Anmeldelse: ’Den næste diva’ er et hjerteskærende portræt af talentets høje pris

Man betaler en virkelig høj pris for at have talent. For bag det ligger hårdt arbejde, reelt slid. Råstyrken til at kunne lægge så store kræfter i kommer fra det manglende selvværd, den evige tvivl. Er jeg god nok? Har jeg fortjent det her? Løsningen er ikke en mental krammer, men at knokle.

Den næste diva på DR følger to unge operatalenter i et år. Fra optagelsesprøver, afgørende konkurrencer og den første store optræden til samtaler med dem, som elsker dem. De to kvinder repræsenterer hver sin side af et spektrum.

Den ene er en overspændt følsom sjæl med katteøjne og sort hår, der kan synge en sal op med sine store, indre stemninger. Den anden er perfektionist ud til hver eneste nøje lakerede negl. De vil nå deres mål, koste hvad det vil.

Den næste divas allerstørste force er de to hovedkarakterer, Laura og Louise. Serien lader dem rende rundt i en bøgeskov i deres operakostumer, der lidt ligner noget fra en gymnasiegalla i provinsen.

Mens de filmes gennem chiffon-stof, ser vi et billede af en larve. Den eneste måde, DR-serien mere overtydeligt kunne rammesætte de to kunstnere som små sommerfugle-in-the-making var seriøst ved at skrive det i blokbogstaver hen over skærmen.

Heldigvis er de to mere originale end serien om dem.

De to næste divaer

Louise McClelland Jacobsen er vokset op omringet af musik. Begge hendes forældre spiller i Symfoniorkestret, og hendes middagslure som lille var under morens stol i orkestret eller på de bordeauxrøde sæder i koncertsalene.

Hun er en ekstremt ambitiøs ung operasanger og går på det prestigefyldte internationale Young Artist Programme, der kun optager tre studerende om året. Hun er lige så kontrolleret og perfektionistisk som en computer, intet må gå galt, alt skal sidde i skabet.

Hendes bevægelser er store og generøse, for man skal jo kunne se dem nede på de bagerste rækker, når hun står på scenen. Når hun ler, som hun gør ofte, er det musik, som kommer ud.

Som ung besvimede hun af stress i gymnasiet, kontrollerede spisningen for at straffe sig selv, når hun ikke gjorde det godt nok.

Laura Helene Hansens opvækst er helt modsat. Der var ingen musik i barndomshjemmet, måske en cd med Cher i bilen. Som teenager flyttede hun hjemmefra og fik et misbrug på grund af kroniske smerter ”og meget store følelser”. Nu er hun clean, står alene til eksaminerne på Opera-akademiet, for mor og far gider ikke rigtig møde op.

Laura er lige så usikker som Louise. Selvudslettende. Men i modsætning til den indfødte, der ikke har nerver på, når hun skal optræde foran 2.000 mennesker, fordi hun er vokset op på en scene, er Laura hele tiden i tvivl om, om hun overhovedet må være dér, på gangene på Operaen.

”Jeg bliver jo vant til at blive målt, drejet og vejet hele tiden,” siger hun. ”så jeg er jo meget …”

”Selvbevidst”, slutter operachef Kasper Holten hendes sætning.

Åh, Laura

Laura bliver ikke i første omgang optaget på det prestigefyldte Young Adult Programme, og selv om man ser Holten og hendes operaunderviser oprigtigt fortælle hende, at hun er en stor kunstner, men at hendes tunge stemme er som vin, der må ældes med tiden, hører hun det ikke. ”Hvorfor går alting så dårligt for mig?” siger hun lige efter, operachefen har rost hende. Til eksamen får hun et stort 10-tal og bryder sammen.

Laura har så meget talent, hun kunne fylde en svømmehal med det. Når hun synger, er hele hjertet og kroppen med, alle de store følelser. Den næste diva er på den måde et hjerteskærende portræt af talentets høje pris.

Det er åbenlyst for tilskueren til Den næste diva, at de to kvinder er suveræne talenter. Man hører erfarne kollegaer fortælle dem det hele tiden, men det er, som om de – på trods af deres gehør – ikke er i stand til at lytte.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: