Anmeldelse: 'American Horror Story' sæson 11 sætter en ny standard for seriens bundniveau
Vi er nået til sæson 11 af ’American Horror Story’ på Disney+, og den nye sæson rammer denne gang bunden i en serie allerede kendt for sin svingende kvalitet.
Ser vi tilbage på tidligere sæsoner af American Horror Story nævner de fleste straks den første sæson Murder House, som uden tvivl tryllebandt og etablerede seriens fanbase med historien om det hjemsøgte hus.
Sidenhen fulgte flere rædselsvækkende og underholdende sæsoner såsom min personlige favorit Asylumsamt Freak Show og Roanoke. Ind imellem fandt vi også lunke sæsoner såsom Coven og Cult, der dog har sine fans, men som stadig ikke helt når samme højde som førnævnte.
Og så fik vi også bundskraber-sæsonen Apocalypse, der var en snoozefest uden lige med kedeligt plot og uinspirerende præstationer. Men nu overlader Apocalypse sidstepladsen til sæson 11, NYC, der hermed sætter en helt ny standard for bundniveauet i en i forvejen kvalitetsmæssig ustabil serie.
Atter tilbage til 80’erne
80’erne er en efterhånden populært setting til især horror og mystik, og American Horror Story sæson 11 fortsætter i samme tråd.
Året er 1981, og vi følger det homoseksuelle miljø tæt i New York City, mens de kæmper for accept fra en diskriminerende omverden. Miljøet mødes især i undergrunds-etablissementer, hvor seksualitet følges hånd i hånd med fetishisme.
En dag fisker politiet et skamferet lig op af havnen, hvor kriminalbetjent Patrick Read (Russell Tovey) står i spidsen for efterforskningen. Det viser sig hurtigt, at det er liget af en stamkunde i en lokal S/M-klub for homoseksuelle, hvilket resulterer i en underliggende ligegyldighed hos New Yorks efterforskningsafdeling. Patrick, der privat kæmper for at acceptere sin egen homoseksualitet, er den eneste, der tager sagen alvorligt. Sammen med sin hemmelige kæreste, avisredaktør og journalist Gino Barelli (Joe Mantenello), begynder de begge at grave i sagen. Den viser sig hurtigt at have forbindelse til andre grusomme mord. Og vidner derved om en mulig seriemorder i omegnen.
Den dødelige virus
Samtidig forsker lægen Hannah Wells (Billie Lourd) i en mystisk sygdom, der spreder sig som en fatal epidemi blandt hjortebestanden på Fire Island – og senere især blandt New Yorks homoseksuelle befolkning. På Ginos avisredaktion florerer hurtigt konspirationsteorier om virussens ophav, og om hvorvidt regeringen har en finger med i spillet.
I mellemtiden hober dødsfaldene sig gradvist op. Først på grund af den makabre seriemorder, der får tilnavnet Mai-Tai-morderen. Men sidenhen tager virussen også sine ofre, da den ubønhørligt får fat om New Yorks borgere. Tiden tæller ned, og ingen i NYCs homoseksuelle miljø kan længere vide sig sikre. For udenfor miljøet er der hverken hjælp eller sympati at hente.
Billig copy/paste af Dahmer
Jeg har meget lidt ros til American Horror Story sæson 11, der dybest set kun bør kaldes American Story i denne omgang. Al horror er nemlig dybest set forsvundet. Vi får i stedet en tandløs og til tider rodet historie, der i sine bedste stunder bliver en tam krimi. Resten af tiden sjusser den sig lidt frem til at blive et thriller-drama om homoseksuelles vilkår i 80’erne.
Det indledende plot med Mai-Tai-morderen bliver gradvist uinteressant, da man hurtigt sammenligner oplevelsen med serieskaber Ryan Murphys anden nylige serie Monster: The Jeffrey Dahmer Story. Dette sker især da Mai-Tai-morderen af udseende ligner en billig copy/paste-version af Evan Peters’ rolle i sidstnævnte.
Ikke komplet håbløs
Dog er den bagvedliggende historie i sæson 11 ikke komplet håbløs. At følge det homoseksuelle miljø op igennem det farvestrålende årti, lige da AIDS-truslen rammer verden, er isoleret set en interessant historievandring. Især da man får indblik i, hvor skødesløst sager, der involverede homoseksuelle ofre, blev håndteret af både af politi og sundhedsvæsen. Scenerne, hvor AIDS-patienter overlades til sig selv på beskidte hospitalsstuer, virker hjerteskærende. Det er måske også de eneste sekvenser, hvor man som seer bliver ramt på følelserne.
Følelsesmæssigt udebliver oplevelsen af gys og horror dog totalt. Omend flirten med konspirationsteorien om virussens ophav giver sæsonen et minimalt stænk af den mystik og horror, American Horror Story ellers burde indeholde.
Overforbrug af symbolik
Seriens vante overnaturlige elementer er også praktisk talt fraværende og reduceres i sæson 11 til en enlig anonym, læderklædt kæmpe, der skiftevis dukker op og forsvinder uden nogen essentiel indvirkning på plottet. Figuren forbliver en af sæsonens utallige metaforer og symboler, der reducerer samtlige afsnit til et påtaget kunstnerisk filmskoleprojekt. Især seriens to afsluttende episoder ’repuiem part 1’ og ’requiem part 2’ bliver kedsommelige og rodede allegorier, der drukner i et overforbrug af symbolik og freudiansk psykoanalyse.
Alt i alt er American Horror Story sæson 11 absolut ikke værd at bruge skærmtid på, især hvis man er fan af de tidligere sæsoner. Al horror og spænding er væk samt de fleste af de gammelkendte skuespillere (Sarah Paulson og Evan Peters, hvor er I?!). Og med disse faktorer forsvinder også de vigtigste grunde til yderligere gensyn med American Horror Story, desværre.
Se teaseren til American Horror Story sæson 11
Fakta om 'American Horror Story' sæson 11
Instruktør: John J. Gray, Jennifer Lynch m.fl.
Manuskriptforfatter: Ryan Murphy, Brad Falchuk, Charlie Carver m.fl.
Medvirkende: Joe Mantenello, Russell Tovey, Charlie Carver, Billie Lourd, Zachary Quinto m.fl.
Antal afsnit: 10
Land: USA
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 23. november 2022
Dansk streamingtjeneste: Disney+
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ’Monster: The Jeffrey Dahmer Story’ er både intens, realistisk, ulækker og unødvendig
LÆS OGSÅ: Jeffrey Dahmer forklarer sig i sit sidste interview: Derfor gjorde jeg det
LÆS OGSÅ: Golden Globes 2023: Her er vinderne