(Indeholder spoilers fra første sæson)
Sådan siger Marty (Jason Bateman) i afsnit 6, og det opsummerer på godt og ondt anden sæson af Netflix-serien Ozark. Efter første sæsons tiltagende problemer for familien Byrde og en glædeligt overraskende cliffhanger er der næsten for meget ”shit” at gå i gang med. Den røde tråd i sæson 2 er Marty og Wendys (Laura Linney) plan om at åbne et kasino til hvidvaskning af kartellets penge, så familien kan slippe væk. Ligesom i første sæson er hele hvidvaskningsdelen ikke voldsomt medrivende, men heldigvis giver kasinoprojektet anledning til at introducere nye idéer og personer, som for det meste løfter spændingsniveauet.
Navarrokartellets advokat Helen Pierce (Janet McTeer) kommer til byen for at holde styr på Marty. Det giver et frisk pust til serien, at Byrde-familien endelig møder én, som ikke er lige så nem at rende om hjørner med. Denne sæson hælder også en ordentlig sjat politik og mafiatrusler i blandingen, hvilket desværre ikke altid er lige effektivt. Det drukner lidt i lobbyisme og snak om fagforeninger, men hårde afpresninger og fatale konsekvenser får heldigvis pulsen til at stige.
Kendte ansigter fra første sæson får også mere tid til at shine. Det klæder især de ærefulde Snells (Lisa Emery og Peter Mullan) at få et mere nuanceret handlingsforløb. De kommer faktisk næsten til at fremstå menneskelige, hvor skørt det end lyder, men mister heldigvis ikke deres uforudsigelighed. Pastor Mason (Michael Mosley) sørger som alenefar over hustruens død og knuger sig til sin Bibel som aldrig før. Han har trods sin korte skærmtid nogle af seriens stærkeste scener, og især afsnit 7 står på grund af hans præstation stærkt i hukommelsen. Buddy (Harris Yulin) giver serien varme og humor, når det er mest tiltrængt, og han får også et skud tiltrængt baggrundshistorie.
FBI-efterforskningen spidser til i sæson 2, og Roy Petty (Jason Butler Harner) er langt mere interessant i denne omgang. Han ved tilsyneladende alt, men kan intet bevise og har svært ved at styre sin informant – denne sprængfarlige kombination giver nogle af sæsonens mest mindeværdige, intense scener.
En af de mest interessante karakterer i sæson 2 er dog Ruth Langmore (Julia Garner), der scene efter scene stjæler showet. Efter at have myrdet sine onkler i sæson 1 må hun være værge for fætrene Wyatt og Three, mens hun fortsætter sine mange opgaver for Marty. Som om det ikke var nok, prøveløslades hendes kriminelle og utilregnelige far Cade (Trevor Long) fra fængsel med missionen om at finde Martys kartelpenge. Garner leverer en imponerende præstation, der smukt balancerer Ruths hårde attitude med en indelukket sårbarhed.
Der er altså ingen tvivl om, at serien har mange plottråde at balancere, og selvom det lykkes meget af tiden, er der også mindst et dusin plottråde, som fjerner fokus fra de spændende scener. Især med de resterende Byrde- og Langmorebørn Jonah (Skylar Gartner), Charlotte (Sofia Hublitz), Wyatt (Charlie Tahan) og Three (Carson Holmes) virker det, som om de ikke rigtig havde spændende materiale nok til hele sæsonen. Jonah og Wyatt har nogle stærke, emotionelle scener undervejs, men en stor del af tiden virker det mest som fyld, hvor man hellere vil tilbage til hovedhistorien. Charlottes historie tager heldigvis en uventet drejning mod de sidste afsnit. Det er selvfølgelig ikke fair at forvente, at alt er lige hæsblæsende, men Threes få scener kunne faktisk have været skrevet ud uden problemer, hvilket gælder for flere af de mange afstikkere.
Der sker simpelthen for mange ting til, at alt er lige interessant, hvilket fører os tilbage til citatet i starten. Der er trusler fra alle sider, og Marty må med sit bedste pokerfjæs køre byen rundt for at håndtere det. Det giver mening og bliver påpeget i flere afsnit, men Bateman er bare ret flad i hovedrollen. Marty er næsten for dygtig til, at jeg helhjertet tror på, at han for alvor er i fare. Det positive er dog, at de scener, hvor han faktisk lader sine følelser skinne igennem, står særligt effektivt, fordi man er vant til at se det samme tomme blik scene efter scene. Jeg ville bare ønske, det skete oftere, for Bateman er en langt mere alsidig skuespiller, end vi ser her. Modspillet med konen Wendy er på den anden side aldrig kedeligt, og Linney spiller fantastisk gennem hele sæsonen, hvor karakteren gennemgår en spændende udvikling.
(Anmeldt på baggrund af hele sæson 2)
Læs også: Anmeldelse af Ozark
Læs også: 3 serier du bør se, hvor sæson 2 er på vej