Anmeldelse: ’Cobra Kai’ er bagud på point i første del af sidste sæson

Det er meget godt, at Cobra Kai nærmer sig slutningen.

Det startede ellers friskt med at se, hvordan livet havde formet sig for den tidligere karatekæmper Johnny Lawrence (William Zabka) efter at han havde lidt et nederlag i finalerne til sin ærkerival Daniel LaRusso tilbage i den første Karate Kid-film.

Den tidligere skurk var langt fra blevet den verdensstjerne, han selv havde drømt om. For at finde genfinde mening med livet, vendte han tilbage til rødderne. Ved at starte Cobra Kai-karateklubben op igen, bragte det fortiden op til nutiden.

Herunder rivaliseringen med LaRusso, som har kørt on og off i hver af de indtil nu fem sæsoner. Flere levn fra fortiden er poppet op, mest markant den hensynsløse senesei John Kreese (Martin Kove), der er grundlæggeren af Cobra Kai.

De voksnes skærmydsler går igen hos den næste generation. De unge elever duellerer på kryds og tværs af hinanden og klubber, hvor det sædvanlige teen-drama får den ekstra krølle, at de nu kan tæve alt og alle omkring dem. Bare ikke dem, som også kan karate.

Men med indgangen til første del af sjette sæson af Cobra Kai ånder alt tilsyneladende fred og fordragelighed. Johnny og Daniel er sammen med japanske Chozen (Yuji Okumoto) gået sammen om som trænere i en klub.

Cobra Kais gamle dojo er blevet jævnet med jorden og den skruppelløse forretningsmand Terry Silver (Thomas Ian Griffith) er røget i fængsel.

Til gengæld er John Kreese stukket af fra fængsel og leder nu efter en måde at få foden tilbage på karatescenen.

Med den store internationale turnering Sekai Taikai lurende i horisonten, går bestræbelserne i gang med at blive en af de udvalgte seks, der skal afsted.

Og den slags betyder altid konflikter i Cobra Kai.

Lang timeout i kampen

Netflix er udmærket klar over, at der er et stort publikum til serien. Derfor er sjette og sidste sæson delt op i hele tre dele med fem afsnit i hver.

Anden del kommer 15. november og tredje engang i 2025.

Man kan sige, at det måske lige er pengegriskt nok at dele en serie op sådan, så man sørger for, at seerne bliver hængende med deres abonnement.

At dømme efter første del, er den sæsonen dog bygget op, så hvert break falder et naturligt sted.

Der er optrapning, forløsning og igangsætning af nye konflikter. Selvom mange af konflikterne er barnlige i deres natur, bliver de meget alvorlige så snart, fyrige temperamenter og kampsport bliver føjet til ligningen.

Det kan dog også fungerer som komik. Miguel (Xolo Maridueña), Hawk (Jacob Bertrand) og Demetri (Gianni DeCenzo) er på et tidspunkt på collegebesøg og nogle gode slagudvekslinger med de lokale bro-bøverter.

Når tonen er let, er Cobra Kai en sprudlende og underholdende omgang. De dramatiske dele er lidt mere hit and miss. Meget af det skyldes, at det er konflikter, der er blevet gentaget igen og igen i løbet af serien, som f.eks. Johnny og Daniel.

Der er trods alt grænser for, hvor mange forskellige måder, at to halvgamle mænd kan blive knotne på hinanden. Eller det skulle man i hvert fald tro.

Ditto med teenagerne. Omvendt er det også naturligt, at gammelt nag ikke bare sådan lige forsvinder. Bare fordi ens trænere lige pludselig kan finde ud af at enes, er det ikke ensbetydende med, at man bare sådan lige glemmer, at den tidligere fjende mere eller mindre forsøgte at slå dig ihjel.

Ikke helt en knockout

Som det har været tilfældet igennem seriens levetid, er det outsiderne, der er de mest interessante i Cobra Kai. Ingen har næppe haft så meget modgang som Tory (Peyton List).

Hun har kæmpet mod alle synlige og usynlige fjender, der har krydset hendes vej. Selvom hun til tider har været meget aggressiv i sin fremtoning, er det svært ikke at holde med og af Tory, fordi hun netop har skulle kæmpe for overhovedet at kunne eksistere i verden.

At den eneste, som rigtig forstår hende, er sensei Kreese, det er selvfølgelig et element, der kommer til at skabe konflikt.

Men igen, det er også en, vi allerede har været igennem.

Eneste rigtig nye er, at Daniel finder ud af, at læremesteren Mr. Miyagi måske var så perfekt igen. Gamle avisudklip sender den nu aldrende studerende på en detektivjagt ned gennem fortiden, uden at vi dog får nogen egentlige svar.

Og det er måske her, at tredelingen af sæsonen viser sin svaghed.

Ved at historien skal have en bestemt rytme for at fungere, bliver plotlinjer som den trukket i langdrag. Og med langdrag, menes der ikke over flere afsnit. Nej, vi snakker jo flere måneder, fordi næste del først kommer til november.

På sin vis er det meget lig, hvordan serier traditionelt har været. Et afsnit om ugen og så kan der snildt gå en måned eller to før historien er forløst. Endda længere, hvis det er en cliffhanger på slutningen af en sæson.

Cobra Kai er ikke blevet dårligere, den er bare blevet lidt for langsom i forhold til, hvad den burde være. Der er stadig masser af sjove øjeblikke og smæk for slagskillingen. En skøn cameo fra Paul Walter Hauser (Stingray) binder fint fortid og nutid sammen.

Men serieskabere og showrunnere Josh Heald, Jon Hurwitz og Hayden Schlossberg skal skrue op for tempoet og intensiteten til anden del af sæsonen. Ellers slutter Cobra Kai ikke med en mesterlig knockout, men en sløv pointsejr.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: