
22. august 2024
'Pigen med nålen'
Trine Dyrholm spiller Dagmar Overbye i den nye danske film 'Pigen med nålen' / Foto: Lukasz Bak

Del artikel

Hvilken film skal være årets danske Oscarbud i kategorien 'Bedste Internationale Film'? Slutspurten er nu sat ind, og de tre kandidater er fundet.

En dokumentar om kærlighed set gennem de efterladtes øjne. Et sort-hvidt drama om Danmarks mest berømte seriemorder. Og en hårdkogt fængselsfilm om en mor, der arbejder som fængselsbetjent og pludselig står overfor sin søns morder.

Ekko af kærlighed, Pigen med nålen og Vogter er de tre film, der duellerer om at blive den danske Oscarkandidat i kategorien Bedste Internationale Film.

Filmene er udvalgt af den danske Oscarkomité, og de tre film går nu videre til den sidste del af processen.

For instruktøren af Vogter, Gustav Möller, vil det være anden gang i karrieren, at han blev indstillet til den prestigefulde pris. Første gang var med debutfilmen Den skyldige, en nervepirrende thriller, som senere blev genindspillet med Hollywoodstjernen Jake Gyllenhaal i hovedrollen.

I Vogter spiller Sidse Babett Knudsen og Sebastian Bull hovedrollerne.

Dokumentaren Ekko af kærlighed er instrueret af Zara Zerny, og det er Magnus Von Horn, der står bag Pigen med nålen.

Pigen med nålen var i hovedkonkurrence på Cannes Film Festivalen tidligere i år og har Vic Carmen Sonne og Trine Dyrholm i de bærende roller.

Den endelige danske Oscarkandidat udpeges 19. september.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Nyheder