Anmeldelse: Man får lyst til at komme igen og overvære hovedpersonens næste forsøg på at finde den eneste ene

Det er fedt med koncepter, der kan ruske lidt op i den meget traditionsbundne teaterverden. Og selvom det heldigvis sker oftere og oftere, at både manuskriptforfattere og instruktører tør tænke ud af boksen, bliver der kun en sjælden gang imellem pillet ved det grundlæggende koncept med, at skuespillerne står på scenen, mens publikum sidder pænt på række og observerer.

Der er heller ikke noget banebrydende ved at lave en forestilling, der foregår på en bar, hvor publikum er en del af forestillingen. Men på Aveny-T har man ladet sig inspirere af den amerikansk/australske komedie ‘The Blind Date Project’ og skabt en konceptforestilling, der handler om det første møde mellem to mennesker.

Konceptet går ud på, at der er en fast skuespiller, der spiller den samme rolle i alle forestillinger. I ‘The Blind Date’ er det Luise Kirsten Skov, der spiller rollen som den håbefulde Anna, der skal på blind date med en ny person i hver forestilling. Hverken Luise Skov eller publikum ved, hvem Anna skal tilbringe den næste time med, og det gør, at de næste 28 forestillinger med garanti ikke kommer til at være ens.

Herlige benspænd og et perfekt udført koncept

En første date kan i forvejen være nervepirrende nok. Så da Nikolaj Jørgensen træder ind ad døren som sin karakter, Jens (om navnet er det rigtige, kan jeg desværre ikke huske. Men det spiller ingen rolle, da næste forestilling har en anden skuespiller og dermed en anden karakter) - en professionel pokerspiller fra Odense - og opdager, at det er en karaokebar, bliver han forståeligt nok en smule overrasket.

Han når kun lige at få sit overtøj af, inden bartenderen beder dem om at vælge en sang hver, de skal synge i løbet af aftenen. Det er blot et af de mange benspænd, de medvirkende får undervejs af forestillingens instruktør, Jesper Pedersen, der følger med i datens udviklingen på en skærm et sted i bygningen, hvor han giver instruktioner via deres mobiltelefoner.

Det er et simpelt greb, der spænder ben for Jens og Annas date, men aldrig for forestillingens troværdighed. For de fleste kender det med at blive forstyrret af sin telefon i tide og utide. Og hvis man som Jens (ifølge ham selv) har den rigtige grund, er man nødt til at tage den – selvom det er ekskæresten, der ringer igen og igen og igen og ...

Publikum ved ikke, hvad Jens taler med “sin eks” om, men det er tydeligvis noget, der påvirker både ham og Anna.

Da Anna endelig får tid til at fortælle om sig selv, kommer hendes sang op på karaoke-skærmen, og da ‘The Blind Date’ er en impro-forestilling, må man i som skuespiller ikke sige nej. Selvom dette er en gave for publikum, håber man alligevel på, at Anna springer sangen over og taler videre.

Kræver et helstøbt karakterarbejde

‘The Blind Date’ er en meget detaljerig oplevelse, og afhængig af hvem af de to man har øjnene på, opdager man noget forskelligt. Og da Anna står ved mikrofonen og giver alt hvad hun har, mens hun synger ‘Wrecking Ball’, udviser hun en herlig sårbarhed og oprigtig interesse i Jens.

Hun søger derfor i et kort øjeblik hans opmærksomhed og anerkendelse, mens hun står bag mikrofonen – blot for at opdage, at han er mere optaget af sin telefon end af hende. Måske det er i dette øjeblik, det går op for Anna, at hun må tage fra endnu en date uden en potentiel kæreste.

Her mærker man, at Luise Skov har skabt en karakter, der ikke bare er en del af et koncept, der går ud på at underholde. Det er en karakter, der faktisk ønsker at finde kærligheden, uanset hvor håbløst det kan forekomme. Og at se håbet blive slukket i hendes øjne gør oprigtigt ondt.

Nikolej Jørgensen har ikke haft lige så lang tid til at skabe sin karakter, men nogle timer inden forestillingens start, mødes han med instruktøren for at tale om et udgangspunkt til hans karakter. Og uanset hvad de to har talt om, så lykkes det Jørgensen at komme ind på baren som en karakter, man meget hurtigt danner sig et billede af.

Ikke på noget tidspunkt får man følelsen af, at de to ikke er til stede, og det er herligt at se på gode skuespillere, der kan få det til at se legende let ud at være på så dybt vand, både som skuespiller og karakter. Jeg er ikke sikker på, at forskellen i dette tilfælde er så stor – og så har man ramt en stor del af skuespilkunstens essens.

Vi må gerne lytte med

Mange har måske oplevet at sidde på en bar med en ven, kæreste eller en date og opdage, at dem, der sidder bag en eller ved siden af er på date – og man er næsten aldrig i tvivl. Man bliver nysgerrig på, hvad de siger, og hvordan de opfører sig. Måske sidder man ligefrem og gætter på, hvordan deres aften (og nat) ender.

Og noget af det der gør, at konceptet og præmissen i denne forestilling er et perfekt match, er, at vi som publikum er en lille del af forestillingen, der gerne må lytte med, grine og krumme tæer, hvis der bliver sagt eller gjort noget pinligt eller upassende. Måske kan man endda se sig selv i den ene af personerne.

Hvem Anna skal på date med næste gang, er ikke til at vide, men Jesper Pedersen har skabt en forestilling, der vækker ens nysgerrighed og giver lyst til at komme tilbage på Aveny-T's bar og overvære hendes næste forsøg på at finde den eneste ene.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: