Anmeldelse: ’Jeg tog ned til bror’ er et stærkt drama om det, man helst vil glemme

Da Jana Kippo (Amanda Jansson) ankommer til sin fødeby – et lille nordsvensk samfund – starter en snestorm. Hun har ikke været hjemme de sidste 20 år, og først nu, hvor moren er kommet på plejehjem, har hun taget sig sammen til at vende tilbage.

Den fygende sne virker nærmest direkte afstedkommet af hendes hjemkomst og fungerer samtidig som et varsel for den tumult, hun går i møde.

En bils lygter lyser op i den fygende sne. Bag rattet sidder en mand (Jakob Öhrman), som præsenterer sig som John og tilbyder hende et lift. Han virker bekendt, men hun kan ikke huske, hvem han er. Han kan til gengæld sagtens huske hende, og fra første sekund er der en stærk samhørighed mellem dem. Han behandler hende med nænsomhed og omsorg.

Jana er kommet tilbage for at redde sin fortabte tvillingebror Bror (Rasmus Johansson). Af statur stor som en bjørn, men på indersiden et lille, skrøbeligt og kærligt væsen. Hans liv er gået i stå, og han drikker alt for meget. Hans depressive tilstand har blandt andet rod i tabet af hans kæreste Maria, som døde sommeren før.

Fortidens og nutidens mysterier væves sammen. Hvorfor forlod Jana sit barndomshjem allerede i 9. klasse? Hvor kender hun John fra? Og hvordan døde Brors kæreste Maria?

Dyrisk hovedperson

’Jeg tog ned til bror’ er baseret på den svenske forfatter Karin Smirnoffs storsælgende debutroman fra 2018 af samme navn, som er første del af en trilogi.

Hovedkarakteren Jana Kippo blev hurtigt et fænomen i svensk litteratur. Og det forstår man godt, for hun er uhyre fascinerende. Hun har noget dyrisk og troldebarnsagtigt over sig.

Hendes store, lyse og udstående øjne suger alt til sig, og hendes lillepigeudseende står i skarp kontrast til hendes dybe stemme.

Over for andre mennesker er hun bramfri, direkte og viser sjældent følelser – med undtagelse af hendes bror.

Jana Kippo fungerer i sig selv som seriens hovedmysterium.

Historien folder sig elegant og ubesværet ud. Steder og relationer fungerer som fremkaldervæske for alt det, Jana har fortrængt. Hun er endnu ikke trådt over dørtærsklen på sit uforandrede barndomshjem, før minderne fra barndommen dukker op. Som små lyn slår øjeblikke fra fortiden ned i hende, nærmest som var hun tilskuer til en film om sin egen fortid.

Flashbacksekvenserne river en i hjertet. De er rå, nøgterne og usentimentale. Fokus er særligt på Jana, men også på Bror og deres mor. Mange nærbilleder af ansigter og hænder. Hurtig klipning og kameraføring forstærker kaosset i de uhyggelige situationer.

Også arbejdet som hjemmehjælper bringer hende i kontakt med fortiden. En midlertidig stilling, som hun tager, fordi det hurtigt går op for hende, at Bror er fortabt uden hende, og de par dage, som hun oprindelig havde tænkt sig at blive, på ingen måde er nok.

Særligt mødet med barndomsveninden Katharina (Malin Vispe) sætter sig i en. Hendes svage tilstand får hende til at ligne en fugleunge, som er blevet skubbet ud af reden. Modsat Jana lever hun i fortiden og taler konstant om, hvor forelsket hun stadig er i teenagekæresten Magnus.

Fortrængningernes mørke

Langsomt blotlægges Janas traumer fra fortiden, og tempoet giver tilskueren plads. Plads til at mærke dybden i de voldsomme oplevelser, så man suges helt ind.

Ligesom sin hovedperson er seriens tone usentimental, tilsat en skøn portion galgenhumor. Under en samtale mellem de to søskende udtrykker Jana, hvor meget hun synes, moren har svigtet dem. Bror svarer, at "Man kan ikke hade nogen, der går med ble", hvorefter Jana kalder sin mor for 'Ble-Siri', hvilket får dem begge til at sprutte af grin.

I en så dyster historie kunne man sagtens have forestillet sig en tilsvarende mørk billedside. Men med få undtagelser er seriens billeder holdt i en lys tone. Et klogt valg, for det passer perfekt med, at Janas huller fra, hvad der skete i barndomsårene, ikke længere er dækket af fortrængningens mørke.

Til at bære den dramatiske historie har man valgt skuespillere, som kun spiller med rene toner.

Seriens fundament hviler på skuespiller Amanda Janssons skuldre. Hendes spinkle skikkelse bærer på en vulkan af følelser, som hun doserer til perfektion. En så kompleks og kontrastfuld karakter kunne nemt være blevet en karikatur, men i stedet fremmaner hun et dragende væsen.

Morten Johansson gestalter den fortabte Bror med stor følsomhed og mange nuancer, og sammenspillet mellem de to søskende er så ægte, at man næsten glemmer, det er fiktion.

Dyb respekt

’Jeg tog ned til bror’ er en voldsom oplevelse. Nogle af scenerne er næsten ubærlige at se. Men den er det værd, for mørket gemmer på en vigtig historie om menneskelig styrke og kærlighed.

Serien skildrer hele vejen igennem de dystre temaer respektfuldt og værdigt, og ikke et sekund svælger man i lidelserne. Man tager sig tid til, at dybde kan opstå, og derfor bliver historien om Janas hjemkomst en uforglemmelig oplevelse.

Forhåbentlig bliver de to næste romaner i trilogien også snart filmatiseret!

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: