Apple TV+ er måske ikke den mest populære streamingtjeneste. De har kun deres eget indhold, og i forhold til andre store streamingtjenester som Netflix og HBO Max, er udvalget temmelig begrænset. De markerer sig til gengæld gang på gang ved deres evne til at producere virkelig gode serier.
Vi har samlet vores bud på de 10 bedste serier, Apple TV+ har at byde på, og vi starter fra toppen:
1. Severance
2. Ted Lasso
3. Black Bird
4. Drops of God
5. Silo
6. Shrinking
7. Foundation
8: For All Mankind
9: Hello Tomorrow!
10: Schmigadoon!
1. Severance
Den psykologiske thriller omsvøbt af science fiction-elementer blev en af de mest populære serier i 2022, og med god grund.
I Severance gennemgår nogle af medarbejderne i kæmpevirksomheden Lumon et indgreb, der kendes som severance eller ’afskæring’. Her bliver personens bevidsthed mellem arbejde og det private delt op, så privatpersonen aldrig oplever at tage på arbejde, og modsat, så kender den arbejdende personlighed kun arbejde, og intet af tilværelsen udenfor kontoret. Når den ’afskårede’ Mark (Adam Scott) begynder at ane unoder i Lumon, sætter han sig for at afdække virksomhedens hemmeligheder, og hvad det egentlig er, han og de andre ansatte arbejder på.
Severance excellerer med underfundig satire over den upersonlige arbejdsplads, temaer om tab og sorg, oprigtigt interessante mysterier og et fantastisk karaktergalleri, der bringes til live af både med nyere talenter som Adam Scott, men også gamle kanoner i form af Patricia Arquette og Christopher Walken. Theodore Shapiro vandt en Emmy for musikken i serien.
2. Ted Lasso
Ted Lasso scorede allerede mål i starten af kampen om seertal og ros i form af et hav af priser.
Den amerikanske football-træner Ted Lasso (Jason Sudeikis) bliver hyret som den nye cheftræner for det vaklende, britiske fodboldhold AFC Richmond. Alle stiller spørgsmål ved beslutningen med undtagelse af klubbens nye ejer, der har lumske bagtanker med valget. Selv om han ikke ved noget om fodbold, har han en tilgang til livet, der får det bedste frem i folk.
Hvis du har brug for et skud optimisme, skal du ikke kigge længere end til Ted Lasso. Den bryder aldrig med formlen og laver noget nyskabende, men ligesom trænerens modstandere bliver vi som seere også langsom vundet over af stemningen.
3. Black Bird
Black Bird er en true crime-serie baseret på Jimmy Keenes selvbiografi: A Fallen Hero, A Serial Killer and A Dangerous Bargain for Redemption.
James ’Jimmy’ Keene (Taron Egerton) idømmes 10 års fængsel for sin medvirken i narko- og våbenhandel. Han får dog en livlinje fra FBI, der er villig til at stryge hele straffen, hvis han kan få fangen Larry Hill (Paul Walter Hauser) til at indrømme, at han er seriemorder af rang. Larry Hill er dog patologisk løgner og dybt sindsforstyrret. Jimmy må komme ind på livet af ham og få en oprigtig tilståelse samt gerningssted og ligets placering. Alt imens skal han manøvrere mellem de andre farlige fanger, korrupte vagter og mere for holde sig selv i live længe nok til at få tilståelsen.
Black Bird er en yderst intens krimi, der er velskreven, velspillet og dykker ned i de mørkeste afkroge af det menneskelige sind. Samspillet mellem Jimmy og hans sygdomsramte far, der spilles af Ray Liotta, der selv døde af sygdom kort før seriens premiere, skal i allerhøjeste grad roses. Enhver krimielsker, der ikke har set Black Bird, har en fantastisk oplevelse til gode.
4. Drops of God
Vor tids største vindyst udspiller sig i Drops of God, der er baseret på den japanske manga af samme navn.
Da vinlegenden Alexandre Léger dør, tager hans datter, Camille (Fleur Geffrier), fra Paris til Tokyo for at få oplæst testamentet, og for at lære sin far bedre at kende, da hun ikke har haft kontakt med ham i 11 år. Alexandre har dog opsat en storslået vintunering i tre runder, der skal udspilles mellem Camille og Alexandras stjerneelev, Issei Tomine (Tomohisa Yamashita).
Issei er et omvandrende vinleksikon. Camille kan derimod ikke tåle alkohol, men har en ekstraordinær evne til at sanse, smage og dufte, trænet fra barnsben af Alexandre, og kan identificere selv den mindste duft. Vinderen får Alexandres imponerende hus og endnu mere imponerende vinsamling til en samlet værdi af 140 millioner dollars. Lad kampen begynde.
En af seriens største styrker er måden, den bruger vin fra hele verden til at udforske forskellige kulturers familiedynamikker. Hvad der forventes af familiemedlemmer og vigtigheden af traditioner. Alle karakterer er veldefinerede, og indsigten i dem bliver kun dybere og mere berigende, som serien skrider frem. Om ikke andet kommer man i hvert fald derfra lidt klogere på vin.
5. Silo
Silo er baseret på den populære bogserie af samme navn og tager dig dybt under jorden, hvor farer og mysterier venter rundt om hvert eneste hjørne.
Et ubestemt antal år ude i fremtiden bor 10.000 mennesker i en kæmpe underjordisk silo. Ingen ved, hvem der byggede den eller hvorfor. De ved kun, at udenfor er luften giftig, og ingen kan overleve i mere end få minutter. Ingeniøren Juliette (Rebecca Ferguson) påbegynder efter et mystisk dødsfald en farefuld rejse for at finde frem til skjulte sandheder, og det er det ikke alle i siloen, der ønsker.
En utrolig flot serie, der løbende veksler mellem familiedrama, romance, detektivarbejde og politiske konspirationer. Silo har lidt for enhver smag. Med det centrale mysterium om, hvad der ligger udenfor siloen, opbygger serien en storslået og samtidig intim verden, der føles levende og er befolket af et rigt og troværdigt persongalleri.
Anmeldelse: Lily-Rose Depp giver sit hjerteblod som vordende verdensstjerne i 'The Idol'
6. Shrinking
En komedieserie fra skaberen af Scrubs og Ted Lasso med Jason Segel, kendt fra How I Met Your Mother, og vrisne Harrison Ford. Behøver vi næsten sige mere?
Psykologen Jimmy (Jason Segel) lider af en stærk depression oven på sin kones alt for tidlige død, hvilket i særdeleshed går ud over den nu noget forsømte datter, Alice (Lukita Maxwell). Jimmy får nok af det hele, smider regelbogen for psykologer ud ad vinduet og begynder at fortælle sine patienter præcis, hvad han mener om deres problemer, og hvad de bør gøre ved dem. Alt sammen imod hans chef og mentor, Pauls (Harrison Ford) kraftige advarsler. Det medfører nye, uventede og ikke mindst morsomme udviklinger for både patienter, men også Jimmy selv.
Flere gyldne, komiske replikker pryder serien og blandes perfekt sammen med en yderst rørende historie om en far og datter, der prøver at genskabe kontakten ovenpå et tragisk dødsfald.
7. Foundation
Baseret på Isaac Asimovs populære bogserie af samme navn, der for alvor sætter ’fiction’ i science fiction.
Godt 50.000 år ude i fremtiden har mennesker for længst forladt Jorden og etableret et imperium, der spænder over hele galaksen. Geniet Hari Seldon (Jared Harris) har udformet en beregningsmodel kaldet psykohistorie, der kan forudsige fremtiden, og modellen siger, at imperiet vil kollapse. Seldon har en plan, som han igangsætter. Ved at samle store mængder af viden og opbevare det sikkert, vil han og en lille gruppe følgere forkorte den mørke tid efter imperiets kollaps fra 30.000 år til 1.000 år. Det er dog ikke alle, der er enige i Seldons antagelser, eller blot ikke vil anerkende, at han har ret, og ser hellere hans mund blive lukket.
Med en produktionsværdi og visuelle effekter, der tangerer, hvis ikke overgår, flere nutidige storfilm, er Foundation en fryd for øjnene. En episk fortælling udfoldet i en tilsvarende skala. Planen for serien er otte sæsoner, og den anden sæson begynder i næste måned. Med vilje og omhu kan Foundation blive en af de helt store serier.
8. For All Mankind
Hvad hvis Sovjetunionen var de første til at nå til månen i 1969, og det gjorde, at rumræset aldrig sluttede, men skubbede menneskeheden til for evigt at stræbe efter nye grænser ud i det ydre rum?
Det er udgangspunktet for serien For All Mankind, der går under sub-genren alternativ historie. Vi følger medarbejderne og astronauterne i NASA efter det store nederlag i kampen om at oprette en base på månen, der skal danne grundlaget for den første menneskelige koloni væk fra Jorden. Det hele krydres naturligvis med interpersonelle konflikter, velskrevet drama og skuespil, samt flotte sekvenser i det ydre rum og på månen.
Serien udforsker, hvad et lands bedrifter gør ved dets selvopfattelse. USA er pludseligt nummer to, og det er ikke så let for dem at tage på sig. Hvor langt er de villige til at gå for at blive nummer et igen, og hvilke konsekvenser vil det have? Det er også et klasseeksempel på ordsproget ’Alt godt kommer til den, der venter’. Efter en yderst spændende start skal serien lige i gear, men for hver sæson bliver det kun bedre og bedre.
De 10 bedste serier på Prime Video
9. Hello Tomorrow!
Sig goddag til fremtiden med Hello Tomorrow!, hvor retrofuturismen glimrer i denne fortælling med drama, humor, sort komik og en masse på hjertet.
Den lige dele glatte og velmenende Jack Billings (Billy Crudup) lever af at sælge lejligheder på månen til folk, der drømmer om en bedre tilværelse. Med sig har han sine ansatte i form af ludomanen Eddie (Hank Azaria), den altid muntre Herb (Dewshane Williams) og den pragmatiske Shirley (Haneefah Wood). Da Jacks ekskone ender i koma efter et uheld, møder Jack den søn, han forlod som spæd. Uden at fortælle Joey, at han er hans far, tager Jack ham under sine vinger som sælger i håbet om at gøre bod på sin fortid. Jack lover sin søn guld og grønne skove, men ligeså med sin søn som med sine kunder, skal man passe på, hvad man lover.
Det mest iøjnefaldende, og det, der har fået den største ros, er den visuelle del af Hello Tomorrow! Fremtidsteknologi med 50’er-æstetik er en sikker vinder og gennemsyrer hele serien. Det fungerer dog også som et glansbillede, der sættes i stærk kontrast mod en barsk virkelighed.
10. Schmigadoon!
Hvis du er musicalelsker, er der ingen vej uden om Schmigadoon!, der på en og samme tid er en hyldest til filmformen og laver sjov på dens bekostning.
Josh (Keegan-Michael Key) og Melissa (Cecily Strong) startede deres kærlighedshistorie som de fleste. En lille gnist, der hurtigt udviklede sig til flammer, men nu virker det til, at der kun er gløder tilbage. Under en vandretur for par bliver de væk fra stien og ender i det magiske land, Schmigadoon!, der er som taget ud af en musical fra 50’erne med alt den lallegladhed og pastelfarver, der medfølger. For at komme tilbage til virkeligheden skal de finde deres sande kærlighed … Men er det ikke hinanden, der er det?
Med et væld af originale sange i hvert afsnit imponerer Schmigadoon! med stort overskud. En opløftende serie med fremragende koreografi, fængende sange og et godt skud humor, der bruges til at fortælle en yderst romantisk historie.