Anmeldelse: Den nye sæson af 'Star Trek: Picard' er her – og er den bedste af dem alle
Star Trek: Picard
Streamingtjeneste: Prime Video
Premieredato: 17. februar 2023
Genre: Sci-fi, action, adventure, drama
Instruktør: Jonathan Frakes, m.fl.
Manuskriptforfatter: Terry Matalas, m.fl.
Medvirkende: Patrick Stewart, Jonathan Frakes, Michael Dorn, Gates McFadden, m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 10
Star Trek: Picard sæson 3 er ikke en sæson. Den er en The Next Generation-miniserie på 10 afsnit med hele det gamle cast.
Hvor 1. sæson foregik på diverse rumstationer og fjerne planeter, og 2. sæson udspillede sig i en parallelverden og i det 21. århundrede, er 3. sæson tilbage i Starfleets egne rumskibe, som vi kender dem fra de gamle serier og film.
Hvor de to første sæsoner prøvede at undgå at referere alt for meget til fortiden, for at serien kunne stå alene, så vælter sæson tre sig ned på jorden og ruller sig i links til fortiden. Gamle venner og fjender, velkendte rumskibe – og ikke mindst musikken, der nu lyder fuldstændig som i den gamle serie. Faktisk står sæsonen så meget alene, at du ikke engang behøver at have set de to første sæsoner af Star Trek: Picard for at kunne følge med. Alt er tilbage ved de go’e, gamle dage.
Vildledende trailere og cliffhangers
Der har været et par fede trailere til sæsonen, men meget ukarakteristisk er de faktisk mere vildledende, end man tror. Det overrasker lidt, men får en til at føle, at man går ind til den helt uden forventninger. Det er længe siden, der har været så få spoilers til en serie, og det var helt nostalgisk.
Kort fortalt, og uden at ødelægge noget, sender et nødsignal fra Beverly Crusher Admiral Picard og Kaptajn Riker ud på noget, de først tror er en lille, hurtig redningsmission. Men lynhurtigt rives de ind i en gigantisk sammensværgelse mod Føderationen. Picard kan ikke stole på nogen – udover, naturligvis, sine gamle besætningsmedlemmer, der for sidste gang nu må træde til og redde Starfleet.
Hvert afsnit slutter med nogle af de vildeste cliffhangers, og man sidder vitterligt fuldstændigt lammet flere gange, mens man spekulerer over, hvordan i alverden de mon kommer ud af den knibe. Der er flere rumkampe i denne serie, end vi har set i årevis i Star Trek, og det ser brandgodt ud. Det nye skib, USS Titan-A, ser på en gang klassisk og nyt ud, og når det suser over skærmen, kildrer det helt i maven.
10 nye danske serier, vi glæder os til i 2023
Alle mand på dæk
Som nævnt kommer hele besætningen tilbage, mange som vi ikke har set i rollerne siden Nemesis i 2002. Jeg kan ikke beskrive, hvor velgørende det er, at se alle tilbage igen. Men hov, hvad med de karakterer, der er døde? Det er det smukke… for alle vender tilbage på en eller anden måde. Mere skal ikke afsløres her. Men der er mindst to gæstestjerner, man i hvert fald ikke havde regnet med at se…
De fleste af de to første sæsoners nye roller blev afskrevet i sæson to, og det er faktisk kun Raffi og Seven of Nine, der vender tilbage til sæson tre. Og det er rigeligt, for det er ikke de ”nye,” vi vil se, og det ved producerne godt. Næsten alle får også noget spændende at lave. Især Riker har en rigtig god historie i de første seks afsnit. Den nye kaptajn på Titan, Liam Shaw, er også interessant nok til, at man holder lidt med ham – selvom han jo ikke har en chance mod vores gamle helte…
Ingen midtsæson-træthed
Hvor flere beskyldte de første to sæsoner for at miste pusten lidt mod midten af de 10 afsnit, har den nye sæson ikke det problem. Tvært imod bliver den bedre og bedre for hver episode, uden tegn på at sætte farten ned. Det er rigtigt positivt, for det vil også gøre, at flere holder ved og ikke giver op midt i sæsonen, som det var tilfældet med især første sæson.
Det er blevet gjort helt klart at dette er sidste sæson af Star Trek: Picard, og derfor forventer man også en form for rigtig afslutning på Picards historie (og måske endda liv). Det er faktisk lidt surt, for havde denne sæson været den første, havde de haft tårnhøje seertal og kunne køre i flere år. Men Patrick Stewart kan mærke alderen trykke, og det er også det bedste at stoppe, mens legen er god. Og det er den denne gang, ingen tvivl om det.
Skal du se den?
Ja, du skal. Hvis du bare har et minimum af interesse i Star Trek, er denne sæson lysår bedre end Discovery og langt over (de ellers udmærkede) tegnefilm, Lower Decks og Prodegy. Dette er The Next Generations sidste eventyr sammen, og som Riker selv siger: ”This is the end, my friend.” Sæt dig godt til rette, og slug denne absolutte perle af en Star Trek-serie.
De nye serier, vi ser frem til i 2023