Anmeldelse: 2. sæson af 'Schmigadoon!' er enhver musicalelskers våde drøm

Efter deres rejse til det magiske, lalleglade Schmigadoon, hvor alt kan løses med en sang (eller fem), er Josh (Keegan-Michael Key) og Melissa (Cecily Strong) vendt tilbage til deres daglige liv i New York City med nyfunden glæde for hinanden.

Den momentære opløftelse fra Schmigadoon mister dog hurtig sin gnist, som hverdagen træder i kraft. De flytter til forstaden, prøver forgæves at få et barn, og det er, som om en mørk sky hviler over dem. Der er kun en ting at gøre: Tage tilbage til Schmigadoon for at slippe lidt væk fra alle deres problemer.

De ender dog ikke i Schmigadoon, men i Schmicago, der med undtagelse af, at alle stadig agerer, som var de i en musical, er den diametrale modsætning af det glade og farverige sted, de længtes efter. I denne verden fyldt med sex (dog uden at vise det) og tobak (dog uden at nogen ryger), står de over for en del problemer og kan ikke komme ud, før de har en lykkelig slutning.

Fart over feltet

De muntre og farverige musicals fra 50’erne er skiftet ud med de mere mørke og dystre fra 60’erne og 70’erne. Med stor inspiration fra musicals som Chicago og Cabaret, som Melissa også er hurtig til selv at nævne, bliver man forkælet med et væld af nye sange og blændende koreografi.

Kostumer og set design har også fået en makeover, og der er tydeligvis lagt stor kærlighed i alt, man ser på skærmen. Hele seriens udseende får et nærmest ekspressionistisk udtryk, hvor alt er overgjort og en kulmination af de karaktertræk, man forbinder med perioden og stilen.

Som en filmisk morsomhed, der giver fornyelse til serien, er klipningen og billedbeskæringerne gået fra den flade ’lige på og optag alt’ til at være langt mere dynamisk. Filmsproget er med andre ord fulgt med tiden og blevet mere avanceret. Der er fuld smæk på, og det er noget så medrivende.

Passionen flyver nærmest igennem skærmen

Næsten alle medvirkende fra første sæson går igen, dog i nogle andre roller end dem, vi kender dem fra. Ligesom Schmicago er modsætningen af Scmigadoon, så er karaktererne også vendt på hovedet. Nye medlemmer af rollelisten som Tituss Burgess, der, som taget direkte ud af Chicago, indtager rollen som fortæller, og sæsonens skurk Octavius Kratt (Patrick Page) giver pondus i deres karikerede portrætteringer og fornemme sangstemmer.

Skuespillernes glæde for at medvirke i serien skinner igennem på skærmen, og man kan ikke undgå at det smitter af på en selv. Mange af dem er også kendt i langt højere grad fra Broadway, så de er i forholdsvis vante musikalske omgivelser. Hver eneste sang er noget for sig, og alle giver den hele armen, så det er bare om at skrue op for lyden og blive blæst bagover.

Alle karakterer er overgjorte, bortset fra Josh og Melissa. De fungerer som 'Straight men', der nogle gange kommenterer på situationen og karaktererne. Det behøver de måske ikke at gøre så meget, og i stedet bare lade absurditeten glide uforstyrret over skærmen. Dem, der forstår referencerne, forstår dem, uanset om det bliver forklaret, og dem, der ikke gør, bliver ikke hjulpet af bemærkninger, som de ikke kan forholde sig til.

Altid et smil på læben

En stor afvigelse fra første sæson er, at det ikke i lige så høj grad virker som Josh og Melissas historie. Anden sæson er mindre karakterdreven og fokuserer mere på plottet, der har en masse sjove drejninger. Det tager dog noget af hjertet fra serien, at man ikke er investeret i Josh og Melissas forhold i lige så høj grad, der dog stadig har virkelig god kemi og perfekt komisk timing.

Når det er sagt, har man det så sjovt undervejs, at det næsten virker overflødigt. Anden sæson af Schmigadoon! er større, mere avanceret og lige så underholdende som den første og byder på en noget morbid humor til tider. Den gør det hele med et glimt i øjet, og den giver et fantastisk afbræk fra hverdagen. Schmigadoon! er umulig at se uden et smil på læben.