Serier | Guides

Disse film og serier skal du se i påskeferien

Af
Signe Bjørg Granberg,
Karoline Balstrøm
11. april 2025
Glaskupan. (L to R) Johan Hedenberg as Valter and Léonie Vincent as Lejla in Glaskupan Cr. Courtesy of Netflix © 2024
Foto: Glasklokken / Netflix

Del artikel

Påskeferien står for døren, og der er et væld af gode film og serier at kaste sig over både i biografen og hjemme på sofaen. Vi har samlet et lille udvalg her.

Den, du skal se med dine børn

En Minecraft Film

Filmversionen af det populære Minecraft-spil har allerede lokket mere end 75.000 danskere i biografen og er den oplagte påskefilm at se med hele familien.

Filmen følger de fire outsidere – Garrett "The Garbage Man" Garrison (Jason Momoa), Henry (Sebastian Eugene Hansen), Natalie (Emma Myers) og Dawn (Danielle Brooks) – der pludselig bliver trukket gennem en mystisk portal ind i "Oververdenen": En bizar, firkantet eventyrverden, der drives af fantasi.

Her møder de ekspert-crafteren Steve (Jack Black), og sammen begiver sig ud på en vanvittig mission, der skal få dem hjem igen.

'En Minecraft Film' kan ses i biografen.

Mugge & Super Happy

Hvis man hellere vil kaste sig over noget dansk underholdning, kan man snuppe Anders Morgenthaler & Mikael Wulffs tredje animationsfilm i rækken om drengen Mugge, nemlig 'Mugge & Super Happy'.

I den nye film har Mugge fået en ny, altoverskyggende passion: online gaming med vennerne. Og da hans bedste ven Sofia opfinder et par revolutionerende VR-briller, som lader dem træde helt ind i spillet, er Mugge i himlen! Men da børnene vender hjem fra en tvivlsom overlevelsestur arrangeret af Mugges far, er brillerne faldet i de forkerte hænder, og Basserup, hvor de bor, er ikke længere til at genkende!

'Mugge & Super Happy' kan ses i biografen.

Den, du skal se med dine (bedste)forældre

Generationer

Anna Emma Haudal har samlet et pragthold af kvindelige danske skuespillere i 'Generationer' med Ulla Henningsen, Anette Støvelbæk, Alice Bier Zandén og Rikke Eberhardt Isen i de fire hovedroller.

Den nye DR-dramaserie åbner med fundet af et spædbarnslig, som dukker op under en lejlighedsrenovering. I samme bygning bor den 87-årige Martha, som hurtigt påtager sig ansvaret for drabet, til stor undren for hendes familie.

Her starter fortællingen om en familie, der gennem livet har båret på og videregivet sine traumer uden at kende dem og uden at forstå, hvad det egentligt har gjort ved dem. Med varme, nærvær og et mystisk lag følger man familien, og i særdeles de fire kvinder, hvis verden med ét forandres.

'Generationer' kan ses fra 11. april på DRTV og fra 13. april kl. 20.00 på DR1. Der kommer én ny episode om ugen, og i alt er der 6 episoder.

A Real Pain

Jesse Eisenberg, som de fleste nok husker som Mark Zuckerberg i 'The Social Network', har med sin Oscar-vindende film 'A Real Pain' skabt en rørende og meget personlig fortælling.

Eisenberg spiller selv hovedrollen over for en blændende Kieran Culkin (der vandt en Oscar for Bedste mandlige birolle), og filmen handler om to fætre, der tager til Polen for at hædre deres afdøde, jødiske bedstemor.

Foruden det forrygende samspil mellem Culkin og Eisenberg, kan man også glæde sig over resten af ensemblet, der blandt andet tæller Jennifer Grey, Will Sharpe og Kurt Egyiawan.

'A Real Pain' kan ses fra 16. april på Disney+.

Den, du skal se med din gode ven

Det andet offer

Özlem Saglanmak og Trine Dyrholm spiller - på fænomenal vis - hovedrollerne som læge og pårørende i Zinnini Elkingtons stærke debutfilm, 'Det andet offer'.

Filmen følger den dygtige læge Alexandra (Özlem Saglanmak), der under en hektisk vagt på neurologisk afdeling laver et fejlskøn, der ender i en tragedie. Som skylden spreder sig blandt alle involverede, må Alexandra drage konsekvenserne af sine beslutninger og konfrontere sin egen magtesløshed.

'Det andet offer' går helt tæt på de katastrofale konsekvenser af et presset sygehusvæsen, og foruden Özlem Saglanmak og Trine Dyrholm medvirker blandt andre Mathilde Arcel, Olaf Johannessen, Jacob Spang Olsen og Anders Matthesen.

'Det andet offer' kan ses i biografen.

The Last of Us

Selv om man måske ikke skulle tro det, byder den nye sæson af 'The Last of Us' på endnu flere zombier end sidst.

Mens uhyggen er trappet gevaldigt op, er far/datter-forholdet mellem Joel og Ellie også kommet under pres. Den nu 19-årige Ellie (Bella Ramsey) er nemlig begyndt at udfolde sine teenagenøkker over for sin pseudofar, Joel (Pedro Pascal), for fuld skrald.

Derfor søger den immune teenager andre bekendtskaber, der blandt andet introducerer en ny, stensikker fanfavorit: Den modige og charmerende veninde, Dina (Isabela Merced).

Dina og Ellie har en fantastisk kemi, og deres mange (ret impulsive) eventyr er en sand fornøjelse at følge i den nye sæson.

Første sæson af ‘The Last of Us’ kan ses på Max. Første afsnit af anden sæson kan ses på streamingtjenesten fra 14. april.

Den, du skal se med din bedre halvdel

Min familie og andre dyr

Josh O’Connor og Keeley Hawes stråler i den hjertevarme britiske drama-komedie Min familie og andre dyr’.

Med humor og en god sjat romantik følger fortællingen enken Louisa Durrell (Keeley Hawes), hvis tilværelse er præget af livets uforudsigelighed.

Efter at have mistet sin mand tager Louisa og hendes fire børn springet og flytter til den solrige græske ø Korfu i et forsøg på at starte forfra. Huset, de flytter ind i, er faldefærdigt, og pengene er få, men kærligheden, venskaber og forandring lurer heldigvis lige om hjørnet.

Med en stærk historie om familiebånd og mellemkrigstiden er serien et herligt miks af sjov og alvor. Ikke mindst takket være de to ældste børn, Larry (Josh O’Connor) og Margo (Daisy Waterstone), og deres mange, underholdende eskapader.

De første afsnit af 'Min familie og andre dyr' kan ses på DRTV.

Glasklokken

For første gang har den svenske krimiforfatter Camilla Läckberg skrevet et nyt, originalt manuskript direkte til en serie.

I hendes nervepirrende krimiserie Glasklokken følger vi adfærdsforskeren og kriminologen Lejla (Léonie Vincent), der vender tilbage til den lille by, hvor hun voksede op.

Byen, som Lejla har blandede følelser for, rummer mange hemmeligheder, og gamle traumer dukker op, da unge piger pludselig begynder at forsvinde på stribe.

Sammen med den pensionerede politibetjent Valter graver vores nysgerrige hovedperson i sagen. Hendes fortid bliver hurtigt en del af opklaringen, og snart står det klart, at historien muligvis er ved at gentage sig selv.

Mange kender fra Läckberg fra hendes populære Fjällbacka-serie, der bestemt ikke er for sarte sjæle. 'Glasklokken' tegner til at blive mere fra samme, makabre skuffe.

'Glasklokken' får premiere 15. april på Netflix.

Den, du skal se sammen med resten af Danmark

Forræder

Forræder på TV2
Lise Rønne er igen vært på 'Forræder'
Foto: Lotta Lemche / TV 2

Når tredje sæson af 'Forræder' ruller over skærmen på TV 2, er det endnu engang kendisser, der skal stikke hinanden i ryggen.

Tidligere på måneden løftede TV 2 sløret for, hvem der får æren af at deltage i spillet, der har taget seerne med storm.

Blandt gæsterne er kendiskokken Dak Wichangoen, Havshen Nabaz fra duoen Hav & Kamal, radioværten Line Kirsten 'Giftekniv' Nikolajsen, skuespilleren Rasmus Bruun, tv-værten Sarah Grünewald og komikeren Victor Lander. Du kan se den fulde liste af deltagere her.

I programmet pendulerer man mellem at heppe på forræderne i det ene afsnit og være tro mod de loyale i det næste. Det er en fornøjelse at gætte med i selskab med resten af Danmark, mens Lise Rønne og deltagerne kører rundt med publikum og hinanden.

Den nye sæson af 'Forræder' får premiere 11. april på TV 2 og TV 2 Play.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Guides