Her er de danske serier, vi glæder os til i efteråret 2024
2024 har indtil videre ikke været det største serieår set med danske briller. Der har ganske vist været et par stærke seermagneter som sidste sæson af Badehotellet, femte sæson af Sommerdahl og ikke mindst den glimrende anden sæson af Orkestret, der tilmed fandt vej til vores top 10 over årets hidtil bedste serier.
Derudover tegner TV 2's nye krimiserie Graverne godt, og Dark Horse slap TV 2 også pænt fra i starten af året.
De danske serier Kald mig far, Bullshit og Namastay delte vandene her på redaktionen, men vores respektive anmeldere var ikke helt oppe at køre over nogen af dem.
Anmeldelse: Boomer-humoren får frit løb i ’NamaStay’
Nu står efteråret så småt for døren, og med det følger et nyt udvalg af danske serier på tværs af streamingtjenesterne. Vi har samlet en oversigt over dem her:
– Skruk sæson 2 (Netflix)
- Sygeplejeskolen sæson 6 (TV 2 Play / TV 2 Charlie)
- Den som dræber – fanget af mørket, sæson 4 (Prime Video)
- Familier som vores (TV 2 Play og TV 2)
- Tidsrejsen sæson 2 (DRTV og DR1)
Skruk sæson 2
Den danske Netflix-serie handler om fertilitetslægen Nana (Josephine Park), der i beruset tilstand formår at inseminere sig selv med sin ekskærestes sæd. Den uheldige episode gør Nana gravid, og her i anden sæson har hun fået sin baby.
Men lige så højt, som hun elsker sit barn, lige så meget hader hun at være på barsel. Så Nana tigger sin gamle chef, Helle (Charlotte Munck), om at få jobbet som fertilitetslæge tilbage. Det får hun lov til, men på den betingelse, at hun ikke begår flere fejl.
Disse film og serier skal du streame i august 2024
Nana lover bod og bedring, men har slet ikke overvejet, at nogen jo skal passe babyen, mens hun er på job. Derfor ender hun med at have sin mor, Lise (Tammi Øst), boende som en slags fast babysitter/roommate fra helvede.
Bedst som Nana tror, det hele ikke kan blive mere presset, støder hun på sin gamle flamme, Mathias (Simon Sears), der stadig ikke ved, at han er far til hendes barn.
Anden sæson af Skruk får premiere 22. august på Netflix.
Sygeplejeskolen sæson 6
Femte sæson af TV 2-serien Sygeplejeskolen endte på dramatisk vis med en tragisk brand, og derfor venter vi nu i spænding på, hvad der er sket med Fredenslund hospital og personalet efter ulykken.
Blandt de tilbagevendende medvirkende er Molly Egelind, Anna Stokholm, Ulla Vejby, Thue Ersted Rasmussen, Jesper Groth, Mikkel Becker Hilgart, Jakob Åkerlind, Jens Jørn Spottag, Katrine Greis-Rosenthal, Preben Kristensen, Andreas Jebro og Jon Lange.
5 serier, du skal se efter Badehotellet
Derudover medvirker en række nye karakterer, der blandt andet bliver spillet af Caspar Phillipson, Vibeke Hastrup, Anders Hove, Birgitte Raabjerg og Jens Sætter-Lassen.
Der er endnu ikke en premieredato klar på 6. sæson af Sygeplejeskolen, men vi forventer, at den kommer i løbet af september måned på TV 2 Play og TV 2 Charlie.
Den som dræber – fanget af mørket sæson 4
Fjerde sæson af den danske krimiserie Den som dræber – fanget af mørket er en af de ni nordiske serier, Prime Video har købt rettighederne til fra Viaplay.
I den nye sæson sætter en brutal henrettelse af et ungt bandemedlem fra København gang i en mordgåde, der strækker sig over hele Øresundsregionen.
Psykologen Louise Bergstein (Natalie Madueño) og drabsefterforsker Frederik (Simon Sears) bliver sat på sagen, men Frederik indser hurtigt, at henrettelsen er mere kompliceret end som så.
Anmeldelse: ’Den som dræber: Fanget af mørket’ dykker ned i ondskaben med uventet overskud
Med hjælp fra sin mentor, den erfarne svenske efterforsker Gunnar Nymark (Dag Malmberg), udarbejder Louise en gerningsmandsprofil, der tyder på, at morderen, de leder efter, er både beslutsom og koldblodig – og nærer et personligt fjendskab mod offeret.
Foruden Natalie Madueño og Simon Sears medvirker blandt andre Cyron Melville, Dag Malmberg, Kajsa Ernst, Maria Cordsen, Rasmus Hammerich, Besir Zeciri, Clint Ruben og Julia Ragnarsson.
Den som dræber – Fanget af mørket sæson 4 får premiere på Prime Video 27. september.
Familier som vores
Thomas Vinterbergs første tv-serie Familier som vores bliver en storstilet en af slagsen. Ikke blot får serien verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig til september – den er også en af de største serieproduktioner i Danmark i nyere tid.
Serien er en slags klimakatastrofeserie kombineret med et intimt familiedrama om menneskers ukuelige vilje til at overleve, håbe og elske.
Thomas Vinterbergs serie 'Familier som vores' udtaget til prestigefyldt festival
På grund af stigende vandstande som følge af klimaforandringer skal hele Danmark evakueres. Har man penge, er det en smal sag at rejse til et rigt land, hvor man kan leve det gode liv. Er man derimod mindre velstillet, må man forlade sig på det statsfinansierede reallokerings-program og bare rykke hen, hvor der er plads.
På den imponerende rolleliste finder man blandt andre Nikolaj Lie Kaas, Paprika Steen, Esben Smed, Thomas Bo Larsen, Asta Kamma August, David Dencik, Magnus Millang, Helene Reingaard Neumann og de nye stjernefrø Amaryllis August, Albert Rudbeck Lindhardt og Max Kaysen Høyrup.
Der er endnu ikke en dansk premieredato klar på Familier som vores, men vi forventer, at den kommer i løbet af efteråret på TV 2 og TV 2 Play.
Tidsrejsen sæson 2
I år er det 10 år siden, julekalenderen Tidsrejsen løb over skærmen, og til december kommer den længe ventede opfølger.
Tidsrejsen 2 følger Romeo og Holly, der lærer hinanden at kende, da Holly starter i Romeos klasse. Romeo mistænker, at Dragør, hvor de bor, for år tilbage har været omdrejningspunkt for tidsrejser.
Han investerer al sin tid i at undersøge, om der er hold i sagen, fordi han gerne vil finde svar på, hvad der er sket med hans far, som han aldrig har mødt. Holly tilbyder at give en hånd med i efterforskningen, og det bliver starten på et nyt juleeventyr.
De 10 bedste julekalendere nogensinde
Serien er skrevet og instrueret af Mikkel Bak Sørensen og Poul Berg. Berg stod også bag den første Tidsrejsen og forrige års julekalender, Julehjertets hemmelighed.
Det er endnu ikke blevet afsløret, hvem der skal spille med i Tidsrejsen 2, men ifølge DR er der tale om både kendte ansigter fra den første sæson og helt nye skuespillere.
Tidsrejsen 2 får premiere 1. december på DRTV og DR1.
Redaktionen anbefaler: De 15 bedste serier på DRTV lige nu
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: