Anmeldelse: ‘Wicked’ er en farverig og dybt underholdende musical

Selv om Wicked havde urpremiere i 2003, går historien om den magiske musical meget længere tilbage. Den er nemlig baseret på karaktererne fra L. Frank Baums børnebog The Wizard of Oz (1900), der i 1939 blev udødeliggjort som film af Victor Fleming med en uforglemmelig Judy Garland som den altoverskyggende hovedrolle, Dorothy.

Et voldsomt stormvejr river hendes hus i Kansas op og fører hende til fantasilandet Oz, hvor hun hjælper borgerne med at besejre den onde heks fra vest (Elphaba).

Det er her, Wicked tager sin begyndelse.

Diametrale modsætninger

Indbyggerne i Oz samles for at fejre den onde heks’ død. Og med nummeret Fri os fra det onde sparker Fredericia Teater deres farverige og dybt underholdende musical i gang.

Oz’ nyudnævnte gode heks, Glinda (Johanne Milland), tvinges til at forholde sig til, hvordan hun i sin tid mødte Elphaba (Nanna Rossen).

Det bliver startskuddet på en rammefortælling, der tager os tilbage til den dag, Elphaba blev født med grøn hud og siden har måttet kæmpe med at være udenfor. Det bliver ikke lettere, da hun begynder på Shiz Universitet og ved en fejl ender med Glinda som værelseskammerat.

At de to er hinandens diametrale modsætninger, er tydeligt fra det øjeblik, man ser dem for første gang. Rossen skildrer med en underspillet ro (så underspillet, man nu kan i en musical) Elphaba som hende med hjertet på rette sted og fødderne solidt plantet på jorden.

Om det er et valg fra instruktør Thomas Agerholm eller Milland selv, er svært at sige, men i hvert fald bliver det en smule anstrengende at overvære, hvor overfladisk – til tider plat – Glinda skildres i sin jagt på anerkendelse.

Det er vigtigt at understrege, at de begge spiller rollerne med stor overbevisning, men kontrasten mellem dem fylder rigtig, rigtig, rigtig meget.

Hvilket er superærgerligt, da deres både fine og underholdende duet Afsky til perfektion gør det, en god musicalsang skal: understreger det smukke i deres relation trods forskellighederne. Det behøver derfor ikke at blive overfortalt.

Og da den unge og charmerende Fiyero (Diluckshan Jeyaratnam) begynder på universitet, indledes et kærlighedsdrama, der slår kontrasten mellem de to hovedpersoner fast med syvtommersøm.

Vi har forstået, at de er forskellige.

Magien lader vente på sig

Samtidig sker der ting i Oz. Det viser sig nemlig at være et land styret af et undertryggende og manipulerende system, hvilket Shiz’ Dr. Dillamond (Christian Lund) og Rektor Morrible (Cecilie Thiim) spiller en afgørende rolle i.

Da Elphaba træffer en beslutning om at gå imod systemet, stemples hun som ond, og hendes hudfarve gør hende til en let syndebuk. Glinda er derimod splittet mellem sit blomstrende venskab med Elphaba og jagten på sine drømme.

Det er groft sagt det, der sker i første akt, og de mange skønne sange og den vellykkede musik etablerer det fint. Alligevel er det, som om forestillingen træder vande og en første akt på næsten 90 minutter er i denne version svær at forsvare.

For selv om de tunge temaer som racisme, venskab, kærlighed og ondskab er komplekse, er fortællingen det ikke. Faktisk skal vi helt hen til de sidste minutter af første akt, før fortællingen for alvor tager sit greb om publikum og holder fast.

Det er her, den flotte scenografi for alvor kommer til sin ret, og det er her hovedrolleindehaver Nanna Rossen virkelig viser, hvad hun kan med sin stemme og sit talent.

Mere Rossen

Det visuelle fusioneres perfekt med Rossens kraftfulde stemme, mens hun flyvende synger Leve uden tyngdekraft med en kraft, der gør, at pausen mellem de to akter føles uendelig lang – man vil have mere Rossen.

Og det får man.

Uden at udspille de andre på scenen, der alle leverer fremragende præstationer, er det, som om Nanna Rossen har et ekstra gear, der får det til at se legende let ud at levere en musicalperformance på allerhøjeste niveau.

Præstationen eskalerer i en scene, hvor hun med forestillingens musikalske højdepunkt Godhed bliver altid straffet overgiver sig til den ondskab, hun er blevet påduttet af folket omkring hende.

Gennem sorg, vrede, vanvid og knivskarp vokal leverer hun en ren magtpræstation, der ved premieren efterlader publikum tavse i et splitsekund for efterfølgende at bryde ud i et nærmest ekstatisk bifald.

Hendes præsentation afrundes perfekt i duet med Johanne Milland, hvor deres indledende duet Afsky er skiftet ud med Fordi vi mødtes, der er en smuk hyldest til deres venskab.

Generelt byder anden akt på alt det, man savnede i første.

Smuk afrunding på den gamle fortælling

Wicked er en gennemført musical, der ikke bare afrunder den fortælling, der blev gjort verdensberømt i 1939. Den tilføjer også en dybde, der gør det lidt stereotype univers mere levende.

Kan man huske filmen The Wizard of Oz, er det en sand fornøjelse at opleve de mange referencer og detaljer, Wicked har med. Derudover er både scenografi og de farverige kostumer en skøn hyldest til datidens farveteknologi, technicolor, som filmen var med til at bane vejen for.

Og når de elskede karakterer Tinmanden, Løven og Fugleskræmslet bliver introduceret, sidder man med et smil på læben over den finurlige måde, man har valgt at implementere dem på, som fører tilbage til, hvordan Elphaba blev Den Onde Heks fra vest.

Men det, der for alvor gør Wicked til noget særligt, er, hvordan man har taget en relativ overfladisk karakter fra en gammel klassiker og givet hende en kompleksitet, der vender op og ned på vores forestillinger om det gode og det onde.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: