Serier | Guides

De bedste film og serier med Pernilla, Alba og Asta Kamma August

Af
Signe Bjørg Granberg
14. marts 2024
I den svenske slowburn-krimiserie 'Hændelser ved vand' er der 3 gange August på rollelisten
I den svenske slowburn-krimiserie 'Hændelser ved vand' er der 3 gange August på rollelisten / Foto: Apple Tree Productions

Del artikel

Efternavnet August rimer på filmtalent og ikke kun hos ikonet Bille. Både Pernilla August, Alba August og Asta Kamma August er her, der og alle vegne i tidens film og serier. Vi guider til deres bedste roller her.

Det er vel sagtens kun Skarsgaard-klanen, der kan præstere samme mængde filmisk talent, som August-familien kan. Bille August står bag en lang række store film, herunder Pelle Erobreren, som han vandt en Oscar for, den ikoniske ungdomsfilm Zappa og det stjernebesatte drama, Åndernes hus.

Fra 1991-1997 var Bille August gift med den svenske skuespiller og instruktør Pernilla August, som han har døtrene Asta Kamma og Alba med. De to døtre er gået deres mor i bedene og kan lige nu opleves i flere stærke film og serier.

Vi guider her til de bedste titler med Pernilla, Alba og Asta Kamma August:

1. Hændelser ved vand

Den fremragende svenske krimiserie er det naturlige sted at starte, eftersom vi her har alle tre gange August med. Serien er baseret på Kerstin Ekmanns succesroman og er knugende intens og velspillet, ikke mindst af de tre August-kvinder.

Pernilla spiller hovedpersonen Annie Raft, Asta Kamma spiller den unge version af Annie, og Alba spiller Annies voksne datter, Mia.

Hændelser ved vand kan ses på DRTV.

2. Fanny og Alexander

Pernilla fik sit egentlige gennembrud i den ikoniske Bergman-film fra 1982, der vandt intet mindre end fire Oscar-statuetter. Filmen handler om den velhavende familien Ekdahl, og Pernilla spiller barnepigen til børnene, Fanny og Alexander.

Nogle år efter prøvede Pernilla kræfter med endnu en Bergman-titel, Den gode vilje, som blev instrueret af Bille August, og hvor hun vandt guldpalmen for bedste kvindelige hovedrolle!

Fanny og Alexander kan ses på Filmstriben, Netflix og TV 2 Play.

3. Star Wars Episode 1 og 2

Det bliver vel ikke meget større end at medvirke i Star Wars-franchisen? I 1999 lykkedes det Pernilla at lande rollen som ingen ringere end Luke Skywalkers mor, Shmi Skywalker, i Star Wars Episode 1, og hun gentog rollen i den efterfølgende film, Star Wars Episode 2, fra 2002.

Star Wars Episode 1 og 2 kan ses på Disney+.

4. Young Royals

Blandt de nyeste titler på Pernillas imponerende CV finder man den ultrapopulære ungdomsserie Young Royals, der netop har haft premiere på tredje sæson på Netflix. Her spiller Pernilla dronning Kristina, der er mor til seriens hovedperson, kronprins Wilhelm.

Faktisk kan man også snart opleve Pernilla i en anden Netflix-serie, nemlig Ronja Røverdatter, der får premiere 28. marts.

Young Royals kan ses på Netflix.

5. Unge Astrid

Det kræver et vist mod at skulle portrættere en af litteraturhistoriens største børnebogs- og ungdomsforfattere, Astrid Lindgren. Men ikke desto mindre var det netop den rolle, Alba August påtog sig i Pernille Fisher Christensens drama Unge Astrid fra 2019.

Filmen følger Astrid Lindgren i hendes unge år, og Alba blev nomineret til en Gulbagge-pris (Sveriges største filmpris) for rollen.

Unge Astrid kan ses på Prime Video, Viaplay og Nordisk Film+.

6. The Rain

Det kan godt være, at Netflix' dystopiske sci-fi-serie The Rain deler vandene, men ikke desto mindre har den vist sig at være yderst populær ikke blot i Skandinavien, men i hele verden.

Alba spiller her den ene del af søskendeparret, Simone og Rasmus, der skal forsøge at overleve i en verden, hvor en dødelig virus er i gang med at udrydde menneskeheden.

The Rain kan ses på Netflix.

7. Bullshit

'Bullshit'
Alba August spiller den ene af de to hovedroller i den nye danske serie 'Bullshit'
Foto: Prime Video

19. april har Prime Video premiere på den nye danske dramaserie Bullshit, der handler om 80'ernes bandekrig i Danmark.

Her spiller Alba hovedrollen som Pia over for Marco Ilsøs Henning, bedre kendte som 'Makrellen'. Deres forhold starter som en forelskelse, men udvikler sig til en kamp om overlevelse midt i den verserende rockerkrig.

Bullshit kan ses fra 19. april på Prime Video.

8. Brænd alle mine breve

Asta Kamma spiller hovedrollen i den svenske film fra 2022 som Karin Stolpe, der er splittet mellem ægtemanden Sven Stolpe og hendes passionerede affære med Olof Lagercrantz.

Karins valg kommer til at påvirke de fremtidige generationer af familien, og filmen væver på fornem vis tre fortællinger sammen på tværs af tid til én samlet historie.

Brænd alle mine breve kan ses på Filmstriben og TV 2 Play.

9. Sex

'Sex'
Asta Kamma August spiller hovedrollen som Cathrine i TV 2-serien 'Sex'
Foto: Nicolai Lok/Profile Pictures/TV 2

I den både humoristiske og vedkommende TV 2-serie Sex spiller Asta Kamma hovedrollen som Cathrine, som er splittet mellem den trygge kærlighed (med meget lidt sex) og en sprudlende ny forelskelse.

Serien blev mødt af flotte anmeldelser, da den fik premiere tilbage i 2020 og har foruden Asta Kamma også Nina Rask på rollelisten.

Sex kan ses på TV 2 Play.

10. Kalak

I Isabella Eklöfs filmatisering af Kim Leines anmelderroste erindringsroman, Kalak, spiller Asta Kamma hovedpersonen Jans kone. Filmen følger parret, der er flyttet til Grønland for at slippe væk fra Jans fortid med en far, der har misbrugt ham seksuelt.

Bogen er baseret på Leines egne oplevelser i Grønland, og man får på barsk vis incest, alkohol- og stofmisbrug helt ind på livet.

Kalak kan ses i de danske biografer.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Guides