Podcast | Nyheder

Ugens podcastafsnit af 'Det, vi elsker': 'Med drager mod dæmoner' og CPH:DOX

Af
Signe Bjørg Granberg
7. marts 2024
'Det, vi elsker' podcast
Ugens gæst i podcasten 'Det, vi elsker' er dokumentarist, Camilla Magid, der står bag 'Med drager mod dæmoner' / Foto: Søren Lamberth

Del artikel

Carina og Signe har fået besøg i podcaststudiet af dokumentarist, Camilla Magid, der er aktuel med DR-dokumentarserien ‘Med drager mod dæmoner’. Camilla Magid og de to værter deler desuden tips til, hvad man skal se på årets CPH:DOX.

I denne uges afsnit af podcasten 'Det, vi elsker' taler Carina og Signe med dokumentaristen, Camilla Magid, der står bag den nye DR-dokumentarserie, Med drager mod dæmoner.

Camilla Magid er uddannet fra den uafhængige filmskole, Super 16, i 2010 og har desuden en bachelor i Film- og Medievidenskab fra Københavns Universitet samt en uddannelsen som arabisk sprogofficer fra Forsvarsakademiet.

Som dokumentarist har Magid stået bag flere Bodil- og Robert-nominerede film, blandt andet Sort hvid dreng fra 2012 og Land of the Free (Fanget i de fries land) fra 2017. Sidstnævnte vandt prisen for bedste nordiske dokumentarfilm på dokumentarfilmfestivalen CPH: DOX.

Med den nye DR-dokumentarserie, Med drager mod dæmoner, skildrer Camilla Magid tre unges bevægende rejse på Østerskov Efterskole, hvor de for første gang finder sig selv og et fællesskab i rollespillets leg, fantasi og kreativitet.

Magid har fulgt eleverne, Luca, Josefine og Ask, der alle har brugt meget af deres liv på at kæmpe for at få lov at være dem, de er. Dokumentaren viser, hvordan de rigtige rammer, læringsformer og sociale fællesskaber kan bearbejde og bekæmpe den stigende mistrivsel, vi i dag ser hos nutidens unge i Danmark.

De to værter taler med Magid om, hvordan det har været at lave dokumentarserien og følge de tre unge mennesker i over to år. Hun deler historier fra optagelserne og delagtiggør lytterne i de overvejelser, hun har gjort sig i forbindelse med at fortælle de unges sårbare og nære historier om bl.a. overgreb, spiseforstyrrelser og ensomhed.

Foruden snakken om Med drager mod dæmoner handler podcasten også om en mere overordnet snak om dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX og hvilke film, man ikke må snyde sig selv for, på årets festival.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Podcast | Nyheder