Anmeldelse: Det er den rene fest at være flygtning i ’Transatlantic’

Hvis du er nysgerrig på The Emergency Rescue Committee (ERC) og deres arbejde med at redde forfulgte kunstnere og intellektuelle ud af Frankrig til USA i 1940 til 1941 – så behøver du ikke se Transatlantic på Netflix.

For selvom serien lægger op til at handle om netop dét, er det kun en brøkdel af serien, der beskæftiger sig med organisationens arbejde og udfordringer med at skaffe flygtningene visa. Det skyldes muligvis, at serien er baseret på bogen The Flight Portfolio af Julie Orringer frem for de faktiske historiske begivenheder.

Fest og farver

The Emergency Rescue Committee leverede en stor indsats i Frankrig i de første år af 2. Verdenskrig. De fik flere end 2.000 flygtninge ud af landet – nogle kilder indikerer endda op mod 4.000 personer. Blandt de mest prominente navne kan nævnes Max Ernst, Hannah Arendt, Heinrich Mann og Walter Mehring.

ERCs formål var som nævnt at redde kunstnere og intellektuelle, der var forfulgt af nazisterne. I første afsnit af Transatlantic møder vi grundlægger Varian Fry (Cory Michael Smith), som gang på gang spørger, om de, der søger hans hjælp, opfylder kravene. Men det bliver aldrig tydeligt, at Varian Fry og hans kolleger også begynder at hjælpe andre, der ikke falder ind i kategorierne.

Det er ellers en rigtig vigtig pointe, at de hjalp folk – uanset deres hverv, stand, religion etc. Vi møder heller ikke særlig mange af dem, der bliver reddet af the ERC, hvilket er ærgerligt. Faktisk møder vi kun en række kunstnere, som virker mere besværlige end ivrige efter at komme i sikkerhed.

Helt grundlæggende føles det som om, at Transatlantic nedtoner arbejdet, som de involverede i The Emergency Rescue Committee udførte. Selvom der naturligvis er nogle scener, hvor vi ser, hvordan arbejdet udføres, og hvem der holdes møder med for at få et visum til at gå igennem, er der langt større fokus på, hvordan de enkelte flygtninge babysittes, personlige relationer og fest og farver.

Hvorfor flygte?

Som seer får man en følelse af, at det var en ren fornøjelse at være flygtning i Marseille i 1940. De lever først på et luksushotel midt i byen og senere på et flot chateau i grønne omgivelser. Der er på intet tidspunkt mangel på mad eller rationeringer. Selv vin er der nok af.

Et helt afsnit handler om, at der holdes fest på chateauet. For hvorfor skulle man dog ikke invitere en masse mennesker til fest, når man forsøger at holde lav profil?

Det virker tragikomisk, når nogle af flygtningene påpeger, at de ikke vil bruge flugtruten over Pyrenæerne eller med skib, fordi de "ikke vil flygte fra deres kunstværker”. De fleste af personerne, som organisationen forsøger at redde, virker helt grundlæggende, som om de slet ikke sætter pris på alt det arbejde, der bliver lagt i at få dem ud.

Seriens opbygning og personernes genstridige opførsel giver et indtryk af, at ingen er bekymrede for at blive fængslet eller for deres liv. Hvorfor så overhovedet flygte? Og hvorfor skal andre så sætte livet på spil? De virkelige begivenheder har nok været en del mere skræmmende.

Romancerne når kvalmepunktet

Vi kan alle sætte pris på en smule kærlighed. Men det kan også tage overhånd. Og det gør det i Transatlantic. Alle karakterer skal åbenbart have en romance, og de fleste af dem føler man sig slet ikke investeret i som seer. Det har til dels noget med skuespillet at gøre, som langt fra er godt hele serien igennem. Fx har nogle af karaktererne det med at skifte accent i ny og næ – uden en egentlig årsag.

En af de mere prominente kærlighedshistorier er mellem Varian Fry, der er gift med en kvinde i USA, og manden Thomas (Amit Rahav). Den kærlighed tror man lidt mere på. Men med tanke på, hvordan verden så på homoseksualitet i 1940’erne, er det tydeligt, at forholdet bliver anskuet med 2023-briller på. Det skal nævnes, at den rigtige Fry aldrig har udtalt, at han var homoseksuel.

I Transatlantic bliver alle de personlige relationer til en klods om benet. Som seer er man ikke investeret i karaktererne. Eftersom man heller ikke bliver meget klogere på de historiske begivenheder, er der desværre ikke meget at komme efter i Transatlantic.