
Anmeldelsen: Alt bærer præg af hastværk i ‘Tidsrejsen: Arven efter Drago’

Tidsrejsen: Arven efter Drago
Streamingtjeneste: DRTV
Premieredato: 13. juni 2025
Genre: Drama, eventyr
Instruktør: Jacob Bitsch
Medvirkende: Caspar Phillipson, Rasmus Hammerich, Lærke Krabbe De Waal, Julian Brix
Land: Danmark
Spilletid: 8 afsnit af cirka 30 minutter
DR’s julekalender ‘Tidsrejsen’ fra 2014 er havde i gennemsnit en million seere hver dag. Det gjorde den til en af de mest populære julekalendere i mange år. Sidste år kom den længe ventede efterfølger, der startede med samme succes, men langsomt mistede sin popularitet.
Den har blandt andet modtaget kritik for at have for lidt fokus på kristendommen og julens kendte traditioner. I første sæson blev den eneste kristne – den onde Ragnar – skildret som både klam og nedladende. Heller ikke anden sæson havde meget fokus på julens klassiske traditioner med nisser, julepynt og så videre.
Personligt synes jeg, at det er et befriende træk, da det åbner for et vigtigere og mere aktuelt budskab om et problem mange unge kæmper med: Skilsmisser, der må være ekstra hårde i juletiden.
At dens temaer ikke er så juleagtige, gør det let at udvide fortællingen, så den kan nydes af de mange fans året rundt. Og det er præcis, hvad DR (allerede) har gjort, og den nye spinoff har fået titlen ‘Arven efter Drago’. Jeg skriver “allerede”, fordi meget desværre tyder på, at DR og seriens skabere har haft mere travlt med at ride på succesens bølger end på at lave en god serie.

Fin begyndelse
Serien tager sit udgangspunkt i 1425, hvor vi med det samme introduceres for seriens skurk, ærkebiskoppen Peder, der spilles af en altid veloplagt Caspar Phillipson. Han kommer i besiddelse af brugbare oplysninger om fjenden, fyrst Drago (Rasmus Hammerich). Oplysninger, der blandt andet omhandler mennesker, der på mystisk vis forsvinder (rejser i tiden) for øjnene af folk.
Et andet sted i Dragør møder vi den unge gøgler Laurentius (Julian Brix), der både svindler venner og bekendte for egen vindings skyld. Det ender galt for den unge knægt, der flygter hjem til sin far, fyrst Drago, for at stjæle de penge, han skylder til folk. I mellem tiden er ærkebiskoppen på vej for at arrestere Drago. Han beskyldes for hekseri og skal brændes på bålet.

Dermed lægges der i ovnen til en serie, der kan bruges som fin historieundervisning for de mindste og samtidig underholde de voksne – med andre ord være samlende som en julekalender. Men desværre lever resten af serien slet ikke op til den hæderlige og underholdende begyndelse.

6 film og serier, du skal se på Netflix i juni 2025
Overforbrug af gyro og tidsrejse
Med nød og næppe - eller i virkeligheden lidt for let - lykkedes det Laurentius at flygte ved hjælp af sin tidsrejse-kugle. Han ender i Dragør i 2025, hvor Holly er ved at sige farvel til Romeo, der skal på ferie med sine forældre.
Holly kæmper med at få nye venner og har intet problem med at bruge den nødgyro, som Sofie (hende fra julekalenderen) har efterladt – til nødsituationer. For hende kan det sagtens være en akavet samtale, der skal “tages om”, så hun kan komme ind i varmen hos skolens populære piger. For seriens unge fans er det med garanti et glædeligt gensyn med både Holly og hendes gyro.

Men som familieserie, der har til hensigt at samle børn og voksne, så begge parter bliver underholdt og stimuleret (ifølge DR’s pressemeddelelse har det været hensigten), er der ikke meget positivt at sige. Seriens målgruppe er unge fra syv år og op. Men selv set i det lys, virker ‘Arven efter Drago’ lidt ligegyldig.
For mens dialogen og fortællingen i julekalenderens to sæsoner gav de unge skuespillere noget at arbejde med, der gjorde dem seværdige, spændende og samlende, har man her tydeligvis forhastet sig gennem manuskriptskrivningen. Det gør hverken noget godt for historien eller skuespillerne, der tidligere har vist, at de er i stand til at spille skuespil, der er spændende at overvære.
De første fire afsnit er gentagende og uinteressante rejser fra fortid til nutid og tilbage til fortiden, hvor de unge hovedpersoner ender og skal finde gyroen og Laurentius’ dobbeltgænger, der er kommet som følger af en fejlslået tidsrejse.

10 film, du skal se i biografen i juni 2025
Ok at forvente mere af DR
Denne anmeldelse er ikke en kritik af seriens unge skuespillere, der alle gør et hæderligt forsøg på at få det bedste ud af Mikkel Bak Sørensens groft sagt fordummende manuskript, der hverken belærer den unge målgruppe eller underholder de voksne.
Alt i serien bærer præg af hastværk. Kostumerne ligner noget fra en legetøjsbutik, og clashet mellem middelalder og nutid er sprogligt ubegavet, og byder blandt andet på platheder som CD’er, der bruges til øreringe og et polaroidkamera, der bruges som våben med virkelig dumme riddere.
Det er virkelig en skam, at man ikke har fået mere ud af den succesfulde julekalender, der tematisk sagtens kan udvikles til en serie, der kan ses året rundt. Det, kombineret med præmissen i ‘Arven efter Drago’, der sagtens kan underholde hele familien, skaber et kæmpe potentiale, der slet ikke bliver forløst.
For de mindste er det sikkert en ganske underholdende serie. Som voksen får man – i modsætning til ‘Tidsrejsen’ – intet ud af denne spinoff. Fra DR er det okay at forvente mere. Jeg er i godt humør, og af den grund og af respekt for de unge talenter, der virkelig kommer på arbejde her, sniger karakteren sig lige op på tre hjerter.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: