Anmeldelse: ’Man Vs Baby’ trækker en dårlig joke alt for langt

Havde ’Casper og Mandrilaftalen’ stadig været sjovt, hvis Broder Salsa sorterede mysli i to timer?

Tanken slår mig undervejs i de fire afsnit af Netflix-serien ’Man Vs Baby’. Her fjoller Rowan Atkinson, som en videreudvikling af sin legendariske Mr. Bean-figur, rundt med en baby, som han har mere end almindeligt svært ved at styre, endsige aflevere til myndighederne.

Han spiller søde og bøvede Trevor, som på uforklarlig vis ender med at skulle passe på en baby, mens han samtidig passer på en luksuriøs lejlighed i London – ingen af delene giver nogen mening, så det er der ingen grund til at bore mere i.

Hvor Mr. Beans udskejelser og mange andre sketches fungerer, hvis de præsenteres i en helt klar og afgrænset ramme, skyder ’Man vs Baby’ totalt forbi skiven, da joken bliver trukket langt ud over, hvad den kan holde til.

Det havde været én ting, hvis det så bare var morsomt til at begynde med, men ikke engang det har serien kørende for sig. Derfor er det noget nær en pinefuld oplevelse at kæmpe sig igennem den usjove historie, der er tåkrummende på den helt forkerte måde.

Champagneprop som sut

Trevor Bingley optrådte første gang i ’Man Vs Bee’, hvor han, som titlen indikerer, havde en barsk kamp med en irriterende bi. Det var faktisk overraskende underholdende at se Atkinson gå til ekstremer for at slippe af med sin plageånd, men i ’Man Vs Baby’ er komikken blevet udskiftet med noget, der vel skal forestille at være hyggelig julestemning.

Mens der i ’Man Vs Bee’ er alt fra en ildspyende flammekaster til et hidsigt slagsmål i badet, er de vilde situationer i denne omgang erstattet med helt igennem tandløse scener og situationer, hvor man hverken griner eller græder.

Det mest dramatiske i ’Man Vs Baby’ er, at Trevor bliver perpleks, når det ringer på døren, mens han har en baby i favnen. Derfra er det kun hans egen dumhed, der gør, at han bliver låst ude af den overdådige penthouselejlighed, så babyen har fri adgang til at kravle på trapper og andet farligt stads.

Men fordi man ikke i sin vildeste fantasi kan forestille sig, at filmskaberne vil lade noget forfærdeligt ske for en baby, sidder man ikke med hjertet oppe i halsen, når den er på egen hånd. Faktisk virker det næsten mere sikkert, end når Trevor er på banen, for han tager den med i bilen liggende i en kurv og giver en champagneprop som sut.

Det er vel tænkt som humor, der går til grænsen og provokerer, men seriens univers, befolket af folk dummere end politiet tillader, gør det komplet utroværdigt og umuligt at leve sig bare en smule ind i.

Kegler i livets bowlinghal

Den fysiske komik har stolte traditioner. Det begyndte på film med stumfilmstjernerne Charlie Chaplin, Buster Keaton og Marx-brødrene, og i nyere tid kan Jim Carrey og Jackass-drengene nævnes som nogle af dem, som bedst har brugt kroppen til at skabe komik.

I den verden er Rowan Atkinson takket være Mr. Bean en institution for sig. Den britiske skuespillers mimik er som ingen andens, og han lægger som Trevor da også ansigtet i velkendte folder, som man kan komme til at trække på smilebåndet af.

Men hvor han som umælende Mr. Bean var et slags rumvæsen, der eksisterede uden for andre menneskers sociale koder, er Trevor bare en mand, som man har enormt svært ved at forstå.

Han vil gerne fejre jul med sin ekskone og voksne datter, men den del af historien er fuldstændig underbelyst og underlagt tilfældighedernes spil. Der er selvfølgelig en humoristisk pointe i, at vi blot er kegler i livets bowlinghal, men det er ikke et udsagn, som serien ellers dyrker.

Ingen mening med galskaben

’Man Vs Baby’ føles som en tudetosset vej at gå med en serie, hvor der ellers er carte blanche til at dyrke uhæmmet vanvid.

Forgængeren havde omtrent samme spilletid i underkanten af to timer, men var delt op i ni helt korte afsnit, som lige akkurat kunne bære den portion gak og løjer, der opstod.

’Man Vs Baby’ bruger overhovedet ikke serieformatet til noget, men fremstår snarere som en film, der af en mystisk grund er splittet op i fire dele. Der er ikke engang cliffhangers eller andet, som naturligt fører publikum videre til næste afsnit, men der er heller ingen idé om narrativ forløsning, så til sidst sidder man bundforvirret tilbage og undrer sig over, hvad meningen med galskaben var.

Det kan jo skyldes, at Rowan Atkinson og hans medskaber William Davies – der også har været med til at skrive ’Johnny English’-filmene – pønser på at fortsætte historien og give babyen en tur mere i manegen.

Det er forhåbentlig ikke tilfældet. Så må de langt hellere vende tilbage til udgangspunktet og lade Trevor slås med en vandrende pind eller hvilket som helst andet.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: