Anmeldelse: ’Veronika’ er et kvindeportræt, man godt kunne ønske sig endnu flere af

Veronika Gren (Alexandra Rapaport) magter ikke tilværelsen. Hun går rundt som en tom skal i en tåge og minder mest af alt om en søvngænger med sit evigt søvnige og tomme blik. Under hendes øjne er kraftige mørke rande.

Veronika sluger piller med kaffe for at holde sig vågen. For hun kan ikke finde ro og kæmper med jobbet som hos politibetjent. Hendes nætter er fyldt af mystiske mørke drømme, og i dagtimerne plages hun af skræmmende syner. En fugl smadres mod en forrude, og børn dukker op i hendes mareridt og i daglige syner. Under en fisketur med familien kommer hun ud for en ulykke. Hun falder og slår hun hovedet på en sten, da hun i en hallucination ser et dødt barn på bunden af søen. Hvad er det der hjemsøger hende i drømme og i de vågne timer?

Mysteriet om Veronika løber side om side med en række forbrydelser i den lille landsby i Sverige, hvor hun er født og opvokset og stadig bor sammen med sin mand (Tobias Santelmann) og deres to børn Liv (Sarah Rhodin) og Simon (Eddie Eriksson Dominguez). Hun bliver tilknyttet sagerne igennem sit arbejde, og serien udforsker to mysterier, som bindes sammen af seriens hovedkarakter.

Sprudler af skønhed og uhygge

Den danske filmfotograf Niels Thastums billeder af Veronikas syner og mareridt sprudler af skønhed og uhygge. Deres kompleksitet gør, at man både bliver frastødt og draget. I en mareridtsscene ruller grene sig rundt om Veronikas krop og holder hende fast, og flere gange ser hun dramatiske fugleformationer.

Æstetikken har en malerisk skønhed og skaber med deres eventyrlige stemning associationer til gamle mørke folkeeventyr. Sammen med den langsomme fortællestil, der giver sig tid til at dvæle ved detaljerne, skaber den et fængslende hele.

Naturen er en karakter i sig selv. Store skove omringer landsbyen, og mange af Veronikas hallucinationer og mareridt foregår der. Den har noget truende over sig, og man får en fornemmelse af, at skoven bærer på en masse dystre hemmeligheder.

I dagtimerne skaber fotograferingens belysning en tåget stemning, som fremmaner en følelse af desorientering. Det er altid overskyet vejr, et klassisk noir-greb, men her føles det snarere som et udtryk for Veronikas sindstilstand.

Mesterligt lydunivers

Jazzmusikeren Mikkel Hess fra gruppen Hess is More står sammen med Rickard Sporrong for seriens mesterlige lydunivers. En blanding af strengeinstrumenter skaber en enkel og diskret musikside, som giver en stærk kvælende fornemmelse. Musikken spejler Veronikas klaustrofobiske tilstand.

Naturens lyde er forstærkede. Det mærkes for eksempel ved flodens rislen eller grene, der knækker. Hvilket gør universet endnu mere sanseligt og uhyggeligt. Både lyd og musik er perfekt doseret. Men tenderer aldrig til det overdramatiske.

Seriens danske instruktør Jonas Alexander Arnby har før udforsket dystre kvindeskæbner og deres mysterier. I den stærkt undervurderede Når dyrene drømmer (2014) oplever hovedpersonen, en ung kvinde, bizarre forandringer med sin krop. I Veronika har han heldigvis endnu mere plads til at udfolde sit talent, og han formår at skabe et univers med en intens hypnotisk kvalitet.

Hengiver sig hudløst

Veronikas historie er helt klart seriens stærkeste del. Kriminalgåden tenderer af og til det banale og har været fortalt mange gange før. Henimod slutningen bliver opklaringen af forbrydelserne dog mere gribende. Formentlig fordi den smelter mere og mere sammen med Veronikas historie.

På et tidspunkt virker det, som om der ikke er tid nok til at forløse handlingens mange tråde. Men det lykkes alligevel at få det til at gå op uden hovsaløsninger og påklistrede lykkemomenter.

Manuskriptet er skrevet af Katja Juras og Anna Ströman Lindblom. De stod også bag serien Den røde enke (Gåsemamman), ligeledes med Alexandra Rapaport i hovedrollen.

Veronika er et befriende råt og uforskønnet kvindeportræt. En historie, hvor man får lov til at se en kvinde bevæge sig ud i psykiske ekstremer. Dem er der desværre er alt for få af, både på skærmen og biografernes lærreder.

Alexandra Rapaport hengiver sig hudløst til rollen som den plagede kvinde og evner at få de mange følelser spillet frem med den største naturlighed uden på noget tidspunkt at ty til overspil. En sindssyg intens og præcis præstation.

Et kvindeportræt som Veronika kunne man godt ønske sig flere af.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: