
Anmeldelse: ’Salsa’ er ved at blive voksen, og det klæder DR-serien

Salsa sæson 3
Streamingtjeneste: DRTV
Premieredato: 29. august 2025
Genre: Ungdom, drama
Serieskaber: Jonas Risvig
Medvirkende: Fillippa Navarana, Safina Coster-Waldau, Tarjei Sandvik Moe, Ingrid Bjerg-Raft, Lilja Sloth Engelbrecht
Land: Danmark
Antal afsnit: 7 afsnit
Det var i 2022, at Jonas Risvig lancerede sin mest prestigefyldte serie til dato. Da ’Salsa’ havde premiere på DR i sommerlune juni, tog den landet med storm og blev hurtigt både en anmelder- og publikumsdarling.
Historien om søstrene Victoria og Uma – spillet henholdsvis af søstrene Fillippa Navarana og Safina Coster-Waldau – og deres knapt så bekymringsfrie ungdomsliv ramte plet i tidsånden.
Anden sæson fik en mere blandet modtagelse, så forventningerne til tredje og sidste kapitel i ’Salsa’ er på en og samme tid høje og en smule skeptiske.
Med det samme står det dog klart, at meget er anderledes – og så alligevel ikke.

Victoria og Uma bor sammen og er ved at gøre sig klar til en Mexico-rejse. Ingen af dem har kærester eller andet, som binder dem til Danmark, og derfor er tidspunktet perfekt til en, måske, sidste ferie sammen.
Men, men, da Victoria går på date med den ualmindeligt charmerende og søde nordmand Eivind (Tarjei Sandvik Moe), går alt galt. De har nemlig rigtig god kemi, og pludselig er udlængslen hos den ældste søster knapt så stor.
Da Uma allerede har lejet sit værelse ud til den aspirerende musiker Elias (David Skytt), og hun (igen) føler sig forladt og ene i verden, bryder søskendekrigen ud.
Voksenlivet og anderledes prioriteringer lurer lige om hjørnet og sætter nye tanker i gang hos personerne i ’Salsa’. Det skaber en ny stemning i serien og en udvikling, som i den grad klæder DR-serien.
Kortlægning af menneskets livscyklus
En ting, som flere, inklusive nærværende anmelder, har efterlyst hos Jonas Risvig, er, at vi kommer videre fra gymnasieverdenen. Instruktøren og serieskaberen har allerede en lang og god portefølje, når det kommer til at skildre den fase af ungdomslivet, men skridtet videre har ladet vente på sig.
Hvis det, vi ser i ’Salsa’, er startskuddet til næste kapitel i Jonas Risvigs kortlægning af et menneskes livscyklus, går vi en spændende tid i møde.

De få års aldersforskel mellem Victoria og Uma skaber en fin kontrast, hvor storesøster lige er lidt længere fremme i livet end lillesøster, der stadig lever uden de store forpligtelser.
Victoria går på universitet, mens Uma arbejder på en trendy bar i Nordvest og tager livet lidt, som det kommer.
Med Eivinds ankomst bliver duoens alliance brudt, og i stedet skal de fokusere på hvert deres liv.
Fillippa Navarana og Safina Coster-Waldau er vokset som skuespillere siden første sæson af ’Salsa’, præcis som deres karakterer er det. Udviklingen er mærkbar, når man kigger tilbage på første sæson, og især Fillippa Navarana er god til at formidle de nye udfordringer, som de unge kvinder står overfor.
Norsk trumfkort
Tredje sæson byder også på en helt særlig gæstestjerne, når det kommer til ungdomsserier.
Tarjei Sandvik Moe betog hele verden med sit portræt af Isak i kultserien ’Skam’. En fantastisk præstation med en kombination af legesyg gavtyv og hudløs sårbarhed.
Uden at gå for meget i detaljer er det de samme dyder, der går igen hos Eivind i ’Salsa’. Charmerende som ind i helvede og med en skrøbelig kant. Scenerne sammen med Fillippa Navarana er blandt seriens bedste, og den norske skuespiller er virkelig et fund til rollen.
Den taler nemlig ind i Victorias fortid og bliver på den måde en spejling, uden at det bliver 1:1. Det er godt manuskriptarbejde, og skuespillerne bringer ordene flot til live.

Anmeldelse: ’Kontra’ har potentiale til at blive en ny ungdomsklassiker
Hvis tredje sæson af ’Salsa’ skal opsummeres med et ord, er det udvikling.
Vi er vidner til kvantespringet i udviklingen fra ungdom til voksenliv og de nye prioriteringer, der melder deres ankomst. Er man i det rigtige forhold, eller hænger man bare ved, fordi man altid har været sammen? Og er man egentlig tilfreds med den rolle, som omverdenen har hensat en i, fordi det engang var sådan? Hvordan bryder man med de gamle mønstre, man er træt af, og hvordan skaber man den fremtid, man gerne vil have?
Det er de helt store spørgsmål, Jonas Risvig giver sig i kast med, i den afsluttende omgang af ’Salsa’, og det lykkes mestendels. Med tilføjelsen af Tarjei Sandvik Moe får serien et trumfkort, den ikke tidligere har været i besiddelse af.
Og det er med til at sørge for, at vi får sagt ordentligt farvel til Victoria, Uma og alle de andre i ’Salsa’.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

















