Anmeldelse: ’The Fall of the House of Usher’ er horror-udgaven af ’Succession’

Kombinationen af Mike Flanagan, horror og Netflix har været garant for kvalitet i nu syv år. Det startede med slasherfilmen Hush, og særligt med hans filmatiseringer af forskellige litterære forlæg, tog hans popularitet til.

Gerald’s Game er en af de bedste Stephen King-adaptationer til dato. Men det var først med The Haunting of Hill House, efter Shirley Jacksons romanforlæg, og dernæst The Haunting of Bly Manor, baseret på Henry James' værker, at filmageren slog sit navn fast med syvtommersøm.

Derfor vakte det også opsigt, da Mike Flanagan og hans produktionsselskab annoncerede en aftale med Amazon Studios i december sidste år, der blandt andet inkluderer en serieadaptation af King-sagaen The Dark Tower – som premiereaktuelle Nicolaj Arcel (Bastarden) i øvrigt lavede som film tilbage i 2017, uden den store succes.

Men inden Flanagan opsiger sit Netflix-abonnement, leverer han en sidste filmatiseringsperle af en serie.

The Fall of the House of Usher (da. Huset Ushers fald) tager udgangspunkt i Edgar Allan Poes gotiske horrorfortællinger. Hvert af de otte afsnit bærer således en titel, som for de indviede antyder, hvad der skal ske i den pågældende episode.

Serien handler om den skrupelløse Roderick Usher (Bruce Greenwood). Han er chef for en stor medicinal-virksomhed, som mildest talt har et broget ry. Da vi møder ham i starten af serien, er det til en begravelse. Alle hans seks børn er døde, og det tidligere så feterede dynasti ligger i ruiner.

Om aftenen ringer han til sin gamle ven, anklageren Auguste Dupin (Carl Lumbly). Fra at være venner har de i flere år befundet sig på hver sin side i retssalene, og derfor undrer det da også advokaten, hvorfor Roderick hidkalder ham til rigmandens nu forfaldne barndomshjem.

Roderick vil fortælle alt. Hele historien om forretningsimperiet og ikke mindst, hvordan og hvorfor Usher-børnene pludselig døde en efter en under mystiske omstændigheder – en grum og tragisk historie, som trækker tråde helt tilbage fra industrimagnatens barndom.

Fortidens synder

The Fall of the House of Usher er et overflødighedshorn af referencer til Edgar Allan Poe. Fra de åbenlyse som de forskellige afsnitstitler til karakterer, både fra forfatterens værker, men også til folk, som på den ene eller den anden måde har haft indflydelse på Poes liv.

For kendere vil det uden tvivl være en herlig påskeægsjagt, hvor der hele tiden er belønning. For mere almindelige dødelige eller Mike Flanagan-fan, er det skøn fuldfed flødeskum på horror-kagen.

Som altid i serieskaberens Netflix-produktioner handler det om personerne. Deres liv, drømme, lyster, følelser og skæbner. Når de er nuancerede, bliver de trukket igennem helvedes pinsler, indtil de enten kommer ud på den anden side eller forgår på vejen.

Med Roderick og Auguste som anker i hvert afsnit, kommer vi rundt om samtlige seks Usher-børn, og hvordan de lider den ene mere brutale død efter den anden. En mystisk kvinde (Carla Gugino) optræder på kryds og tværs af det hele og virker på en eller anden måde til at være nøglen til at forstå det hele.

The Fall of the House of Usher fald veksler mellem at være snigende stemningsfuld uhygge til rendyrket splattergys, hvor alle de blodige detaljer står i herlig fuld, klamt flor. Menneskekroppe uden hud, der klasker mod hinanden, har bare en ulækker og urovækkende lyd, som bliver hængende i en.

Sidste nat med kliken

Som sædvanlig har Mike Flanagan omgivet sig med et potpourri af sine faste samarbejdspartnere foran og bag kameraet.

Veteranen Bruce Greenwood gør det uovertruffent som familiens overhoved i nutiden – serien springer elegant i tre forskellige tider – med en god korrupt forretningsmand aura over sig.

Intrigerne børnene imellem, om hvem der skal have adgang til hvilke dele af formuen, og hvem der hader hvem, er ren Succession med gys. Alle er forskellige niveauer af usympatiske, rangerende fra en smule egoistisk til hæmningsløs narcissist.

Mary McDonnell som søsteren Madeline besidder en kynisme, så selveste Logan Roy (Brian Cox) ville finde hende hård i betrækket. Da der begynder at gå rygter om, at myndighederne har en informant i familien, er hun forgangsperson for, at alle skal underskrive en tavshedsaftale. Retorikken hun bruger efterlader et klart indtryk af en person, der efterlod sin medmenneskelighed for lang tid siden.

Eneste sympatiske menneske er faktisk Lenore Usher (Kyleigh Curran), Rodericks niece. Man frygter derfor også for hendes ve og vel hele tiden, for som titlen indikerer, The Fall of the House of Usher, skal alle dø.

Mike Flanagan og de forskellige medforfattere får flot levendegjort medlemmerne af Usher-familien, den mystiske kvinde og givet Mark Hamill en lækkerbisken af en birolle som Arthur Pym, familiens advokat og fixer.

The Fall of the House of Usher viser elegant, hvorfor Mike Flanagan er en af de ypperste horror-fortællerd lige nu. Med sin faste trup af skuespillere og samarbejdspartnere ligger fokus på at fortolke Edgar Allan Poes historier, så det hele føles som en medrivende saga.

Der er masser af uhygge, men som altid med Mike Flanagan handler det om menneskerne. Det er gennem tragedien, at følelserne vækkes, og få auteurs er i stand til at vække og manipulere med følelser som Mike Flanagan.