Anmeldelse: 'Strange New Worlds' sæson 2 er visuelt flot - alligevel er frustrationen over serien stor

Når det kommer til Star Trek, er der noget af et skisma mellem Star Trek: Enterprise, der sluttede i 2005 (Nogle fans vil nok skyde det til tidligere) og Star Trek: Discovery, der begyndte i 2017.

Undertegnede er mest til det gamle Star Trek, der fokuserer på enkeltstående fortællinger med moralske og etiske dilemmaer, der bliver udforsket fra flere sider, end det nye Star Trek, der i højere grad fokuserer mere på en action og persondrevet drama. Hvis du er fan af første sæson af Strange New Worlds, vil du med sikkerhed også være fan af denne sæson.

Med den indgangsvinkel til anden sæson, er der både positivt og negativt at nævne, og i sidste ende er sæsonen (ud fra de første seks afsnit) en lettere ærgerlig oplevelse. For den er så tæt på at kunne forene de to grene af Star Trek-serier, men kommer desværre ikke i mål.

Flere mærkelige, nye verdener

Vi samler op oven på første sæsons cliffhanger, hvor førsteofficeren Una (Rebecca Romijn) blev arresteret for at have hemmeligholdt sine genetiske modifikationer, der er ulovlige i Føderationen. Det er vist ingen spoiler at sige, at det bliver løst, og så er vi ellers tilbage ved status quo.

Vi fortsætter derfor til mærkelige, nye verdener, hvor der stadig er fokus på karakterudvikling i mere eller mindre grad. Pikes (Anson Mount) lille karakterbue, hvor han skal affinde sig med forkundskab til sin død, er afsluttet, og han træder lidt i baggrunden, for at de andre karakterer kan fylde mere.

Spock (Ethan Peck) kæmper stadig sin interne kamp mellem sin menneskelige side og den vulkanske. Flere gange ændrer hans personlighed sig fra situation til situation, alt efter om der er brug for et komisk øjeblik som konsekvens af den kølige vulkanske fremtræden eller et drama fra den menneskelige side.

Selv om afsnittene er forholdsvis enkeltstående, lader serien dog op til en større konflikt med reptilracen ’The Gorn’, en fjende der har ulmet i baggrunden gennem hele første sæson.

Flere karakterer får et afsnit, hvor de får lov til at skinne igennem og vise, hvad de kan som skuespillere. Det virker dog kun dog til den grad, at manuskriptet for afsnittet er godt.

Godt med variation

Noget af det herlige ved det mere episodiske format, som Strange New Worlds har adopteret fra de ældre Star Trek-serier er, at man som seer bliver udsat for lidt af hvert, og det giver muligheder for at fortælle flere varierede, enkeltstående historier.

Vi kommer da også forbi lidt af hvert. Retssalsdrama, tidsrejser, forunderlige situationer og mere komiske afsnit. Variationerne fejler for så vidt ikke noget. Det står dog klart, at ikke alle afsnit kræver en spilletid på en time. Flere af dem kunne sagtens afrundes på 40 minutter uden at miste noget af sin betydning, og det ville nok gøre det til en mere behagelig seeroplevelse.

Svinger den moralske kølle

Strange New Worlds lider lidt af det samme som både den forrige sæson gjorde sammen med de første to sæsoner af Star Trek: Picard.

Strange New Worlds er meget fokuseret på at kommentere på samtiden. Ved enkelte afsnit kan nogle af de temaer, afsnittene tager op, som racisme, udnyttelse af folk, fortjeneste på krig mm. være meget hårdhændet.

Serien er mere interesseret i at fortælle, hvad der er galt i nutidens samfund end at spørge, hvorfor det er forkert. Resultatet bliver det samme, men måden den kommer frem til svaret på taler langt mere ned til publikum, end det behøver at gøre. Det er muligt at frembringe de bedste argumenter fra hver side, og samtidig komme frem til det moralsk rigtige svar, uden at virke fordømmende eller ved at tale ned til sit publikum.

Over de første seks afsnit af anden sæson af Star Trek: Strange New Worlds, ender vi dermed med en visuelt flot serie, der hæmmes af manuskripterne. Effekterne spiller, skuespillerne spiller (både i overført og bogstavelig forstand), koncepterne og præmisserne for de enkelte afsnit spiller, men serien koger alt for ofte et etisk dilemma ned til et sort/hvidt spørgsmål uden nuancer, eller oversimplificerer det til en grad, hvor det ender som frustration, fordi man ved, det ikke er er så simpelt, som de fremstiller det.