Anmeldelse: 'Sans for mord’ mangler sans for godt drama

I det dansk-svenske krimiværk ’Broen’ (2011) udvikler den autistiske karakter Saga Norén sig gennem mødet med kollegaerne Martin og senere Henrik. Begge evner at se ud over hendes særheder og bliver snarere fascineret af dem. Grundlæggende behandler de hende som et menneske – ikke som en diagnose.

Omkring samme tema kredser krimiserien ’Sans for mord’, en genindspilning af den fransk-belgiske ’Astrid et Raphaëlle’ (’Bright Minds’) fra 2021.

I den nordengelske by York møder vi Patience Evans (Ella Maisy Purvis), en ung kvinde i starten af 20’erne, som lever med autisme. Hun arbejder som arkivar på politiets arkiv.

Da DI (Detective Inspector) Bea Metcalf (Laura Fraser) under en opklaring skal bruge nogle dokumenter, møder hun Patience. Hun fascineres af hendes anderledes væsen og indser hurtigt, at Patiences store viden om kriminologi og retsmedicin kan være en værdifuld ressource i opklaringerne. Derfor foreslår hun, at Patience kan assistere. Patience er både fristet og skræmt, men ender med at sige ja.

Bea er impulsiv, rodet og uorganiseret, men har en stærk intuition. Patience er regelret, systematisk og har en bemærkelsesværdig evne til at se mønstre og detaljer.

Livløse karakterer

Genindspilninger af krimiserier er ikke et nyt fænomen. Et eksempel er den ligeledes britiske ’Professor T’, baseret på den belgisk-franske original med samme navn. Her hjælper kriminologen Jasper Tempest (Ben Miller), stærkt udfordret af OCD, politiet – en serie, der især lykkes på grund af en gennemført hovedkarakter.

Skildringen af ’Sans for mord’s hovedperson, Patience, er derimod det store svage punkt, og det siver ned gennem hele fortællingen. Man lægger op til, at hendes tilværelse er langt sværere, end hvad der reelt vises. Hun er ensom og holder sig for sig selv, fordi kommunikation med andre er et minefelt. Hun har ingen venner.

Udover sin værge (Adrian Rawlins) og en støttegruppe er hun alene. Alligevel bliver hun på meget kort tid udadvendt og modig. Det hænger ikke sammen og virker utroværdigt.

Tiden er en anden udfordring. Man har presset handlingen fra originalens tre første sæsoner ned i én sæson. Dermed får man ikke bygget op til de psykologiske vendepunkter, som mødet med Bea burde udløse.

Derfor sidder man ofte med fornemmelsen af, at der mangler noget. Et grelt eksempel er, at Bea allerede i tredje afsnit siger, at hun håber, deres relation kan udvikle sig til et venskab. Flere gange bliver det ufrivilligt komisk og næsten Hollywood-agtigt.

Skildringen af Patience lider desuden af en form for berøringsangst. Det virker, som om man er bange for at gøre hende til en karikatur eller særling – og derfor bliver karakteren alt for utydelig.

Ella Maisy Purvis lever sig ind i rollen, men har minimale midler at arbejde med. Laura Fraser som Bea får heller ikke meget at spille på. Hendes karakter når aldrig under overfladen og ender med at fremstå som resten af persongalleriet: flad og livløs.

Hun har ellers tidligere brilleret i ’The Missing’ (2016) og ’The Pact’ (2021) med nuancerede psykologiske præstationer.

Tre forskellige aldre

Konsekvensen er, at seeren aldrig rigtig får adgang til de mørke lag af smerte og ensomhed, som er et vilkår for Patience.

En anden ubehagelig mislyd er, at seriens præmis – to modsætninger, der mødes og bliver venner – kollapser, fordi karaktererne er så overfladisk skildret.

Kun i to tilfælde når serien ned i de dybere lag: Når man åbner op for Patiences fortid via bevægende flashbacks i smukke sort-hvide billeder. Her ser vi, hvordan hun tilbragte det meste af sin barndom alene med sin far, en politimand, og længe var stum.

Først da hendes passion for gåder og kriminologi blev vakt, begyndte hun at tale. Ligeledes imponerer den stemningsfulde intro, hvor de falmede farver vækker associationer til gamle fotografier.

Manglende koder

Originalen ’Astrid et Raphaëlle’ formåede både at gøre os klogere på, hvordan det er at leve med autisme, og samtidig rørte den dybt – særligt gennem det brillante portræt af Astrid.

I ’Sans for mord’ kommer vi ikke nærmere en forståelse af, hvordan det er at være afskåret fra verden, fordi man ikke kender de sociale koder.

Resultatet er en ligegyldig og frustrerende oplevelse. Man spilder et materiale fyldt med hjerte og drama, som originalen lykkedes med til fulde.

Serien er allerede fornyet med en sæson to, men brug hellere din tid på at se originalen (kan streames på TV 2 Play) – eller nyd en af de mange andre britiske krimiserier, som ofte er garant for højt niveau. ’Sans for mord’ er desværre undtagelsen.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: