Månedens biografguide: Det skal du se i biografen i april 2024
Soltimerne bliver flere og flere, og alle prisuddelingerne er overstået – desværre uden nogen dansk Oscarstatuette – men der er stadig fyldt med gode film i biografen!
Sommerens blockbusterfilm står for døren, og så er der selvfølgelig igen et par gode danske kvalitetstilbud at vælge imellem.
Ellers er der også godt med spændende dramaer og en enkelt Oscar-nomineret animationsfilm om en robot, en hund og deres hjertevarme venskab.
I bedste vanlige servicestil er filmene listet op efter, hvornår de har premiere i løbet af måneden.
Birthday Girl
Vi lægger ud med en ferie fra helvede.
Nanna (Trine Dyrholm) har inviteret datteren Cille (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) og hendes veninde Lea (Maja Ida Thiele) på et krydstogt i anledning af Cilles fødselsdag.
De her danske film skal du se i 2024
Hvad der skulle være en festlig omgang, ender i instruktør Michael Noers (R, Huset) hænder som et mareridt, da Cille bliver voldtaget, og der ingen hjælp er at finde fra besætningen. Derfor tager Nanna sagen i egen hånd med alt, hvad det indebærer.
Birthday Girl kan ses i biograferne fra 4. april.
Jeanne Du Barry
Filmfestivalen i Cannes har det med at byde på kontroversielle film, og 2023's mest omtalte var ikke så meget pga. indholdet, men en af de medvirkende.
For Johnny Depp er stadig langt fra den stjernestatus, han havde for bare et par år siden. Med verdens måske mest omtalte skilsmisse og dertilhørende skandale samt et heftigt alkoholmisbrug er skuespilleren både berømt og berygtet.
Filmguide: Her er rækkefølgen på alle ’Pirates of the Caribbean’-filmene
I Jeanne Du Barry spiller han overfor instruktør Maïwenn, der spiller den navnkundige hovedrolle som elskerinde til den franske konge, Ludvig 15. (Depp). Det historiske drama fik en blandet modtagelse, og nu kan man så ved selvsyn se, om Johnny Depp stadig har det gudsbenådede talent, eller om det er forsvundet i druktågerne.
Jeanne Du Barry kan ses i biograferne fra 4. april.
The First Omen
I rækken af prequels i succesfulde franchises er vi nu nået til The Omen, som på dansk er kendt under navnet Tegnet.
Filmserien handler om Djævlens søn Damian og hans opvækst fra lille satanisk yngel til voksen, der forsøger at opfylde sin skæbne som antikrist.
I den nye film The First Omen er vi i Rom, før begivenhederne i den første film. Vi følger den unge amerikaner Margaret (Nell Tiger Free), som skal arbejde på et børnehjem, indtil hun skal være nonne. Noget er dog ikke helt, som det skal være, og inden længe er Margaret midt i en kamp mod det onde, og hun begynder at stille spørgsmål ved alt det, hun hidtil har troet på.
The First Omen kan ses i biograferne fra 4. april.
Back to Black
De fleste har nok hørt minimum en Amy Winehouse-sang i deres liv. Den karismatiske britiske sanger med den dybe stemme og viltre hårpragt havde et sangtalent uden lige og en karriere, der desværre sluttede alt for tidligt som følge af misbrugsproblemer.
Back to Black er instrueret af Sam Taylor-Johnson (Nowhere Boy om John Lennon, 50 Shades of Grey) og har stjernefrøet Marisa Abela i hovedrollen som den berømte sangerinde.
Disse film skal du se i biografen i 2024
Filmen følger Winehouse fra den spæde start over succesen med sangene Rehab og Back to Black til det destruktive og skæbnesvangre forhold til hendes kæreste og senere ægtemand, Blake Fielder-Civil (Jack O’Connell).
Back to Black kan ses i biograferne fra 11. april.
Robot Dreams
Det kræver noget helt ekstraordinært at lave en film uden dialog. Alene af den grund påkalder den spansk-franske animationsfilm Robot Dreams sig opmærksomhed.
Den Oscarnominerede film debuterede ved filmfestivalen i Cannes til stor begejstring fra både publikum og kritikere, og hvis man er til de hjertevarme projekter, hvor handlinger siger mere end ord, er Robot Dreams nok lige noget for dig.
Filmen handler om Hund, der bor alene på 1980'ernes Manhattan. Da han en dag ser en reklame for en robot i tv, bestiller han den. De to bliver bedste venner og hygger sig sammen. Indtil en dag, hvor de er ved stranden og falder i søvn. Da de vågner, er Robot rustet fast, og da Hund kommer tilbage dagen efter, er den blevet afspærret indtil næste sommer.
Hvordan de to venner bliver forenet igen, er et hjerteskærende spørgsmål, som nok skal få aktiveret både tårekanalerne og lattermusklerne hos publikum.
Robot Dreams kan ses i biograferne fra 11. april.
Rød himmel
Tyske Christian Petzold er en af de fremmeste aktive tyske instruktører lige nu. Han formår som få at skildre sine karakterer med en genkendelighed og varme.
Rød himmel er en fascinerende alternativ komedie, hvor man ikke konsekvent sidder i lårklaskende grine-eufori, men snarere småklukker over de små livsøjeblikke, der kan virke bekendte.
Vennerne Leon (Thomas Schubert) og Felix (Langston Uibel) er taget i sommerhus på arbejdsferie. Men da de ankommer, opdager de, at husbestyreren Nadja (Paula Beer) også er der – til stor irritation for forfatterspiren Leon, som kæmper med at finde inspiration.
Opholdet bliver alt andet end fredeligt og tager flere dramatiske sving inden den overraskende og rørende slutning.
Rød himmel kan ses i biograferne fra 11. april.
For evigt
Selv om titlen kunne lede tankerne hen på Volbeats navnkundige sang, er For Evigt ikke en dokumentarfilm om tilblivelsen af denne.
I stedet handler Ulaa Salims (Danmarks sønner) science fiction-film om Elias (Simon Sears) og Anita (Nanna Øland Fabricius). I en fjern fremtid har et jordskælv under Atlanterhavet åbnet en sprække, som har sat skub i klimaforandringerne.
Mens de forsøger at redde verden, bliver de to tidligere elskende også nødt til at tage et blik på deres liv sammen som tidligere elskende, og hvordan valg og ikke mindst fravalg har præget deres liv.
For evigt kan ses i biograferne fra 18. april.
Hammarskjöld
I 2019 lavede Mads Brügger den fascinerede dokumentarfilm Cold Case Hammarskjöld, der gik i dybden med den tidligere generalsekretær for FN's, Dag Hammarskjölds, tragiske og mystiske død.
Nu kommer danske Per Fly med fiktionsfilmen Hammarskjöld, hvor vi følger den svenske diplomat (Mikael Persbrandt) i det skelsættende år 1961.
Hammarskjöld er en kontroversiel person, der ikke er bleg for at sige sin mening, og som dermed gør sig upopulær i visse politiske kredse. Det hele kulminerer, da han stiger ombord på et fly til Congo i bestræbelserne på at få mæglet en fredsaftale på plads.
Hammarskjöld kan ses i biograferne fra 18. april.
Civil War
Den utvetydigt mest interessante og udfordrende science fiction-instruktør i dette årtusind er britiske Alex Garland. Som manuskriptforfatter har han leverevet ord til zombieapokalypser (28 dage senere), eksistentialistiske dommedagsscenarier (Sunshine) og fascistoide dystopier (Dredd), som han i øvrigt uofficielt stod for en stor del af instruktionen af).
Som instruktør bragede han igennem med AI-thrilleren Ex Machina, veloplagt opfulgt af sci-fi-eco-gyset Annihilation, den fascinerende serie Devs og den urovækkende Men.
Med Civil War skildrer Garland en borgerkrig i en knap så fjern fremtid i USA. Vi følger en gruppe journalister – anført af Lee (Kirsten Dunst) – i deres forsøg på at skildre krigens uhyrligheder. De er dog selv konstant i fare for at blive dræbt af enten det diktatoriske styre eller af ekstremistiske paramilitærstyrker.
Civil War kan ses i biograferne fra 18. april.
Abigail
En af de bedste aktive instruktørduoer pt. er Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett, der sammen med deres faste producer Chad Villella går under navnet ’Radio Silence’, et kollektiv for filmskabere.
I løbet af de sidste fem år har de stået bag den veloplagte Ready or Not samt de to seneste film i den nærmest uendeligt underholdende Scream-franchise.
Denne gang står det på en anderledes gyserthriller, hvor en gruppe kriminelle – spillet af bl.a. Melissa Barrera (Scream), Dan Stevens (Downton Abbey), Giancarlo Esposito (Breaking Bad) og nyligt afdøde Angus Cloud (Euphoria) – tror, at de har skudt papegøjen, da de kidnapper datteren til en magtfuld og rig kriminel. Abigail (Alisha Weir) er dog ikke som de fleste piger, og snart kommer forbryderne en efter en til at fortryde det valg på allermest brutale og blodige maner.
Abigail kan ses i biograferne fra 18. april.
Challengers
Zendaya er et af verdens største stjerner på tværs af alle medier i disse år: Film, serier og mode – hun er her, der og alle vegne.
I Call Me by Your Name-instruktøren Luca Guadigninos Challengers spiller hun den tidligere tennisstjerne Tashi, der efter at hendes egen aktive karriere er blevet forkortet pga. skader har helliget sig gerningen som træner for kæresten Art (Mike Faist).
Efter en række nederlag på højeste niveau stiller han op i en lettere turnering, hvor han til gengæld kommer til at stå overfor Patrick (Josh O’Connor), Tashis ekskæreste og hans barndomsven. Det bliver starten på et hedt trekantsdrama, hvor ingen umiddelbart kan forudsige vinderen.
Challengers kan ses i biograferne fra 25. april.
Fire døtre
En af april måneds mest interessante dokumentarfilm er en af den slags, som bevæger sig i grænselandet mellem fakta og fiktion.
Tunesiske Olfa er mor til fire døtre. Da hendes to ældste en dag forsvinder, inviterer instruktør Kaouther Ben Hania to professionelle skuespillere til at agere døtrene og hjælpe med at fortælle Olfa og hendes families opsigtsvækkende historie.
Fire døtre var nomineret til en Oscar for bedste dokumentarfilm og er en af den slags film, hvis historie bliver ved med at overraske i takt med at filmen udfolder sig, præcis som Miraklet i Gullspång.
Fire døtre kan ses i biograferne fra 25. april.
Immaculate
April måneds tredje gyserfilm har ligesom Challengers en af de største kvindelige stjerner på rollelisten.
Sydney Sweeney fik sit store gennembrud i HBO's grænsesøgende ungdomsserie Euphoria og byggede videre på den berømmelse med gode præstationer i første sæson af The White Lotus, den alternative biopic Reality og rom-com hittet Anyone but You.
I Immaculate spiller hun nonnen Cecilia, som rejser til et mere eksklusivt kloster, da hendes gamle lukker. Noget er dog ikke helt, som det skal være på stedet, og pludselig er hun gravid, selv om hun aldrig har været sammen med en mand. Ondskaben lurer i de mørke gange, og kampen for at overleve sættes i gang.
Immaculate kan ses i biograferne fra 25. april.
Monkey Man
Skuespilleren Dev Patel fik det store gennembrud med rollen som den godmodige Jamal i Danny Boyles Slumdog Millionaire i 2008.
Teenageren er blevet en granvoksen mand med flere fine præstationer under bæltet og debuterer nu som spillefilmsinstruktør med actionthrilleren Monkey Man.
Patel spiller selv hovedrollen som Kid, der arbejder i en undergrunds-fight club. Han er fuld af hævntørst mod de personer, som var skyld i hans mors død, og som udnytter de fattige og mindre velstillede mennesker. Det tegner til at blive et blodfyldt og voldeligt hævntogt i bedste John Wick-stil, og det har immervæk aldrig været et dårligt udgangspunkt for en actionfilm.
Monkey Man kan ses i biograferne fra 25. april.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: