Anmeldelse: Jan drømmer om at blive en “skide grønlænder” i ’Kalak’

Det siges, at man ikke kan flygte fra sine problemer, for nissen flytter med. Det gælder i høj grad for hovedpersonen Jan i Isabella Eklöfs filmatisering af Kim Leines Kalak, der tager helt til Grønland, kun for at gentage fortidens synder. Men spørgsmålet er, hvem der udnytter hvem? Hvem har brug for hvem? Og hvor går grænsen mellem fascination, kærlighed og rå, skadelig manipulation?

Isabella Eklöf er kendt for at være en kompromisløs instruktør, der ikke er så øm over for tilskuernes finere følelser, når en pointe skal kommunikeres igennem. Således starter Kalak med et overgreb, så realistisk og grafisk formidlet, at det næsten ikke er til at holde ud at se på, når faderen trækker bukserne af unge Jan og rækker ud efter hans morgenstivert.

Vi forstår til fulde, hvorfor Jan senere i livet flytter – eller snarere flygter – til Grønland med sin lille familie, hustruen Lærke og deres to børn, hvor han får job som sygeplejerske, først i Nuuk og senere i en mere afsidesliggende bygd.

Ret til at tage for sig

Men misbruget flytter med i kufferten. Ikke kun i form af et eskalerende pillemisbrug, faciliteret af døgnadgang til klinikkens medicindepot. Under dække af at være ubehjælpeligt draget af det eksotiske og oprindelige, forfører og udnytter Jan grønlandske kvinder – uden overhovedet at forsøge at skjule det for sin hustru (Asta Kamma August). Hun må forstå, at det er en trang, som han ikke kan stå imod!

En ret til at tage for sig af det grønlandske tag-selv-bord, hvad enten det gælder sprut, spæk eller sex med de lokale kvinder. En dyb og inderlig fascination af det eksotiske. Større end ansvaret for den familie, der bliver glemt og klemt i kølvandet på hans begær efter at få det hele.

Jan ænser kun sin egen rejse og er blind for den skade, han forvolder. Og de håb, der slukkes hos kvinderne, der havde håbet, at han var en billet til et bedre liv. Og hos hans børn, der må indse, at deres far er tabt for dem.

I faderens skygge

Det er heldigt, at vi får etableret en solid dosis sympati med Jan fra starten, for han er i stigende grad svær at holde af. I norske Emil Johnsens lidt duknakkede og spinkle skikkelse gør han en ynkelig figur, ikke mindst i sine forsøg på at blive en rigtig Kalak – en “skide grønlænder”, hvilket kan forstås både positivt og negativt, men nok mest det sidste. I hvert fald griner grønlænderne af ham bag hans ryg. Han bliver aldrig en af dem, uanset hvor meget spæk og kaffepunch de hælder i ham. Han kan bare ikke se det selv.

Men der er samtidig noget formildende barnligt og oprigtigt over hans drømme og længsel efter at mærke naturens kraft, de hylende hunde og tilhørsforholdet til de øde vidder. Han er et skræmt barn, der er faret vild og ikke kan se længere end sin egen næsetip. Med faderens store skygge dansende over sig som en ondsindet udsending fra ånderiget. Emil Johnsen formidler det hele overbevisende.

Tro mod forlægget

Kalak er ikke en direkte filmatisering af Kim Leines roman, der er delvist baseret på forfatterens egne oplevelser som sygeplejerske i Nuuk og på den grønlandske østkyst, men den er langt hen ad vejen tro mod forlægget, og når den ikke er, er den tro mod forlæggets ånd. Måske fordi Kim Leine selv har været inde over manuskriptet sammen med Isabella Eklöf og Sissel Dalsgaard Thomsen.

Det er tydeligt, at han har stolet på Isabella Eklöfs sikre hånd – og det kan man da også roligt gøre.

Isabella Eklöf er født i Sverige, men flyttede siden til Danmark for at uddanne sig på Den Danske Filmskole. Hun debuterede med den rå og kompromisløse Holiday og var med til at skrive manuskript til Ali Abbasis’ Grænse – to fremragende film, der begge leger med netop grænser – og hvor let det er at overskride dem.

Det er tydeligt, at Isabella Eklöf gerne vil trække en parallel mellem overgreb mellem mennesker og overgreb mellem nationer – med Danmark som den incestuøse far, der føler sig i sin ret til at tage for sig, som en anden Jørgen Leth med kokkens datter. I den læsning er Jan koloniherren, der ikke ænser, at han aldrig kan eje det, han begærer mest af alt – den grønlandske sjæl og historie. Han er kun på besøg.

Nedarvede synder

Som svensker har Isabella Eklöf carte blanche til at se på relationen med den udefrakommendes klare blik. Og stille alle de ubehagelige spørgsmål.

Alligevel bliver den overordnede, kolonipolitiske vinkel aldrig stærk nok til rigtigt at fange an. For Isabella Eklöfs fascination og interesse ligger et helt andet sted, nemlig i manden Jan og hans mislykkede forsøg på at flygte fra sig selv. Som en anden antropolog betragter hun Jan som et fænomen, snarere end et menneske. Et interessant eksemplar, hvis vaner hun nærstuderer med et nysgerrigt og aldrig fordømmende blik. Det med fordømmelsen overlader hun til os ude i biografmørket.

For en så kompleks historie som den, Kalak folder ud, om ofre og overgreb, undertrykkelse og oprør, identitet og længsel og fædrenes nedarvede synder, er alt for mangefacetteret til at blive leveret med en færdigpakket sløjfe.

Vi er selv nødt til at grave lidt og danne vores egen mening. Hvilket kun gør Kalak til en stærkere og mere interessant oplevelse. Og så er det i øvrigt skønt at opleve en fortælling om Grønland med grønlandske skuespillere og amatører i de fleste roller. Med et lydspor, der lader hundeglam og stormvejr erstatte dramatiske trommer og violiner.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: