Anmeldelse: ’Med drager mod dæmoner’ viser vejen ud af mistrivslen

Få roller i livet er så ensomme som den som outsider. Den, der ikke passer ind. Personen, folk taler om bag deres ryg, eller ligefrem direkte ydmyger, mens de selv ser det.

De findes alle steder, og på intet tidspunkt er tilværelsen som outsider så nådesløs som i den syvende cirkel af helvede, der er teenagerlivet.

Man siger, at børn er brutale, men intet verbalt sværd skærer så dybt som de stik fra en pubertær djævel, der har fundet et offer. Derfor er det vigtigt med fællesskaber – og med efterskoler som Østerskov i DR-dokumentarserien Med drager mod dæmoner.

I fire afsnit følger vi de tre teenagere Josefine, Ask og Luca.

De to første er netop startet på Østerskov, mens Luca er 2. årselev. Efterskolen har fokus på rollespil, både som læringsværktøj og som socialt kompetencegivende redskab, hvis man af den ene eller den anden grund har svært ved at passe ind blandt majoriteten.

Hvert afsnit dækker cirka et halvt år, hvorfor to er lig et helt skoleår.

Med en længde på lige knap en halv time kunne man frygte, at det blev en lettere overfladisk omgang. Men Med drager mod dæmoner og dokumentarist Camilla Magid kommer i dybden med mange store og alvorlige emner, de fleste skal bruge flere timer på bare at skrabe i overfladen af.

Og så er de tre hovedpersoner nogle frygtløse individer, der modigt giver indblik i deres sejre og dæmoner, og de fremstår vitterligt som tre kæmpestore helte og forbilleder.

Fornemt spil på hjertestrengene

Som en flue på væggen følger vi de tre kæmpe chefers dagligdage. Enkelte velvalgte gange taler de direkte kameraet og åbent om, hvad der rører sig i dem på det pågældende tidspunkt.

Josephine har autisme og er meget indadvendt, når hun ikke er i et rollespil. I de to første afsnit ser man, hvordan de nye omgivelser på Østerskov er en stor omvæltning, og de konstant nagende tanker om de andre unge overhovedet kan lide hende, plager hende.

Men skiftet fra første- til andetårselev ændrer hende tydeligvis. Med ”veteranstatussen” følger nemlig også forpligtelse i form af, at man får tildelt tre elever, som man skal være ”mentor” for, i mangel af bedre ord.

Selv om det giver tankemylder og virker lidt frygtindgydende at skulle være ”voksen” for tre nye mennesker, ser man også, hvordan selvtilliden vokser i Josephine igennem de to sidste afsnit især.

Som kontrast trækker det tilpas hårdt i hjertestrengene, når Luca skal klare sig ude i virkeligheden efter endt ophold på Østerskov.

Væk fra de trygge rammer på skolen og nu som HF-elev med egen lejlighed føles tiden med et stort fællesskab meget langt væk. Og så må man jo bygge noget nyt op.

Måske er det dét, som er Med drager mod dæmoners største styrke. Succesen med at skildre håb, en vej ud af ensomhedens opslugende hul, og at der er et fællesskab for alle. det er bare med at finde det. Og hvis ikke det findes, så start det selv. Det er god lærdom, alle bør huske, når livet sparker en hårdt i mellemgulvet, så man taber pusten, og alt virker uoverskueligt og håbløst.

Vigtig leg til virkeligheden

Fotograferne Mathias Døcker og Maria von Hausswolffs kameraer svæver som usynlige genstande rundt imellem de unge, når de forskellige rollespil i er i gang. Med deres fine fornemmelse for cinematiske kompositioner dukker der pludselig billeder af zen-lignende skønhed op.

I de stunder får tyngden af det, vi lige har overværet ro til at dvæle og lægge sig effektfuldt i seerens bevidsthed.

Når Ask taler om sin kamp mod en latent spiseforstyrrelse, der konstant truer i skyggerne med at vende tilbage, er det klart på sin plads, at vejret bliver trukket dybt. Det afkræver respekt, når nogen er så åben om, hvad de går og dealer med.

Med drager mod dæmoner er en vigtig dokumentar. Den er en reminder til dem, der sider derude og føler sig alene med deres nørdede interesse, om, at de er ikke på ingen måde alene. Vi er derude, klar til at hjælpe, snakke og ikke mindst lytte.

Det er noget, vi alle kan blive bedre til. Lytte. Og hvis man ikke har lyst eller er klar til at tale om, hvad der nager en, så skab et miljø, hvor tankestrømmen kan slås fra, og vedkommende kan få ro. For hvad du måske kun skal høre på i en halv time, skal personen håndtere i hovedet i alle døgnets vågne timer – og højst sandsynligt også i de sovende.

Stor cadeau til DR for at sende dokumentarserien i noget nær bedste sendetid de næste fire mandage. I en tid, hvor det nærmest enten skal være et tilbagevendende program på sæson 10+ eller en eller anden grum historie fra virkeligheden, er det befriende med et så livsbekræftende værk som Med drager mod dæmoner.

Dokumentarserien er præcis det varme omfavnende kram, man har brug for, hvis livet er træls, og man har brug for troen på det gode i menneskeheden.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: