Anmeldelse: Alle er mistænkte i Susanne Biers ’The Perfect Couple', men gud hvor er den kedelig

Groft sagt er der i disse år to dominerende retninger inden for mordmysterier.

Der er howcatchem, hvor man ser, hvem der begår mordet og så følger detektiven eller efterforskerens vej til at opklare det. Columbo-metoden, som den også kaldes efter Peter Falks berømte politimand, har fået en revival med den fabelagtige Poker Face, hvor kasinomedarbejderen Charlie (Natasha Lyonne) bliver hvirvlet ind i det ene drab efter det andet.

Den anden og mere klassiske form er whodunit, hvor det handler om at finde ud af, hvem morderen er, uden at vi som publikum ved det fra begyndelsen, og vi kun finder ud af det hen ad vejen i takt med, at efterforskerne får optrevlet sagen. Her er det vigtigt, at filmen eller serien formår at fastholde publikums interesse i at få opklaret, hvem morderen mon er.

Og det lykkes desværre ikke rigtig i The Perfect Couple.

Susanne Biers nye krimiserie på Netflix er baseret på Elin Hilderbrands roman af samme navn og handler om Amelia (Eve Hewsom), som skal giftes med Benji (Billy Howle), der er yngste søn i en velhavende familie under ledelse af matriarken og forfatteren Greer Garrison Winbury (Nicole Kidman).

På dagen for brylluppet finder Amelia et lig i vandkanten ud for familiens luksuriøse hus på Nantucket. Nogen har myrdet en af gæsterne, og alle de overnattende gæster er derfor mistænkte.

Så langt, så godt, og snart bliver den ene slibrige hemmelighed efter den anden afsløret. Det burde være enormt underholdende, men er rent ud sagt dybt langsommeligt og kedeligt. Endda i en sådan grad, at man til sidst slet ikke interesserer sig for, hvem morderen er.

Ligegyldig serieoplevelse

Susanne Bier har instrueret samtlige afsnit af The Perfect Couple, men instruktøren formår ikke at skabe nogle nævneværdige interessante øjeblikke.

I modsætning til flere af instruktørens tidligere film og serier, hvor humor og den gode fornemmelse for at iscenesætte rørende familiedramaer, er det element fraværende her.

Og hvor den sjælsbeslægtede HBO-serie The Undoing fra instruktørens hånd havde et trumfkort i ærmet i form af manuskriptforfatter og serieskaber David E. Kelleys (senest Presumed Innocent) touch for fængslende krimidrama.

Om det er Jenna Lamias halvlunkne manuskript, Biers manglende evne til at løfte et middelmådigt forlæg og gøre det til noget særligt eller noget helt tredje, er faktum i sidste ende, at The Perfect Couple ikke er tiden værd.

Alt bliver fortalt i flashbacks. Og ikke på en interessant måde som f.eks. i serien The Afterparty (Apple TV+), hvor begivenhederne ændrer sig efter alt efter, hvem der har oplevet dem.

Incitamentet til at få forløsningen på mordmysteriet er derfor tæt på ikkeeksisterende, medmindre man ønsker at fodre sin indre masochist med en ligegyldig og langsommelig serieoplevelse.

For gudfader bevares, hvor det hele snegler sig afsted!

Ikke på den elegante måde, hvor der konstant pilles et nyt lag af mysterieløget. Næh, det virker mest af alt, som om der bliver trådt vande, fordi der ikke er materiale nok.

Uinteressant mordmysterium

Hvad er det så, vi får i The Perfect Couple? En hulens masse drama og intriger.

Det er der bestemt ikke noget i vejen med. Genren i sig selv lægger op til en masse excentriske typer, som forsøger at holde alskens lig og bagage skjult for omverden.

Det burde være guf at overvære, men de mange dygtige skuespillere – Nicole Kidman, Liev Schreiber, Eve Hewson, Dakota Fanning, Meghann Fahy og alle de andre – optræder som førsteårselever i gymnasiet til skolens årsfest.

Intet ondt om førsteårselever, der skal navigere i det popularitetshelvede, som er et gymnasium, men man kunne med rette have forventet nogle lidt mere spidsfindige replikker end ”Jeg elsker dig TIL DØDE!”.

Og skulle man ikke have fanget den subtile fætter, bliver den da lige gentaget en gang til og lidt højere, så dem på de billige rækker bagerst i salen er med.

Desværre går The Perfect Couple heller ikke planken fuldt ud som sæbeopera og omfavner sin overdrevne side. Den bibeholder en bizart alvorlig tone, som skal forestille at være morsom, men mest af alt minder om noget, som endte gå klippegulvet hos The White Lotus.

Man må dog give The Perfect Couple, at det kræver noget at få replikkerne i Fifty Shades til at fremstå som det rene Shakespeare. Det er en præstation, hvor man bare må sige wow.

Serien har det velkendte Netflix-filter på, hvor der er god power på farverne, især de røde, men noget teknisk vidunder er mordmysteriet bestemt heller ikke.

At man formår at spilde et gudsbenådet talent som Donna Lynne Champlin (se Crazy Ex-Girlfriend, og bliv blæst bagover) på en rolle som halvgnaven panser uden personlighed er måske den største synd og på sin vis også symptomatisk for The Perfect Couple som helhed.

Den rummer for mange spildte muligheder og et dybt uinteressant mordmysterium. Hvem der er morderen, er man til sidst ret ligeglad med. Med genren in mente er det en fatal fejl.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: