Anmeldelse: Josephine Park sprudler som antihelten med baby ombord i ’Skruk’ sæson 2

Det ville være en underdrivelse at sige, at Nana (Josephine Park) bevægede sig i en gråzone i første sæson af Netflix’ komedieserie Skruk.

Udover at have et noget liberalt forhold til sandheden, som gjorde, at hun kronisk løj overfor både fertilitetsklienter, kollegaer og sine nærmeste, stjal hun også sin gamle flirt Mathias’ (Simon Sears) sæd og inseminerede sig selv.

Det er der så kommet en baby ud af nu, og den slags medfører ændringer i den tidligere egocentrikers liv. Både mentalt og rent praktisk i forhold til arbejde, relationen til Mathias og i det hele taget at få en hverdag til at hænge sammen som singlemor.

Nana er stadig helt sin egen og giver ikke en fuck for de kvalmende søde forældre til babysalmesang, hvor den ene mor eller far virker mere øretæveindbydende end den anden. Hvem andre end Sofie Torp formår med perfekt overgearet energi at gestalte hende moderen, der bare er så perfekt og glad hele tiden, at det bliver en kvalmende reminder om, hvor usikker du selv føler dig i dit liv?

Sjældent har en åbningsscene været så suveræn og toneangivende, som den i første afsnit af anden sæson af Skruk. I kirkerummet vender Nana øjne så kraftigt og frekvent, at vi nærmest kun ser det hvide i hele den sekvens. Udover det sigende blik til seeren i slutningen af scenen selvfølgelig.

Præcis som i første sæson er anden ombæring af Skruk fyldt med vanvittigt sjove replikker og øjeblikke, men også med en markant og kærkommen udvikling i Nanas karakter.

Mor, baby og excentrisk mormor

Selv om det umiddelbart burde være umuligt, vender Nana tilbage til fertilitetsklinikken DoVi. En omfattende renovering er i gang, hvorfor stedet hele tiden er overrendt af håndværkere. Det resulterer selvsagt i en masse støj og nedfaldne loftsplader på de mest ubelejlige tidspunkter. For eksempel når Nana skal lave en gynækologisk undersøgelse på en klient.

Det er ikke den eneste omvæltning, der er på DoVi.

Chefen Helle (Charlotte Munck) har hyret en ny læge, svenske Hampus (Oscar Töringe). Hurtigt står det klart, at han er stedets nye superstar, en titel, som ellers tidligere tilhørte Nana.

Kampen om den signifikante gunst har sine højdepunkter, men trækker også unødigt i langdrag til tider. Anderledes vigtige føles samtalerne med fertilitetsklienterne, som sårbart fortæller om, hvorfor de er kommet til DoVi.

De scener var en klar del af første sæsons DNA, men her i anden sæson har de fået en lidt ufortjent plads på bagsædet til fordel for Nanas konkurrence med Hampus.

Til gengæld er Nanas privatliv langt mere spændende her i anden sæson.

Skal det være hende og Mathias eller ej? Tovtrækningen fra første sæson har fået noget tiltrængt kant efter babyens ankomst. Mathias ved stadig ikke, at han er faren, men det er selvfølgelig ikke en oplysning, der kan holdes længe tilbage.

Som en ekstra krølle på halen har Mathias fået sig en kæreste (Trisha Fernández), så Nanas drøm om at få den lykkelige familie med ham, får endnu en udfordring, der skal forceres. Ønsket er dog stadig til stede, om end mestendels uudtalt.

Josephine Park er fremragende i de replikløse scener, hvor hele Nanas indre følelsesliv skal formidles ud igennem blikke, små ansigtstrækninger og skuldre, der ubønhørligt sladrer om humøret.

En Park over dem alle

Karaktererne og især skuespillerne, som portrætterer dem, har hele tiden været Skruks trumfkort.

Charlotte Munck er genialt flyvsk og konfliktsky som chefen Helle, og Olivia Joof Lewerissa bragende som veninden og kollegaen Simone, der altid giver den som Nanas græske sandhedssøgende kor.

Tammi Øst er en scenestjælende perle som Nanas dansktopsanger-mor, der har fået en renæssance, som hun ikke er sen til at udnytte. Simon Sears med uperfekt perfekt fuldskæg og sømandshue er den sexede udgave af Fisherman’s Friend og perfekt som Nanas ham-der-slap-væk.

Der er dog ingen over Josephine Park, som endnu en gang er fuldstændig eminent.

Selv om Skruk som udgangspunkt er en komedieserie, er det i de stille dramastunder, at serien for alvor udmærker sig. Og det er her, at Parks fornemmelse for at udvise maksimale følelser med de mindste midler virkelig kommer til sin ret.

Skuespilleren har flere gange været sammenlignet med Trine Dyrholm, men intet kunne være mere fejlagtigt. For Josephine Park er i en liga for sig, og vi har endnu kun skrabet i overfladen af, hvad hendes talent byder på.

Serieskaberduoen Amalie Næsby Fick og Nikolaj Feifer har igen formået at skabe en af de mest interessante underholdende sæsoner af en dansk serie i flere år. Lars Mikkelsen som Nanas far er castet spot-on, og vi beder til, at han i en (forhåbentlig) tredje sæson vil blive udfoldet endnu mere og dermed vil tage Skruk till nye højder.

Parks og Mikkelsens scener sammen er et fyrigt festfyrværkeri i mesterligt underspil, hvor alt det, der ikke bliver sagt, bliver hængende i luften længe bagefter.

Vi er stadig i begyndelsen af Nanas rejse, hvor de livsforandrende valg har sendt hende ud på en vej, hvis endedestination umiddelbart ikke kan forudsiges. Og det er perfekt, når man som seer skal have en grund til at forblive i Skruks fascinerende og underholdende univers.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: