Anmeldelse: ‘Asterix og Obelix: Tvekampen’ er en skøn visuel oplevelse for både børn og voksne 

Første gang, verden stiftede bekendtskab med René Goscinny og Albert Uderzos historie om de gæve gallere – ikke mindst makkerparret Asterix og Obelix – var i 1959. Den elskede og kendte tegneserie blev med ét en kæmpe succes, og de to hovedkarakterer er for længst blevet en uomtvistelig del af den vestlige populærkultur.

Den første tegnefilm baseret på serien udkom i 1967, og siden da er der med jævne mellemrum og svingende kvalitet kommet adskillige til af både animation og live action.

Nu har Netflix også set potentialet i den franske tegneseriehelt og hans bedste ven. I samarbejde med producer, instruktør og skuespiller, Alain Chabat, har streamingtjenesten kastet sig ud i en miniserie, hvor første (af forhåbentlig flere) sæson er baseret på albummet med titlen ‘Le Combat des Chefs’ (på dansk ‘Tvekampen’).

Klassisk Asterix

Serien kan næsten ikke starte mere klassisk, end den gør. De gæve gallere står i kø for at få lidt af Miraculix’ berømte trylledrik, der giver dem superkræfter. Obelix forsøger at snyde sig til en enkelt tår af eliksiren, men bliver (igen) afvist, fordi han som bekendt faldt i gryden, da han var lille.

Uden for landsbyporten venter Cæsars hær, der er klar til kamp. Eller så klar, som man nu kan blive, når man, som det er tilfældet med hærchefen, på forhånd kender udfaldet af kampen. Der er da heller ikke meget gåpåmod at spore hos den romerske hær.

I det øjeblik porten til landsbyen åbnes, farer de mange gallere i flæsket på romerne, der ganske som i tegneserieuniverset flyver til alle sider, mens der dukker lydord som PAF! og POW! op på skærmen i klassisk tegneseriestil.

Er man vokset op med den type tegneserie, som ‘Asterix’ er, er det bare at lade minderne gøre arbejdet, mens man fornøjeligt giver sig hen til den meget børnevenlige animation, der har stor respekt for den originale tegnestil.

Inden fortællingen fortsætter, bliver seerne taget tilbage til omkring år 78 før Kristus, hvor alt stadig ånder fred og idyl i Gallien, og ingen tager Cæsar rigtig seriøst, til trods for hans fremgang. Asterix og Obelix er drenge, Idéfix er en træhund på hjul, og Miraculix arbejder på at få sin trylledrik til at virke. Som den eneste har han nemlig luret, at Cæsar kan blive en trussel.

I dette flashback får vi også forklaret, hvordan Obelix faldt i gryden med trylledrik. En fin måde at introducere nye seere til, hvordan det hele startede.

Formidable stemmer

I begyndelsen af andet afsnit er der gået 28 år, Gallien er besat af Cæsar, der er i fuld gang med at fejre sin triumf. Hans mor er dog ikke synderligt imponeret, da der stadig mangler en lille Gallisk landsby, før hele Gallien er under hans kontrol.

Selv er Cæsar godt tilfreds med sin bedrift, men presset fra folk omkring ham tvinger ham til at handle, og han får den idé at udfordre Asterix’ høvding Majestix, for på den måde at overtage herredømmet over de sidste galleres landsby.

I mellemtiden opstår der problemer hos Asterix og hans folk. Miraculix glemmer opskriften på sin eliksir, og uden den har den fredelige Majestix ingen chance for at vinde over sin konkurrent.

Jo mere man ser af ‘Tvekampen’, jo mere vil man have. Det skyldes ikke mindst hele det kendte og elskede persongalleri, der er garant for god humor og mange rørende øjeblikke. Især samspillet mellem de to hovedpersoner er værd at fremhæve - kemien mellem dem er herlig. Hvilket i høj grad skyldes de to formidable stemmeskuespillere Alain Chabat (instruktøren) og Gilles Lellouche.

Er man voksen, anbefales det klart at se serien med de originale franske stemmer. Hele castet giver et fantastisk liv til det elskede persongalleri. Foretrækker man at se serien med de danske stemmer, venter der sig heldigvis også en god oplevelse, for ingen af de danske stemmer trækker kvaliteten nævneværdigt ned.

Kunstnerisk overskud

Udover at være ekstremt tro mod Goscinnys kildemateriale, byder ‘Tvekampen’ på konstante visuelle overraskelser, der gør animationen både vedrørende og ekstremt underholdende - blandt andet 8-bit (pixeleret) animation.

Derudover er der flere popkulturelle referencer, der får filmnørder til at trække på smilebåndet adskillige gange. Der er blandt andet små hilsner til film som ‘Terminator’ og ‘Pulp Fiction’. Men Chabat overforbruger aldrig referencerne. Instinktivt ved han, hvornår og hvordan det passer ind i historien, så det aldrig bliver trættende at overvære.

Derudover løfter han raffineret fortællingen ved at tilpasse den tiden. Blandt andet ved at introducere kvindelige karakterer, der falder i et med historien uden at tage unødig opmærksomhed fra de personer, vi holder af.

Det kræver et enormt mod og kunstnerisk overskud at turde tage en så elsket tegneserie og forny den, som det er tilfældet her. Som fan er det en fornøjelse at se, hvordan Chabat udviser stor respekt for det univers, vi elsker. Samtidig formår han at ramme en ny generation, der med stor sandsynlighed også kommer til at elske Asterix og Obelix.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: