Anmeldelse: Undskyld mig, hvilket stof er Helena Bonham Carter gjort af?

Man skulle tro, at Helena Bonham Carter (The Crown, Fight Club) spiser superkræfter til morgenmad. I serien Soap-dronningen Nolly maler hun et mesterligt og rørende portræt af skuespilleren Noele ”Nolly” Gordon.

Den britiske skuespiller var den første kvindelige skuespiller, der medvirkende på farve-tv, hun var den første kvinde til at interviewe en britisk premierminister, og hun spillede hovedrollen i den enorme soap-success Crossroads i 17 år fra 1964 til 1981. Med andre ord: Nolly var i 50’erne, 60’erne og 70’erne én af Englands største tv-stjerner.

De unge skuespillere så op til hende, men så samtidig på hende med en grundangst, der kunne minde om den, som den kluntede Andy viste over for den magtfulde Miranda Priestly i filmen The Devil Wears Prada. Men der var ingen grund til at være nervøs. Nolly var sød mod de nye (med mindre de påpegede hendes fejl), mod sine fans og mod sine medspillere.

Til gengæld lavede hun alting om (lige fra accent til scenografi), hvis manuskriptet ikke levede op til hendes forventninger, og hun tog gerne diskussioner med sine overordnede for at få sin vilje.

Passioneret gik hun altså til værks, og Crossroads var en succes. Måske lige netop derfor. Alligevel fyrede programdirektøren Charles Denton i 1981 hende, seriens mest populære skuespiller, til stort chok for Nolly.

En af medskuespillerne forsøgte at overtale hende til at lave om på sandheden foran pressen. Nolly skulle sige, at hun selv havde sagt op, men sådan ville Nolly det ikke. ”Charles Denton fyrede mig. HAN FYREDE MIG,” brølede hun foran pressens kameraer, så ingen længere var i tvivl om sandheden.

En sandhed, der fik seere til at kime ATV-redaktionen ned. Og en sandhed, der rev Nolly fra hinanden og satte gang i en lang ødelæggelsesrejse for den aldrende skuespiller.

En fuldtræffer!

Helena Bonham Carter rammer Nollys rejse med en fuldtræffer! På overfladen virker Nolly fattet og overlegen. Hun svæver over jorden med sin store pels, en cigaret i mundvigen, store, kantede solbriller og et silketørklæde bundet perfekt om håret. Sådan møder hun verden, og sådan har vi set Carter flere gange før. Hun slår ud med armene og griner overbevisende højt og længe.

Som i absolut modsætning til denne flamboyante Nolly giver Carter os også et billede af en ødelagt og såret kvinde, og det her, Carter for alvor udmærker sig i serien. Hun tager os med helt derind, hvor smerten og det dårlige selvværd bor, og hvor ikke engang ord kan fortælle, hvordan Nolly føler. Det kan og gør kun Carters krop og ekstremt udtryksfulde mimik.

Det imponerende skuespil fortsætter hele serien igennem i en sådan grad, at alle Nollys følelser borer sig ind i kroppen på dig, og du vil umuligt kunne se serien uden at mærke præcis, hvordan Nolly har haft det, efter hun blev fyret fra sit livsprojekt.

Det er klart, at sådan en skuespilpræstation da også kræver opbakning fra de andre medvirkende, og sådanne rygstøtter leverer især Con O’Neill (The Batman, Chernobyl) som produceren og instruktøren Jack Barton og Augustus Prew (The Morning Show, Special) som kollegaen Tony Adams.

En absolut relevant fortælling

Yderligere roser skal lyde til seriens forfatter, Russell T. Davies (Doctor Who, It’s a Sin), der har formået at gøre en fortælling om en kvinde i begyndelsen af 80’erne relevant for nutidens seere.

Soap-dronningen Nolly er ikke bare fortællingen om skuespilleren Noele ”Nolly” Gordon, men om et samfundsproblem, som trænger til at blive italesat: Hvad stiller man op, når man har dedikeret hele sit liv til sit arbejde og slet ikke kan holde tanken om pension eller et andet arbejdsliv ud? Hvordan griber vi de mennesker?

I hele sit liv har Nolly dedikeret sig selv til tv-mediet, og i de seneste næsten 20 år har hun medvirket i over 1.000 episoder af Crossroads. Den dedikation og erfaring koster ifølge hende selv muligheden for at få et nyt job, for alle forbinder hende med rollen som Meg. Og det gør hun i øvrigt også selv.

Den nærmest klistrende samhørighed mellem Nolly og Meg oplever vi, da Nolly forsøger at overtale produceren Jack Barton om, at han ikke må lade hende dø, hvortil han svarer, at det jo ikke er hende, der skal dø, men hendes karakter i serien, Meg.

Besættelsen leveres så overbevisende af Helena Bonham Carter, at vi hurtigt i serien bliver klar over, at Nolly har svært ved at få nye roller, fordi hun er en ældre kvinde, men at hun også kæmper med, at hun ikke længere skal have anerkendelsen for sin rolle som Meg fra seriens fans. Hvem skal så rose hende? Og hvor er så hendes plads i samfundet?

Et andet samfundsproblem præger også seriens fortælling, men det problem afsløres ikke i denne anmeldelse. Det må du selv finde ud af ved at se denne gennemmusikalske serie med fænomenalt skuespil om en kvindes skæbne, der vil røre dig og følge dig et stykke tid.