Anmeldelse: ’Ekko af kærlighed’ er en oplagt kandidat til årets mest hjertevarme oplevelse

Drømmen om den store kærlighed eksisterer hos de fleste. Den eneste ene, man skal leve livet sammen med og opleve al det gode og forhåbentlig ikke så meget af det dårlige. Få børn, børnebørn og måske endda oldebørn sammen med.

Men hvad gør man, når ens anden halvdel pludselig ikke er der mere?

Det er et af de centrale spørgsmål i instruktør Zara Zernys dokumentarfilm Ekko af kærlighed. Gennem samtaler med ni ældre mennesker over 80 år fra over hele landet bliver kærligheden og alle dens op- og nedture talt igennem.

Har man haft en samtale med en ældre person, vil man vide, at de ofte har en bramfrihed, man godt kan misunde dem. Evnen til ikke at give en f**k for, hvad omverdenen tænker, er ganske enkelt fænomenal – om det så altid er det smarteste, er en anden snak.

I løbet af dokumentarfilmens knap 75 minutter er der rigeligt med både lattermilde øjeblikke og dem, som trækker gevaldigt i hjertestrengene.

Det handler om at have levet og mistet. Det sidste er ikke altid ensbetydende med døden. Sådan forholder det sig f.eks. for den tidligere rektor på lærerseminaret Finn Erik. Hans elskede Kirsten har Alzheimer, og selv om hun lever, er hun her ikke mere – hun eksisterer bare.

For de flestes vedkommende er deres partnere afgået ved døden. Som 86-årige Rene fra København, der, når han køber blomster, stadig tænker på, hvilke hans afdøde hustru ville have valgt.

Og det, de nu sidder tilbage med, er minderne om den person, de havde i deres liv. og som fuldendte det. Ekkoer af kærlighed i liv, der har været levet.

Rørende kærlighed

Som dokumentarfilm er Ekko af kærlighed meget ligefrem. Med lidt arkivklip spredt ud hist og pist forløber størstedelen af filmen med, at de ni skønne mennesker sidder og snakker til kameraet.

Et velkendt greb, men også et, som hurtigt udstiller en film, hvis ikke personerne foran kameraet har tilstrækkelig personlighed til at fastholde vores interesse. Men disse er usædvanligt godt castet til opgaven.

Hver eneste af dem fastholder vores opmærksomhed i et jerngreb fra start til slut. Og det er ikke på samme måde.

Cirkusartisten Flemming, der som 91-årig stadig kan gå i spagat, har en naturlig scenetilstedeværelse fra de mange år som performer. Selv når han ikke er i gang med en optræden, kan man ikke helt tage cirkushesten ud af manegen.

Slagteren Peter er anderledes. Han er meget praktisk anlagt, ligesom det fag, han kommer fra. Han tror ikke på et efterliv, for som han siger, han er slagter, og den slags fantasier hører sig ikke hjemme der. Men i en af Ekko af kærligheds mest rørende scener siger han alligevel, at han håber at blive genforenet med sin Helga, når han dør. Da hans stemme samtidig knækker en lille smule, er det umådeligt svært ikke selv at blive påvirket. Kleenex bør haves ved hånden, når man ser denne film, de er nødvendige flere gange.

Alene starten, hvor de medvirkende sidder med hænderne for øjnene og mindes gode stunder, går direkte i hjertekulen. De har dem alle, selv om vi kun hører to af dem. Smilene i de efterfølgende klip fortæller dog alt om de gode stunder.

Liv, der er levet

Ekko af kærlighed handler om at mindes, men også om at kunne give slip. Ikke glemme, men give tilstrækkelig meget slip til at man kan komme videre. Nu lever man for to. Ikke altid direkte, men en lille del lever videre. Gennem minderne.

Det er de overlevendes trælse og privilegerede lod. Vi lever for dem, der ikke er her mere.

”Hvis der er noget, mennesker er bange for at spørge ind til, så er det sorg,” forklarer 84-årige Ove, der mistede sin partner Bent under coronapandemien. Men selv i de sværeste stunder gælder om at komme videre. Ikke blive fanget nede sorg-hullet, hvor det er så uendeligt svært at komme op fra. Hvor glæde føles som den mest afskyelige følelse, man overhovedet kan føle.

Men videre skal man. For nogle af de medvirkende betyder det at finde en ny kærlighed. Ikke til at erstatte den, de har mistet, men til at gøre dem ære og give tilbage til livet.

Der er noget optimistisk i at høre disse ældre mennesker, der har levet og elsket mere end de fleste, når de alligevel famler efter ordene for at beskrive forelskelse og kærlighed.

”Det kunne jeg ikke vide. Det besluttede jeg bare. Det regnede jeg med var rigtigt – det var det så også, viste det sig senere. Vi holdt jo sammen,” siger Inger på 98, da hun bliver spurgt om, hvornår hun vidste, at Poul var hendes livs udkårne. Og sådan kommer anekdoterne som perler på en snor.

Ekko af kærlighed er fyldt med mindeværdige øjeblikke, der tvinger en til at rette sig op og holde hovedet højt. For når dem, der har elsket, mistet og nu er alene tilbage kan finde en grund til at smile, så har vi andre ikke rigtig noget at brokke os over.

Livet leves, mens det er der, ikke når det er overstået eller i bagklogskabens tegn. Det er nu og i fremtiden.

Vær ligesom Kirsten på 100, som sidder og spiser en vaffelis, mens hun grinende taler om, hvordan bølgerne nogle gange gik højt i forholdet.

Ekko af kærlighed er et fantastisk vidnesbyrd om kærlighed, fra dem, der har levet livet i Amors favntag. Sikke vidunderlige historier, de fortæller. Dokumentarfilmen er en oplagt kandidat til årets mest hjertevarme oplevelse, og hvilken en af slagsen, det er!

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: