Anmeldelse: Musicalen ’Anastasia’ overbeviser med store musicalstemmer

Jeg må indrømme, at mine forventninger ikke var tårnhøje forud for danmarkspremieren på musicalen Anastasia. Dels så jeg på den Broadway for en håndfuld år siden og var fælt skuffet over den kedelige fortolkning af den ellers glimrende tegnefilm fra 1997.

Derudover har Det Ny Teater haft svært ved at følge med den rivende musicaludvikling i Danmark, og har de seneste mange sæsoner stået tilbage som en konservativ fin dame, der lavede halvkedelige og støvede opsætninger.

Men med Anastasia virker det til, at Det Ny Teater er ved at få en smule fat om den gode musical igen.

Ikke helt som filmen

Hvis du, ligesom mange andre 90’er-børn, sled dit Anastasia-VHS-bånd op, og forventer at se præcis dén på scenen, vil jeg anbefale dig at justere dine forventninger. For selv om du stadig kan glæde dig til at høre den fantastiske musik, er der ændringer, der gør den mindre tegnefilmsagtig.

Musicalen bygger også på myten om, at den yngste datter af Ruslands sidste monark skulle have overlevet sin families grusomme skæbne under Den Russiske Revolution. Hendes farmor, enkekejserinde Maria Feodorovna, der bor i Paris, sætter en dusør på højkant til den, der kan finde hendes barnebarn.

Med det øjner de to svindlere, Dmitry og Vlad, en oplagt mulighed for at undslippe det grå og fattige Rusland, hvorfor de overtaler den hukommelsestabsramte Anya, der er på jagt efter sin fortid og familie, til at tage med dem til Paris og spille Anastasia.

Tættere på virkeligheden

På scenen er den modstandskraft, der udfordrer Anya undervejs på rejsen, dog ikke den troldsmandslignende skurk Rasputin, der opererer med grøn magi, og hvis hjælper er den talende albino-flagermus Bartok, som i filmen.

Nej, i musicalen har man trods alt valgt at gå mere virkelighedsnært til værks og ladet det onde være Bolsjevikkerne i skikkelse af generalen Gleb Vaganov, der er efterkommer af en af de soldater, der dræbte Anastasias familie.

Han spilles af en meget hurtigttalende Mikkel Hoé Knudsen, der kæmper lidt med at gøre karakteren tilpas uhyggelig. Mest effektivt er det, når han afholder sig fra at råbe og holder den faretruende attitude i et mere lavmeldt og bidende toneleje.

Hvad han taber i spillet, vinder han dog i sangen, for Hoé Knudsen har en absolut storslået stemme, der ubesværet brager igennem de svære partier. En kvalitet, der viser sig at være kendetegnende for alle de medvirkende i forestillingen.

Store musicalstemmer

Anastasia udmærker sig nemlig på store klassiske musicalstemmer. Ingen falder igennem på sangen, hvilket de mange høje, lange toner i næsten alle sangene da også kræver. Hovedrolleindehaver Emilie Groths klare og sødmefulde stemme og fremtoning er en Disney-prinsesse værdig, og det er decideret kuldegysingsfremkaldende, da hun sætter punktum for første akt med storhittet Lad mig finde hjem (Journey to the past).

Hendes Anya bliver dog også mindre kæk og mere stakkels end i filmen, og man kunne savne en smule mere af den kant og fandenivoldskhed, der gemmer sig i karakteren. Den har Mathias Hartmann Niclasen til gengæld så rigeligt fat i i sit portræt af Dmitry, som vi må forstå er så vred en mand, at han taler og synger med konstant snerren på stemmen.

Det bliver ærgerligt karikeret, og rollen fungerer langt bedre, da han i anden akt er blevet lidt gladere af at komme til Paris, og derfor taler og synger med sin normale og meget behagelige, flotte stemme.

En fest med Steincke og Hammelsvang

De mere erfarne kræfter udviser umiddelbart bedre forståelse for, hvordan det underspillede ofte har større gennemslagskraft, og navigerer bedre gennem det følelsesmæssigt svulstige materiale. Både i det alvorlige og det sjove.

Kim Hammelsvang er en dygtig karakterskuespiller, der virkelig får lov at folde sit humoristiske talent ud i det formfuldendte bud på den lurvede storsvindler Vlad.

Eksplosivt sjovt bliver det særligt i samspillet med Julie Steincke som enkekejserindens hofdame. De to får virkelig sparket gang i energien og festen i anden akt og udgør sammen et forestillingsmæssigt højdepunkt med sangen Grevinden og den jævne mand.

Lidt mere mod

Det Ny Teater er som nævnt ofte gået lidt konservativt til værks med deres store musicalproduktioner. Særligt visuelt, hvor det ofte har været svært naturalistisk i stilen. Med Anastasia udviser de dog en smule mere mod og kreativitet med internationale Gabriela Tylesovas scenografi.

Billeder af Skt. Petersborgs bygninger vælter ind over scenen med spidse kanter og tårne. Det er et Skt. Petersborg i kaos og sammenbrud, mens Paris er mere farverig og svimlende med sine forvredne perspektivkulisser. Stilmæssigt ser det næsten ud til at være inspireret af de kunstneriske strømninger, der kendetegner den tid, fortællingen foregår i. Det fungerer og er især effektivt i de store billeder.

Plads til forbedring

Overordnet lykkes forestillingen, selv om Det Ny Teater måske ikke er ikke Danmarks mest velsmurte maskine rent teknisk. Der er stadig utroligt ringe lyd og en lidt hakkende drejescene, der forstyrrer helheden.

Det kan man godt forvente spiller bedre med så høj en billetpris og så stærke konkurrenter på markedet. Det Ny Teater er ikke længere en musicalmastodont, og de må lægge kræfter og flid i, hvis de skal følge med de andre. Der er stadig plads til forbedring, men der begynder at ske noget på forestillingsfronten, og for første gang længe skævede jeg ikke til uret undervejs.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: