Annonce
Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Idris Elba er fortsat det stærkeste kort i thrillerserien ’Hijack’

Af: Claus Nygaard Petersen
14. januar 2026
Idris Elba i 'Hijack'
Idris Elba i 'Hijack' / Foto: Apple TV
Annonce

Del artikel

Selvom konceptet gentages, leverer anden sæson intens thrillerunderholdning, båret af en stærk hovedrollepræstation.

Hijack sæson 2

Streamingtjeneste: Apple TV
Premieredato: 14. januar 2026
Genre: Thriller, krimi, drama
Serieskabere: George Kay, Jim Field Smith
Medvirkende: Idris Elba, Christine Adams, Archie Panjabi, Max Beesley, Neil Maskell m.fl.
Land: England
Antal afsnit: 8

Hvis Sam Nelson (Idris Elba) stiger ombord på samme transportmiddel som dig, så skynd dig at komme væk. Det virker i hvert fald til at være moralen i Apple TV-serien ’Hijack’.

I første sæson var den professionelle forretningsforhandler nemlig ombord på et passagerfly fra Dubai til London, der blev kapret af terrorister med en hemmelig agenda.

Annonce

Og nu i anden sæson er han ombord på et tog i Berlin, hvor passagererne bliver taget som gidsler. Dog med en lille krølle på halen. Nemlig at det denne gang er Sam, der er gidseltager. Eller sådan ser det i hvert fald ud på overfladen, men sandheden er langt mere kringlet og bliver fint udfoldet i sæsonens otte actionfyldte og nervepirrende afsnit.

Det er ikke, fordi serieskaberne George Kay og Jim Field Smith har ændret meget på formlen i forhold til første sæson. Vi veksler stadig mellem begivenhederne inde i det kaprede fartøj og myndighederne, der forsøger at hitte ud af, hvordan det hele hænger sammen. Derudover runder vi også indimellem Sams familie og de kriminelle, der står bag.

Annonce

Til trods for at anden sæson af ’Hijack’ lyder som en gentagelse af den første, er der tilstrækkeligt med nye elementer og twists til, at man sidder klinet til skærmen fra start til slut.

Elba som seriens sikre anker

’Hijack’ er først og fremmest seværdig på grund af hovedrolleindehaveren Idris Elba.

Den britiske skuespiller, der i lang tid var manges favorit til rollen som James Bond, har en fantastisk scenetilstedeværelse. Det er den slags, som kun de allerstørste stjerner er i besiddelse af, og som Idris Elba har haft siden gennembruddet i 00’erne som den snu narkogangster Stringer Bell i ’The Wire’.

Annonce

Sam Nelson har dog mere tilfælles med en anden af skuespillerens store roller, nemlig den enigmatiske politimand John Luther fra ’Luther’.

Begge er drevet af en stærk retfærdighedssans, men i modsætning til Luther er Sam knapt så impulsiv. Man mærker tydeligt, at hver beslutning er taget ud fra et rationelt synspunkt. Det er derfor, han så hurtigt påtager sig ansvaret for togkidnapningen, uagtet om han er bagmanden eller ej.

Ved at gøre det tager han nemlig kontrol over situationen og styrer den i den retning, han ønsker.

Hvorfor han gør det, bliver udfoldet, i takt med at serien triller derudad. Tempoet er godt i ’Hijack’ og veksler fint mellem karakterudvikling og intens thrilleraction. Du keder dig ikke på noget tidspunkt, og med tanke på genren, vi befinder os i, er det unægtelig et stort succeskriterium, der bliver opfyldt.

Annonce

Men har man første sæson frisk i erindringen, er historien og dens twists også givet lidt på forhånd. Den slags er både en velsignelse og en forbandelse. På den ene side betyder det, at du ikke behøver at følge intenst med for at kunne følge handlingen, og på den anden side forsvinder noget af overraskelsen. Det resulterer i, at sæson to af ’Hijack’ både fremstår fornøjelig og forudsigelig.

Hvad gør man efter anden kapring?

En større anke er, at handlingen er bredt ud over otte afsnit. Det er tydeligt at se, hvor man kunne trimme overflødigt fedt fra og i stedet skabe seks superskarpe afsnit, som ville gøre sæsonen til must see og ikke bare good to see.

Annonce

Actionscenerne har god pondus, og toget bliver flot brugt som skueplads for dramaet. Enten som stationær lokation eller som løbsk transportmiddel, alle leder forgæves efter de mange tunneler i Berlins undergrund. Det dufter lidt af klassikeren ’The Taking of Pelham 123’ – både originalen med Walter Matthau i hovedrollen og genindspilningen med John Travolta – uden dog at komme helt op på samme spændingsniveau.

Det store spørgsmål er ikke, om ’Hijack’ er god eller ej. Det er, hvad der skal ske efterfølgende.

Annonce

Kommer Sam til at befinde sig på en færge, der ender med at blive kapret på åbent hav? En ubåd? En gondol i Venedig? Ja, det sidste er fjollet, men det er også fjollet at have den samme person ombord på et transportmiddel, hvor alle bliver taget som gidsler.

Det blev hurtigt latterligt tilbage i 1990’erne med ’Speed’-filmene og ditto med Steven Seagals to ’Kapring’-film. Selvom joken allerede ligger lige til højrebenet, trodser ’Hijack’ forbandelsen om den fjollede toer takket være en solid spændingshistorie og en fremragende Idris Elba i hovedrollen.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify:

Annonce

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser

Annonce