Anmeldelse af Netflix serien The Americans
Koldkrigsdramaet The Americans er katten efter musen efter katten efter… Kort fortalt handler serien om Elizabeth og Philip, to undercover KGB-agenter, der under dække af at være en All American kernefamilie med stort hus, to børn og egen virksomhed, er placeret i den amerikanske hovedstad for at infiltrere det amerikanske samfund. Ved seriens begyndelse fornemmer man, at dette projekt går fortrinligt – og har gjort det længe. Da FBI-agenten Stan Beeman flytter ind ved siden af, begynder deres arbejde dog at blive besværliggjort, og man bliver vidne til en række stadig mere komplicerede udfordringer for Elizabeth og Philip. Hovedsageligt er der tale om spillet mellem KGB og FBI, med alt hvad det indebærer af lyssky aftaler, kontraspionage, venner der forrådes og mord. Som sæson 1 bliver til 2 og så fremdeles, rulles der dog yderligere konflikter ud. For det første internt i den sovjetiske organisation, hvor Elizabeth og Philips datter Paige, som er uvidende om forældrenes dobbeltliv, ønskes rekrutteret som agent, trods forældrenes markante forbehold for dette. For det andet i forholdet mellem netop Paige og forældrene, da hendes teenageoprør giver sig til udtryk i en flirt med det religiøse miljø – noget, der ikke stemmer særlig godt overens med sovjet-kommunistisk ideologi. Disse mere almenmenneskelige og ideologiske konflikter giver en kant til det rene spiontema, der uden dette, i mine øjne, ville have haft svært ved at overleve mere end en enkelt sæson.
Serien er skabt af Joe Weisberg, der selv er tidligere CIA-agent. Dette indikerer en vis realisme med hensyn til de reelle forhold i efterretnings-verdenen. Jeg tror i hvert fald mere på serien af denne grund, end hvis den ’bare’ var skrevet af en almindelig ’dødelig’ manuskriptforfatter (uden naturligvis at glemme, at man kan komme langt med research). Når jeg undervejs sidder inde med undrende spørgsmål som ”var det normal praksis at rekruttere børn til efterretningsarbejde?” eller ”kan man virkelig så let få adgang til fortroligt materiale uden autorisation?”, giver Weisbergs baggrund mig i hvert fald mindre grund til at tvivle på, at disse umiddelbart utrolige ting, faktisk er et retvisende billede af tingenes tilstand.
Serien er også et bevis på en stigende interesse for historiske emner, som også DR’s søndagssatsning Historien om Danmark er et symptom på. Man har fra DR’s side valgt et historisk fokus fremfor en fortælling om parforhold (Nikolaj og Julie) eller opklaringen af en forbrydelse på mellem 1 og 20 afsnit på 50 minutter (Rejseholdet, Forbrydelsen 1, Forbrydelsen 2 osv…). At historiske facts vurderes at kunne konkurrere med emner som sex og mord synes overraskende. Forklaringen kan selvfølgelig være, at fiktion og fakta i vore dage i stigende grad flyder sammen (host… USA’s præsident… host), men dét ligger vist for langt fra vores emne. Lad os nøjes med at slå fast, at historien som tema er sjældent populært, og at The Americans skriver sig ind i denne tendens – uden naturligvis at være tilnærmelsesvis dokumentarisk som DR-serien. Vi får i serien om koldkrigsagenterne, desuden rigeligt med mord og sex som modspil til det historiske setting. Så på denne vis byder The Americans på det hele.
Set i koldkrigsperspektiv er der ingen tvivl om, at serien på forbilledlig vis indfanger den generelle følelse af venten, der karakteriserede tiden. En nærmest sitrende stilstand agerer baggrundsstemning til de fuldt ud actionprægede og nervepirrende enkeltscener. Mellem hver delmission, der lykkedes eller mislykkedes, fornemmer man det altid tilstedeværende spørgsmål, ”hvad bliver modpartens næste træk?” (henholdsvis KGB og FBI). At man i bagklogskabens lys, jo nok kan regne ud, at verden ikke bliver sovjetisk, gør intet. Man ønsker derimod hele tiden at finde ud af, hvor tæt det var på rent faktisk at blive sådan. Dét er incitamentet til at følge serien - og dét der langt hen ad vejen driver den fremad.
En af seriens andre markante styrker er skuespillet. Særligt Keri Russell og Matthew Rhys i hovedrollerne leverer varen på et konstant højt niveau. Der synes at eksistere en gennemgående spænding mellem de to, bestående både af sex, jalousi og afhængighed, men også af bitterhed, mistro og afsavn. Denne hårfine grænse er ramt spot on. En ugeblads-forklaring på den særlige nerve i deres samspil kunne være, at de nu privat danner par, men uanset om dette kan godtages som grund eller ej, står det klart, at deres indsats er til topkarakter. Af andre solide præstationer skal særligt fremhæves Noah Emmerich i rollen som Stan Beeman, en FBI-agent, der kæmper med at balancere familieliv med karriere - det private ansvar overfor den offentlige pligt. Denne indre kamp vil finde resonans hos mange af seerne tror jeg, og Emmerichs vekslen mellem melankoli og næsten manisk dedikation agerer på bedste vis (amerikansk) modvægt til de sovjetiske hovedpersoner.
Hemmeligheder, spænding, mulig afsløring og forløsning. Disse ingredienser taler måske til os ’normale’ mennesker, fordi størstedelen af vores liv ikke indeholder nogle af disse, og dog, spionlivet kunne give mindelser om det spil, der eksempelvis forgår omkring utroskab eller intriger på arbejdspladsen, og dét taler (har statistikkerne vist) jo til en stor del af os. Så måske kan vi selv alligevel siges at bedrive en art mikrospionvirksomhed fra tid til anden. Hvis ikke, kan man til fulde få sin appetit stillet med The Americans. Sjette og afsluttende sæson er planlagt til at løbe over skærmen i 2018, så har man ikke opdaget serien endnu, kan man sagtens nå at hoppe med på vognen og lade sig fange ind i koldkrigsstemning, USA i 80’erne og hovedpersonernes liv under radaren – et liv, vi som moderne mennesker i et stadig mere omfattende kontrolsamfund, kan skele til med en blanding af misundelse og undren.
Denne anmeldelse er skrevet af Jonas Østengaard
