Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Er du vild med ’Bridgerton’, vil du elske ‘The Confessions of Frannie Langton’

Af
Amanda Lee Edelstein
10. marts 2023
The Confessions of Frannie Langton anmeldelse
I 'The Confessions of Frannie Langton' får vi den gribende kærlighedshistorie mellem Frannie og hendes arbejdsgiver Marguerite Benham / Foto: C More

Del artikel

Miniserien ’The Confessions of Frannie Langton’ på C More er et historisk periodedrama og en fortælling om forbudt kærlighed – det hele pakket ind i et spændende mordmysterium.

The Confessions of Frannie Langton

Streamingtjeneste: C More
Premieredato: 8. marts 2023
Genre: Drama, mystery
Instruktør: Andrea Harkin
Manuskriptforfatter: Sara Collins
Medvirkende: Karla-Simone Spence, Sophie Cookson, Steven Mackintosh, Amarah-Jae St. Aubyn, Patrick Martins, Pooky Quesnel m.fl.
Land: Storbritannien
Antal afsnit: 4

I The Confessions of Frannie Langton på C More følger vi den unge kvinde Francis ’Frannie’ Langton (Karla-Simone Spence), hvis liv tager en begivenhedsrig drejning, da hun ankommer til det georgianske England fra sin tidligere tilværelse som slave på en jamaicansk plantage. Her kommer hun i huset hos det velhavende ægtepar George og Marguerite Benham (Stephen Campbell Moore og Sophie Cookson), men efter blot ét år bliver hun anklaget for mordet på sine arbejdsgivere.

Det helt store spørgsmål igennem den fire afsnit lange miniserie er: Har Frannie slået parret ihjel? Hvis det er sandheden, sidder man som seer også tilbage med et rungende: hvorfor?

Fortiden spiller en rolle

Historien er bygget på Sara Collins' prisvindende debutroman, og hovedbegivenhederne i The Confessions of Frannie Langton foregår fra 1825 til 1826. Vi ser dog flere glimt tilbage i tiden, som er med til at give en forståelse for karaktererne, og hvad de har været udsat for i fortiden. Alt sammen spiller en rolle, selvom man ikke nødvendigvis forstår det med det samme.

Fx ser vi flere glimt tilbage til Frannies opvækst på den jamaicanske plantage, der har efterladt dybe traumer. Hun har selv været forsøgskanin og er blevet tvunget til at hjælpe med unævnelige gerninger.

Hun har dog haft bedre vilkår end mange af de andre pga. plantageejerens interesse for hende. Hendes opvækst har sikret hende en form for uddannelse og forståelse for det engelske samfund, men det er også med til at gøre livet problematisk.

For da Frannie kommer til England, har hun svært ved at anerkende, at hun ikke er på lige fod med andre bl.a. pga. hendes hudfarve. Hun optræder med en arrogance, som ender med at bringe hende i en ulykkelig situation, og hun overskrider gang på gang forventningerne til hende.

Urealistiske forventninger

The Confessions of Frannie Langton er ikke kun en historie om en kvindes kamp for at blive frikendt for mord. Der udspiller sig også en lesbisk kærlighedshistorie mellem Frannie og hendes arbejdsgiver Marguerite Benham.

Også her har Frannie svært ved at leve efter normerne i det engelske samfund. Hun forventer respekt og anerkendelse og stiller høje krav til sin elskerinde. I 1800-tallet var homoseksualitet ikke noget, der blev talt højt om, og det var svært for kvinder at klare sig uden en mands støtte. Alligevel kræver Frannie, at hendes elskerinde skal give hende al sin opmærksomhed, og hun ønsker, at de skal stikke af sammen og offentliggøre deres kærlighed.

Fængende skuespil

Selvom The Confessions of Frannie Langton ikke kan prale af at have en række prominente skuespillere i hovedrollerne, kan du stadig sætte forventningerne højt. For casting-teamet har fundet nogle perler til at spille med i denne historiske miniserie.

I alle scener kan du mærke spændingen, alvoren, tristheden, glæden etc., uanset om der bruges ord eller ej. Det er en fornøjelse at se skuespillere, der er dygtige til deres fag. Noget så simpelt som, at karakterernes accenter bliver tydeligere, når de har svært ved at kontrollere deres følelser, er med til at påvirke seeren.

Der er lige lovlig mange tårer og grådkvalte scener i serien. Men alle disse følelsesladede scener er med til at understrege, hvor tragisk en fortælling vi egentlig har med at gøre.

Tager en drejning

Fire afsnit er rigeligt til denne historie. Men den korte fortælling gør, at man som seer venter ivrigt på retssagen mod Frannie Langton. Det sidste afsnit sikrer afsløringer og drama for alle pengene.

Retssagen tager lidt en drejning, som indikerer, at folkene bag The Confessions of Frannie Langton vil for meget på få afsnit. For i stedet for at fokusere på mordet på Benham-parret handler det pludselig også om begivenheder på plantagen i Jamaica og om raceadskillelsen, der finder sted i samfundet.

Det er vigtige pointer, men virker umiddelbart forstyrrende i sammenhængen. The Confessions of Frannie Langton er klart anbefalelsesværdig, hvis du fx er fan af serier som Bridgerton og kan lide både historisk drama, en hed kærlighedshistorie og en spændende krimigåde – for de kombineres på en god måde i denne fortælling.

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser

Mest læste