Anmeldelse: De benhårde hestepiger rider 'Kirstens hævn' i mål

“Jeg hedder Kirsten, og da jeg var 14 år gammel, besluttede jeg mig for at slå en mand ihjel”.

Så køligt og hårdt starter både Bjørn Rasmussens succesroman fra sidste år, og nu også hans dramatisering af selvsamme på Aarhus Teaters Studioscene.

Året er 2002, og Kirsten bruger det meste af sin tid på rideskolen med Karina, Anita og Hvepsen, og det er, ifølge dem selv, dem der styrer hele lortet. Gennem hestestrigleri, dødsdruk og teenageliderlighed søger de grænserne og forsøger at positionere sig selv i det sociale hierarki.

Som alle andre teenagepiger skriver de også i dagbog, og i Kirstens planlægger hun mordet på sin tilsyneladende altødelæggende og grænseoverskridende stedfar, Steen.

Ind i Kirstens dagbog

Studioscenen er forvandlet til en naturtro hestestald, der ikke bare ligner i al sin detaljerigdom, men simpelthen også lugter af mødding og hest. Scenograf Josefine Thornberg-Thorsøe har indrammet hestestalden i lyserødt plys smurt ind i hestelort.

Symbolikken er til at tage at føle på. Vi befinder os i kontrasternes verden. Hestepigernes verden. Teenagepigernes verden, hvor stringent dressurridning og alt det nuttede lever side om side det hårdtslående: kiwivinen og slavevodkaen, hjemmelavede piercinger, de nådesløse sociale hierarkier, stofferne og følelsesafkoblet knepperi på en scooter.

Men plysrammen markerer også, at vi nu får adgang til Kirstens dagbog, der er betrukket med selvsamme, og at fortællingen dermed er hendes.

Hvor virkeligheden rent faktisk befinder sig i Kirstens ord, er op til publikum at vurdere. Er det egentlig stedfaren eller Kirsten, der er den sande dæmon?

Fortjener stedfar Steen at dø?

For om stedfar Steen egentlig er så slem, at han ligefrem fortjener at blive slået ihjel, bliver mere og mere tvivlsomt. Et ligefrem charmerende kendskab kan man ikke kalde ham, for han er en brovtende størrelse, som ytrer sig grumt homofobisk.

Men tvivlen om, hvorvidt Kirsten i virkeligheden gør ham værre, end han er, har Bjørn Rasmussen kløgtigt drysset ud over fortællingen med nænsom hånd, så den kun langsomt siver ud til publikum. Det egentlige ubehag lurer først lige under den umiddelbare og letforståelige historie.

Dramaturgisk kunne Rasmussen godt have strammet den mere, for det er en relativt omfangsrig fortælling med mange sidehistorier, og de ender med at mudre forståelsen for Kirstens udvikling og det hierarkiske skift i venindeflokken. De mange replikker er ikke altid fokuserede nok til at retfærdiggøre historiens brutale udvikling, og hvad der egentlig driver den.

Tur til 2002

Den fokuseringsopgave kunne måske også tilskrives Carolin Oredsson, der ellers er lykkedes med at instruere med tydeligt indgående kendskab til den ungdomstid, Bjørn Rasmussens historie foregår i, og der er kredset for 00’er-universets detaljer.

Jeg genkender både Justin Timberlake i højtalerne, breezers til technofesterne, H&M push-up bh’erne med cute motiver og de VILDT smarte pink totter i håret.

Selv sproget spejler det, jeg voksede op i og med, selvom Rasmussen ikke altid er lige skarp nok på, om han vil være virkelighedsnær eller mere litterær. Hvor mange teenagepiger i 00’erne ville f.eks. sige “ihukom”? Jeg tror i hvert fald ikke, at Kirsten ville, selvom det er hende, der siger ordet på scenen.

Men Oredsson forstår tydeligvis 00’er-teenagepigen og de uudtalte dynamikker, der løfter det sociale kontrolspil mellem veninderne udover skuespillet og lige direkte ind i det stærkt genkendelige og næsten fysisk mærkbare.

Hun har tømret pigegruppen godt sammen – særligt gennem Alvida Faber Striims fede og skarpt rytmiske koreografier, der er som taget ud af 00’ernes musikvideo-storhedstid. Det er godt set at bruge dansen sådan, for den forstærker både pigegruppen, fortællingen og ikke mindst forestillingens underholdningsværdi.

Ridepigernes svar på Spice Girls

Det hårdtslående rideskoleunivers bliver dog i høj grad også troværdigt gennem den overbevisende kvartet på scenen bestående af Clara Sophia Phillipson, Laura Kjær Jensen, Solvej Sonne Horn og Alberte Riis Alexis Ibsen. De er ridepigernes svar på Spice Girls, hinandens bodyguards – ind til den dag, hvor de ikke er det mere, og Spice Girls går i opløsning.

De fire er dog ikke bare ovenud overbevisende som udfordrende teenagepiger, men også som de voksne omkring dem, som de gør levende gennem uhyggelige halvmasker. Her får særligt Kjær Jensen demonstreret sin flotte spilmæssige spændvidde, idet hun både favner den grænsesøgende teenagepige med balladeøjne og den ubehagelige, skulende stedfar.

Phillipson er ligeledes en god og nærværende Kirsten, der, med sin naturlige sødme og gode sociale evner, kan få de fleste til at tro på sig – både folk omkring hende og blandt publikum.

Inde bag det charmerende smil, der kan levere selv den mest rodede talestrøm med tekstkludder, så man alligevel tror på det, vokser hævnen og ilden også i hendes hormonstyrede sind.

Dramaturgiske udfordringer i en forestilling bliver bare nemmere at se igennem fingre med, når skuespillerne i så høj grad ved, hvad de laver, som her.

Og det er i sidste ende os dem, der rider historien i mål, så forestillingen trods skønhedsfejl står tilbage som en god, troværdig og mærkbar coming of age-fortælling.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: