Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ‘Toxic Town’ er en vigtig fortælling om konsekvenserne af politikernes magtfuldkommenhed

Af
Lars Knudsen
28. februar 2025
Anmeldelse af 'Toxic Town'
'Toxic Town' / Foto: Netflix

Del artikel

Der er meget på spil for hovedpersonerne Susan og Tracey i deres jagt på retfærdighed på deres børns vegne. Det burde gøre mere ondt på seerne, end tilfældet er. 

Toxic Town

Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 27. februar 2025
Genre: Drama
Instruktører: Minkie Spiro
Medvirkende: Aimee Lou Wood, Jodie Whittaker, Robert Carlyle, Rory Kinnear, Lauren Lyle, Joe Dempsie
Land: England
Spilletid: 4 afsnit af cirka 50 minutter

Nogle historier gør ondt at høre – men de skal fortælles alligevel. ‘Toxic Town’ tager os med til den lille engelske by Corby, hvor en gruppe mødre kæmper mod systemet efter at have født børn med alvorlige misdannelser som følge af forurenet støv fra en byggeplads.

Forurening, politik og magtbegær flettes sammen i en fortælling, der burde ramme hårdt. Men trods det vigtige emne og stærke præstationer, savner serien den følelsesmæssige tyngde, der kunne have gjort den uforglemmelig.

Historien begynder i 1995, og vi befinder os på en karaokebar, hvor Susan (Jodie Whittaker) fejrer sin kærestes fødselsdag. Samme aften forlader Tracey (Aimee Lou Wood) sit arbejde og tager hjem til sin kæreste, som hun vækker.

Det er tydeligt, at man her forsøger at skabe en sammenhæng mellem de to hovedkarakterer Tracey og Susans historier. De er begge kun lige kommet ind ad døren, før de dyrker sex med deres respektive kærester. Kort efter ser vi, at de begge er gravide – og lykkelige.

Står i vejen for fremskridtet

Mens Tracey og Susan venter hver sit barn, har Corbys byråd store planer for byens fremtid. De vil gøre byen mere attraktiv for både borgere og turister. De tænker stort, og i deres fremtidsplaner spiller det område, hvor det tidligere stålværk lå, en afgørende rolle.

Her skal blandt andet bygges en stor forlystelsespark. Et hæderligt mål, der skal skabe liv i den lille by, hvis hverdag kører i ring, og byens mange mænd mødes på den lokale bar efter fyraften.

Men inden byggeriet kan gå i gang, skal områdets giftige mudder og jord fjernes. Mens den proces står på, besøger den unge Ted, der arbejder for arbejdstilsynet, byggepladsen, og han er mildest talt bekymret for det, han er vidne til.

Men da han konfronterer byggelederen og efterfølgende byrådets næstformand, Roy Thomas, bliver han ikke taget seriøst, og hans ekspertviden hjælper ham ikke mod de garvede politikere og de konservative byggemænd. Det handler om at finde balancen mellem bureaukrati og virkelighed, siger Thomas. Og så er det vigtigt, at man forstår, hvordan byen Corby fungerer.

Det er netop den holdning fra både politikere og byggefolk, der er med til at gøre ‘Toxic City’ til en interessant serie. For selvom den fortæller en historie, vi har hørt adskillige gange før, så er det en historie, der bliver ved med at være vigtig.

Det er både en fortælling om magtbegærlige politikere, der mener at målet helliger midlet og samtidig ikke lytter til de eksperter, der fortæller dem, at måden de behandler og transporterer den ekstremt giftige jord, er til direkte fare for byen og alle dens borgere. Men for meget bureaukrati sænker processen, og det er resultaterne, der er afgørende, når det kommer til få stemmer.

Men det er i høj grad også en fortælling om de forfærdelige konsekvenser, der er forbundet med den ignorance og uvidenhed, der udvises.

Spring spænder ben for historien

Susan og Tracey føder mere eller mindre samme tid, og babyerne får henholdsvis navnene Connor og Shelby. Connor fødes med en deform hånd og åndedrætsbesvær. Og selvom det i sig selv er trist, er Shelbys skæbne derimod direkte tragisk. Hun fødes med kun to hjertekamre, en udviklingsfejl på lungerne, flere andre helbredsudfordringer og dør blot tre dage efter fødslen.

Efter hvert afsnit springer vi i tiden, og i andet afsnit er Connor blevet seks år gammel og lever stadig med både indre og ydre smerter som følge af det giftige støv, Susan indåndede under graviditeten. Ved et tilfælde møder hun Tracey, som fortæller sin tragiske historie om Shelby.

Der går meget tabt i dette spring på seks år. Blandt andet en sorgproces, hvor Tracey bearbejder tabet af sin nyfødte datter, samt Susans fortælling om pludselig at være alene med to børn, fordi hun bliver forladt af sin kæreste kort efter Connors fødsel. Det er en skam, for man misser muligheden for at lade seerne mærke deres smerte. Og så er det svært for alvor at engagere sig i deres ellers vigtige og personlige kamp for retfærdighed.

Generelt får serien ikke brugt sine store tidsspring optimalt. Det gør, at man ikke rigtig får et indtryk af, hvor meget den mere end 13 år lange sag fylder hos de involverede. Det gælder både politikerne, advokaterne og desværre også de mange børn og forældre, hvis liv påvirkes.

De enkelte elementer mangler dybde

Da graverjournalisten Graham Hind kommer i besiddelse af oplysninger, der peger på, at der er sket en forbrydelse, begynder sagen at tage fart. Hind kontakter Susan og Tracey, der bliver repræsentanter for sagen.

Men i en by som Corby, der er afhængig af det arbejde, det omtalte byggeri skaber, er det ikke uden omkostninger at sætte en sag som denne i gang. Det mærker Susan blandt andet, da flere af byens kvinder vender sig imod hende. Dermed lægges der også op til en god gang socialrealisme, der kan give os et indblik i, hvordan et lokalsamfund er bygget op, og hvordan borgernes valg og handlinger påvirker hinanden.

Også mødrenes advokat, Des Collins (Rory Kinnear) går helhjertet ind i sagen. Der bliver lagt stor vægt på, hvor meget han har at miste, både økonomisk og karrieremæssigt. Det samme gælder byrådspolitikeren Sam Hagen, der går imod Roy Thomas og dermed sætter sin karriere på spil.

Der er meget på spil, det er der ingen tvivl om. Desværre er det kun noget, vi som seere mærker overfladisk, og historien får derfor ikke den gennemslagskraft, den har potentiale til og i den grad fortjener. For på alle parametre er det en vigtig fortælling og en god historie, der både gør en vred, ked af det og frustreret.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser

Mest læste