
Anmeldelse: ’En grusom kærlighed’ er et pragteksempel på en vellykket true crime-serie

En grusom kærlighed
Streamingtjeneste: DRTV
Premieredato: 14. marts 2025
Genre: Krimi, drama, historie
Instruktør: Lee Haven Jones
Manuskriptforfatter: Kelly Jones (baseret på Carol Ann Lees’ bog 'A Fine Day for Hanging)
Medvirkende: Lucy Boynton, Toby Jones, Mark Stanley, Laurie Davidson m.fl
Land: England
Antal afsnit: 4
Hvorfor skød Ruth Ellis sin elsker David Blakely ihjel i London på åben gade 10. april 1955? Og hvorfor fik hun som den sidste kvinde i Storbritannien den strengeste straf – død ved hængning?
Det er omdrejningspunktet og mysteriet i ’En grusom kærlighed’, der starter som et eventyr, men udvikler sig til et levende mareridt.
Historien fortælles dynamisk ved at klippe mellem før og efter forbrydelsen.
Hændelserne, som ledte op til mordet trevles langsomt op, og vi følger Ruth Ellis (Lucy Boynton) indtil hendes sidste tid bag Holloway-fængslets tykke mure.
Mareridtsagtig hvirvelvind
På trods af en dysfunktionel arbejderklasse-baggrund bliver Ruth Ellis med sine kun 26 år den hidtil yngste natklubbestyrer i London. Vi følger hende, mens hun glad indretter klubben. Hun får også selv et nyt look. Det brune hår bliver platinblond.
En aften støder hun bogstavelig talt ind overklasse-dandyen, racerkøren David Blakely (Laurie Davidson). Kort tid efter bliver de forenet i hede kys. En stormende forelskelse følger – i hvert fald fra hendes side. Men forholdet bliver hurtigt en mareridtsagtig hvirvelvind, hun ikke kan slippe ud af.
Den farlige, fristende og flygtige racerkører er ikke hendes eneste bejler. Den kejtede, men ihærdige Desmond Cussen (Mark Stanley) tilbyder hende og hendes to børn tryghed. Hun pendler imellem de to mænd.
Serien fortæller dramatisk om, hvilke roller de to mænd spiller i hendes tragiske skæbne.

‘A fine Day for a Hanging’
’En gruson kærlighed’ er bygget på bogen 'A Fine Day for a Hanging: The Real Ruth Ellis Story’ fra 2012 skrevet af forfatteren Carol Ann Lee, samt udskrifter fra sagens retsakter.
Udover Ruth følger man hendes advokat John Bickford, karismatisk fortolket af Toby Jones. Han er ikke overbevist om hendes udadtil ukuelige insisteren på at tage skylden på sig og på at tage sin straf ”An eye for an eye” siger hun gentagne gange. Han er sikker på, at noget ligger skjult under overfladen.
Magtesløs står han overfor hendes skjold af stolthed og resignation. ”I took David’s life. I don’t ask you to save mine” snerrer hun ad ham.
Hvad der videre sker, skal ikke afsløres her. Det skal have love til at udfolde sig uforstyrret for seeren.

Anmeldelse: Netflix-krimien ’Adolescence’ er på alle punkter den perfekte miniserie
Døde blikke
Lucy Boynton bærer den tunge historie på sine spinkle skuldre, men går altid med faste skridt. Hun fortolker Ruth Ellis med intens indlevelse og skarp sans for hendes sammensatte natur. Hun bliver aldrig gjort til en helgen. På den måde føles hun utrolig ægte, og man bliver påvirket af hendes historie.
Serien dyrker hendes ansigt ved brug af nær- og ultranærbilleder. Hendes store øjne går fra store og udtryksfulde til døde blikke.
Jo længere man kommer ind i serien, desto mere minder hun om en hvid klovn. Med det platinblonde hår, hendes hvidpudrede ansigt og den knaldrøde mund. Den blege hud får det til at føles, som om hun allerede er død.
Visuelt er serien holdt i dragende smukke billeder. Fotograf Bryan Gavigans fornemmelse for lys- og skyggevirkning er mageløs.
Ruths kamp er knugende at være vidne til, men den kamp, hendes veninde Jacqueline (Audrey Brisson) og journalisten Jayveer Sethia (Advait Kottary) kæmper for hende, bliver slet ikke fortalt med samme lidenskab. Hvilket efterlader en med et noget halvhjertet indtryk. Og Mark Stanleys fortolkning af hendes akavede beundrer Desmond Cussen bliver for karikeret i længden.

Anmeldelse: Kære Steven Soderbergh: Please, lav en 2'er til ’Black Bag’
Perfekt sminkede læber
Hvad der til gengæld gør indtryk, er den måde, hvorpå volden skildres i serien. Som noget uventet og noget, der sniger sig ind på en. Mest uhyggeligt, når lyden af et slag i maven bliver hængende i luften. Eller når Ruths perfekt sminkede læber dækkes af blodet, der flyder fra hendes næse.
I de afgørende scener dvæles der ved detaljer. Høje hæle på et trægulv. Måden, hun tager brillerne af på eller løfter tekoppen. Billederne ætser sig ind på nethinden.
Det er befriende, at man kan skildre det så nøgternt og sobert. Og slippe for at blive sovset ind i patos eller svælge i det makabre. Man har mod til at blive i det, der er så frygteligt, at det næsten ikke er til at være i.
Ruth Ellis blev hængt 13. juli klokken 9 om morgenen 1955.
Offentlighedens væmmelse over Ruth Ellis’ henrettelse spillede en afgørende rolle i, at dødsstraffen blev endegyldigt afskaffet i England i 1965.
’En grusom kærlighed’ er på alle måder vellykket true crime-serie.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: