Anmeldelse: ’Det sindssyge eksperiment’ afdækker et stykke uafrystelig danmarkshistorie

En ung mand føres ind i et lille rum. Han sætter sig langsomt ned på en seng og tager skoene af. Fra et værelse tæt på høres en jamren. ”Jeg håber ikke, jeg får det ligesom ham der”, siger han uroligt til sygeplejersken. Hun hælder en væske op i et glas og rækker ham det. Han drikker det og lægger sig langsomt ned på sengen.

I perioden 1960-1973 blev flere hundrede psykiatriske patienter behandlet med LSD på Frederiksberg Hospital. I spidsen stod overlægen Einar Geert Jørgensen. Opfattelsen var, at man havde fundet et vidundermiddel, og derfor udsatte man i forvejen sårbare patienter for behandlinger, som fik voldsomme konsekvenser i form af både selvmord og livslange traumer.

60 år senere dukker et arkiv op. Lægen Ketty Kjærbye Kristensen, der var involveret i projektet, førte et arkiv fra de år, hun arbejdede på Frederiksberg Hospital. Efter hendes død fandt familien det blandt hendes ejendele. I 2019 gav Kettys datter Kit Kjærbye og barnebarn Katrine Cobold, journalist og instruktør Lotte Mathilde Nielsen adgang til det. Tre flyttekasser fulde af bl.a. patientjournaler, optegnelser over dosering af LSD og breve fra patienter og læger. Flere end 300 patienter er nævnt i materialet.

Den sag handler TV 2’s nye dramadokumentar Det sindssyge eksperiment om. Dokumentaren i fire afsnit hvirvler mange spørgsmål op, men det mest essentielle er, hvorvidt der var tale om behandling, eller om patienterne blev udsat for menneskeforsøg?

Som en detektiv

Det sindssyge eksperiment har en dokumentarisk og en dramatisk del. En velegnet form i fortællinger om historiske perioder, for at seeren bedre kan relatere til hændelserne, når det føles, som om den udspiller sig for øjnene af en.

Med udgangspunkt i arkivet går journalist og instruktør Lotte Mathilde Nielsen på opdagelse. Som en detektiv gransker hun de mange dokumenter, og hun interviewer nogle af de patienter, der fik LSD på Frederiksberg Hospital. De fortæller roligt om deres oplevelser med behandlingerne. Journalisten behandler dem nænsomt og respektfuldt. Det forfalder aldrig til det sensationelle eller følelsesporno, og hendes tilgang igennem hele serien er saglig og seriøs.

Som seer savner man dog ekspertviden om psykiatrien. Hvorfor har man ikke brugt en historiker med specialviden om psykiatriområdet på den tid? På den måde kunne man have fået et historisk rids af feltet i 60’erne og 70’erne. En advokat og en lektor i sundhedspleje kommenterer dog undervejs, men generelt føles deres vurderinger overflødige, for de bekræfter oftest det åbenlyse.

Der krydsklippes mellem patienternes beretninger om behandlingerne i kælderen på Frederiksberg Hospital og seriens dramatisering af dem. Deres hallucinationer visualiseres, så vi ser, hvordan væggene udvider sig. En anden oplever, at der pludselig ligger et nøgent menneske ovenpå hende, og fordi hun stivnet af angst, kan hun ikke røre sig. Iscenesættelsen skildrer oplevelserne så intenst, at de kravler ind under huden på en.

De udvalgte

Overlæge Einar Geert Jørgensen havde et dybfølt ønske om at bringe sine psykiatriske patienter ud af deres mørke. Han var et karismatisk menneske, der evnede at få andre til at føle sig værdifulde. Og det resulterede i, at de andre læger og sygeplejersker ikke stillede spørgsmål ved hans ageren, hvilket gav ham en uhyggelig magt.

Han mindede mest af alt om en kultleder. En blanding af idealisme og storhedsvanvid. Lægerne, som overlægen håndplukkede til LSD-projektet følte sig særligt udvalgte.

Skuespillet i den dramatiske del tenderer desværre ofte til det teatralske. Særligt Søren Pilmarks gestaltning af Ejner Geert Sørensen bliver ofte skingert i en grad, at man får associationer til revygenren. Amalie Dollerup har rollen som Ketty Kjærbye Kristensen. Hun spiller med flere facetter end Søren Pilmark, men der er noget stift og kunstigt over hendes skuespil. Patienterne fremstilles heldigvis mere nedtonet og nuanceret, sprogtonen er udmærket ramt, og det øger miljøets troværdighed.

Serien viser, at man fra lægernes side havde de bedste intentioner. Men den blinde tro på, at man handlede i det godes tjeneste førte til en ekstrem skødesløshed. Når patienterne ikke ønskede behandlingen, lyttede man ikke til dem. Og selv om LSD’en forsagede en voldsom forværring af fleres tilstande, forsatte man. Undervejs i processen glemte man dem, man skulle hjælpe. Og den udenlandske forskning, man baserede projektet på, var alt for mangelfuld.

Mest urovækkende er historien om Frk. Jacobsen (Karla Løkke). En ung kvinde, som led af så voldsom angst, at hun havde fået tvangsfjernet sit barn. Efter nogle behandlinger med LSD begynder hun at stritte imod. Da de ikke kan kontrollere hende længere, får hun det hvide snit.

Modige vidnesbyrd

Alle fire afsnit slutter med følgende citat:

”Kritikken, som fremgår af programmet, er forelagt Indenrigs- og Sundhedsministeriet. I deres svar skriver de: Da den omtalte sag ligger langt tilbage i tiden har Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke på nuværende tidspunkt mulighed for at kommentere på kritikken ”

Forhåbentlig vil TV 2’s Det sindssyge eksperiment skabe så meget opmærksomhed, at det bliver umuligt for staten at se bort fra, hvordan man for få årtier siden skaltede og valtede med menneskers psykiske sundhed. Programmernes grundige og seriøse undersøgelse af sagen og de tidligere LSD-patienternes modige vidnesbyrd er et vigtig del af vores historie, som ingen bør vende blikket væk fra.