Ugens podcastafsnit af 'Det, vi elsker': Besøg af Trine Dyrholm
Ugens gæst i 'Det, vi elsker' er noget helt særligt. Hun har medvirket i et utal af danske film og serier igennem de seneste næsten 35 år og har spillet alt fra charmerende tjener i Thomas Vinterbergs Festen til frygtindgydende og manipulerende advokat i May el-Toukhys Dronningen.
Og så er hun den mest prisvindende danske skuespiller nogensinde. Det er selvfølgelig ingen ringere end Trine Dyrholm.
Anledningen til Trine Dyrholms besøg i podcasten er hendes nye danske film Birthday Girl, der får biografpremiere 4. april. Filmen er instrueret af den anerkendte instruktør, Michael Noer (R, Huset) og udspiller sig på et krydstogtskib fra Miami til Bahamas.
Trine Dyrholm spiller moderen, Nanna, der har inviteret sin datter Cille (Flora Ofelia Hofman Linddahl) og hendes bedste veninde med på et cruise for at fejre Cilles 18-års fødselsdag.
Der er lagt op til et brag af en fest, men allerede første nat forvandles deres drømmeferie til et mareridt, da Cille bliver udsat for et overgreb. Da skibet befinder sig i internationalt farvand, og der ikke er noget politi ombord, må Nanna tage sagen i hånd for at få opklaret, hvad der er sket.
Månedens biografguide: Det skal du se i biografen i april 2024
Carina og Signe taler med Dyrholm om, hvorfor hun valgte at tage rollen og hvordan hun var med til at udforme den. De kommer også ind på samspillet med den unge medskuespiller, Flora Ofelia Hofman Linddahl, og om filmens dystre tematikker.
Trine Dyrholm spiller over for Julianne Moore i ‘Mary & George’: “Hun gav mig en følelse af at være mere end velkommen.”
Foruden Birthday Girl vender de to værter også Dyrholms medvirken i den nye engelske serie, Mary & George, som står i stor kontrast til Birthday Girl. Og så taler de meget mere med den erfarne skuespiller om flere af de andre ikoniske roller, hun har haft i tidens løb.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: