‘Anmeldelse: Geniale Christian Lollike og hans 'Jeppe på Bjerget' er en gave til dansk teater

Det er altid lidt særligt at være late to the party som anmelder og se en forestilling flere dage efter premieren. Det handler om at styre uden om de andre anmeldelser og stjerner, der mases ud på sociale medier, for ikke at gå alt for forudindtaget ind til værket.

Lige med 'Jeppe på Bjerget’ på Aarhus Teater var hypen dog svær at undgå helt, for billetterne var revet væk inden premieren, og roserne har været til at tage og føle på. Og selvom min indre hype-skeptiker ville finde det svært tilfredsstillende at agere en slags ’kejserens nye klæder’-persona, der rigtig kunne komme der med kritisk mine og punktere de andres holdninger, så er det mig fuldstændig umuligt her.

For jeg må bare bøje mig dybt i støvet og erklære, at sjældent har en forestilling været sin hype så berettiget.

Nutidens PTSD-Jeppe

Christian Lollike er en af de helt store og spændende teaterinstruktører i Danmark. Hans succesforestilling ’Erasmus Montanus’ fra 2017 er stadig en af de bedste klassikerfortolkninger, jeg har set, og derfor forventede jeg også, at det her nok ikke bare var en klassisk omgang Jeppe, når nu han endnu engang, har kastet sig over Holberg.

Og ganske rigtigt! Hos Lollike er Jeppe en PTSD-ramt og alkoholiseret eks-soldat, en nutidig social taber, der bor i en betonboligblok med sin datter og sin kone Nille, som han sælger til andre mænd.

Hun betjener dem i stuen bag halvåbne persienner, mens han ryger på altanen med datteren. Pengene han skulle handle for, ender han stadig med at drikke op på en bar, men da han går omkuld af druk, er det ikke Holbergs baron, der finder ham, men en Lollike-lignende, selvfed kunstner med afbleget mandepandehår og perleørering (fremragende spillet af en gennemført nedladende Jacob Madsen Kvols), og hans irriterende (og præcist portrætterede) kunstner-entourage.

Han beslutter sig for at gøre Jeppe til sit nye kunstprojekt og installere ham i en guldbelagt realityudstilling, hvor han skal overbevises om, at han er “baron i gamle dage”, mens han filmes i smug.

Et velorkestreret idé-orgie

Således kører historien i grove træk, som den plejer, men Lollike har skruet Holbergs tekst op på max og bearbejdet og skrevet til, så den står rent og tydeligt for det moderne publikum. Og imponerende nok står historien skarpt i ellers vildt idé-orgie af en forestilling, hvor det er umuligt at regne næste træk ud, selvom historien er velkendt.

Egentlig kunne man frygte, at for mange idéer ville rode, men ikke her. Lollike har nemlig tænkt over hver en detalje og hvert et ord. Han har husket hver en medvirkende på scenen, der alle sitrer, gnistrer og spiller helt ud til fingerspidserne, så det er svært at beslutte sig for, hvem man skal kigge på.

Han har sammenflettet budskab og underholdning så nøje, at publikum ikke tabes på vejen mod målet, og øjet konstant er underholdt af David Gehrt og Ida Grarups overflødighedshorn af en scenografi. Det er så godt som umuligt at være andet end fuldstændig hengiven til og opslugt af værket, fordi det konstant vil dig noget.

Ingen går fri

Lollike beviser endnu en gang, at han gør sig hamrende umage for at sige noget med sine værker og altid går til stålet gennemført kreativt. "Kan det mon blive vildere?” tænker jeg både inden forestillingen og undervejs.

Og det kan det, for Lollike holder kadencen og er en af den slags kunstnere, der evner at overgå og udvikle sig. Han skåner ingen – heller ikke sig selv, sine egne eller publikum.

Det er kunstkritik, mediekritik, elitekritik og gennemgribende samfundskritik, som det er svært ikke at forholde sig til.

Men uden at man som publikum føler, at man får skældud. For han har humoren med sig og er lynende skarp til at bruge den præcist. Lige så gakket, han kan gøre scener, der ellers ikke lægger op til det, lige så dygtigt kan han suge humoren ud af de øjeblikke, der kalder på at blive set for den alvor, de rummer.

Som da Jeppe bliver opslugt af baron-magten, og ikke bare bliver dumt svin på tøhø-måden, men på den ubehagelige, onde overgrebsmåde, der får alle grin i salen til at forstumme. Det er med andre ord ikke bare rentefri underholdning, for efter grinet må vi gerne tænke over, hvem vi grinede af og hvorfor.

Thures triumf

Thure Lindhardt er Jeppe, og han beviser med denne rolle, hvor totalt ublufærdig og overlegen en skuespiller, han er, der kan bevæge sig usandsynligt smidigt mellem alle de lag, der findes under overfladens druk-Jeppe.

Ynkeligheden og hjælpeløsheden gennemsyrer hver en bevægelse og fremtvinger medlidenheden i os, selvom Jeppe også er en dum skid, der svigter sin familie og bliver decideret vulgær og ubehagelig undervejs.

Men Lindhardts store, skyldige og undskyldende “døm mig ikke”-øjne rummer alle de mareridt, der konstant udspiller sig bag dem, og som dygtige dansere fra Holstebro Dansekompagni legemliggør for os, som zombificeringer af Jeppes indre fortidsspøgelser.

Så da han midt i sine frygtelige handlinger som indbildt baron pludselig piber “jeg er jo slet ikke sådan et menneske”, trænger det rent faktisk igennem som en hjerteskærende besked om, at der her er tale om et ødelagt, svigtet og fortabt menneske, der er overladt til sit eget smuldrede sind.

Et uafrysteligt portræt spillet af en fænomenalt dygtig skuespiller.

Årets forestilling?

Selvom kalenderen kun skriver februar, tør jeg godt, med al kærlighed, sige, at de andre teatre virkelig skal gøre sig umage, hvis de skal slå den her som årets forestilling.

For det er længe siden, jeg har set teater, der har fået det til at kildre så meget i maven af begejstring over, hvor genialt det er. Som jeg på den måde har haft lyst til at se igen – og igen.

Dansk teater er virkelig heldige at have et scene-geni som Lollike at gøre godt med. For ikke at tale om Lindhardt og alle de andre, der er en del af dette mesterværk.

Hvis ikke du allerede har billet, vil jeg anbefale, at du fletter ønsket om en genopsætning ind i aftenbønnen eller manifesteringsritualet hurtigst muligt.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: