Interview med Amanda Collin: "Jeg magtede ikke at gå i gang med 'House of the Dragon', hvis det var dårligt"
”Ærligt, jeg ved ikke, hvordan det kommer til at se ud. Jeg aner intet om, hvad der har været før, så jeg glæder mig også til at se afsnittet,” fortæller Amanda Collin, da jeg spørger, hvordan hendes karakter, Jeyne Arryn, bliver præsenteret i House of the Dragon.
Sikkerhedsforanstaltningerne på fantasyserien er nemlig så heftige, at skuespilleren ikke har meget andet information end det, som har at gøre med hendes specifikke scener.
Hendes karakter, Jeyne Arryn, er blevet nævnt et par gange i løbet af serien og som fans af House of the Dragon- og Game of Thrones-universet vil vide, spiller kongeriget, The Vale, hvor familien Arryn regerer, altid en signifikant rolle, når der er kamp om tronen i Westeros.
Og nu er hun her endelig.
Selv om det ikke er mere end et par minutter, at Jeyne Arryn og Amanda Collin optræder i femte afsnit, gør karakteren og skuespilleren alligevel et stort indtryk. Kan man sin House of the Dragon-kanon, ved man også, at det bestemt ikke er det sidste, vi kommer til at se til hende.
Amanda Collin er også spændt på at se, hvad hendes arbejde har udmøntet sig i.
”Jeg glæder mig til at se, hvem hun er i forhold til de andre historiebrikker og plotlinjer. Det ved jeg jo ikke noget om. Jeg kender kun mine egne scener, der bliver udleveret i et lukket plastikchartek, som man klipper op på dagen, og så skal man aflevere dem tilbage, for de skal nærmest brændes, så der ikke slipper nogen spoilers ud,” forklarer skuespilleren over zoomforbindelsen fra sit hotel i Italien.
En nørd for detaljer
Hemmelighedskræmmeriet er stort omkring House of the Dragon, præcis som det var med Game of Thrones.
Amanda Collin fulgte ligesom resten af verden med, da kampen om tronen udspillede sig på alverdens skærme op igennem 2010'erne.
Favoritterne var udover Daenerys Targaryen (Emilia Clark) bl.a. den retskafne Ned Stark (Sean Bean) og enigmatiske Khal Drogo (Jason Momoa). Især måden, det i starten lykkedes at sætte karakterer så godt i scene, at de til slut alligevel fremstod krystalklart, fordi de havde gjort et så stort indtryk, var imponerende.
Og som så mange andre fans, var Amanda Collin heller ikke helt tilfreds med måden, som Game of Thrones sluttede på. Endda i en sådan grad, så hun ikke var gået i gang med House of the Dragon, før hun fik rollen som Jeyne Arryn.
”Som detaljenørd, blev jeg voldsomt ked af den udvikling, serien tog hen imod slutningen. Der var en energi, hvor det virkede som om, at en masse ender skulle afvikles hurtigt. Så jeg magtede ikke at gå i gang med House of the Dragon, hvis det nu skulle være dårligt,” siger skuespilleren åbenhjertigt.
At Amanda Collin har en stor forkærlighed for detaljer, skinner tydeligt igennem i vores samtale. Bl.a. i skabelsen af Jeyne Arryn, hvor skuespilleren som sagt ikke kendte noget til karakteren på forhånd. Hun ser det som en gave at kunne skabe en karakter på stedet, gennem kostume, hår og makeup.
Det er en proces, hvor Amanda Collin i samarbejde med dem, der kender til karakteren, og de dygtige folk i de forskellige afdelinger af produktionen, modellerer karakteren frem.
”Det med at komme ind i noget, hvor folk allerede har lavet en sæson, det er for mig virkelig en force. Nogle kan finde det intimiderende, men for mig er det en gave at have så mange dygtige og dedikerede mennesker omkring mig. Jeg dør over, hvor detaljerig serien er, og hvor meget folk gør sig umage for at bevare disse detaljer,” fortæller skuespilleren entusiastisk.
Et vildt år
Rollen kom i stand efter en castingproces, hvor Amanda Collin blandt andet lavede et selftape sammen med sin agent. En ganske sjov omgang, hvor skuespillerens indgang til det hele var præget af overskud.
Anmeldelse: ‘Bastarden’ er et medrivende drama med episke penselstrøg om den jyske frontier
Det var omkring den periode, hvor Bastarden stod foran at skulle have premiere i Danmark, og hele holdet just havde været til verdenspremieren på Venedig filmfestivalen. Amanda Collin beskriver det som at være i en tilstand uden bekymringer og sammenligner det med dating.
”Hvis man vil have en kæreste alt for meget, bliver man måske også lidt irriterende at date. Og det samme gælder også med roller,” fortæller skuespilleren og fortsætter:
”Det er noget med at have det rigtig godt i livet. Når man er rigtig taknemmelig for der, hvor man er, så laver man også ting uden at ville det for meget. Der er virkelig en højere mening med de roller, man får, og de roller, man ikke får. You win some and you lose some, og det er sådan, jeg altid har det, med det jeg laver.”
Den form for ro kommer blandt andet igennem meditation. En praksis, som Amanda Collin stiftede bekendtskab med gennem en af karrierens tidligere roller. Det var nemlig i forbindelse med HBO-serien Raised by Wolves, at skuespilleren kom i kontakt med den form for mindfulness.
Som en følge af covid og de mentale udfordringer, det kunne give, tilbød produktionen, at man kunne få meditationslektioner. Amanda Collin syntes, at det lød spændende, og takkede ja.
”Meditationsguruen Sheldon har den indgangsvinkel, at du ikke skal lære at meditere. Du skal aflære alt andet, du gør, for menneskets grundtilstand er ret chilleren og det er en svær ting at lære.”
Anmeldelse: Amanda Collin er det mest overbevisende element i Ridley Scotts 'Raised by Wolves'
Drager og ugler
Efter Amanda Collin fik rollen som Jeyne Arryn, stod den på en masse rejsen frem og tilbage til London til kostumeprøver og den slags. Transporttiden blev brugt til virkelig at nørde første sæson af House of the Dragon, så skuespilleren var helt up to date.
Et af de mange, mindeværdige stunder fra optagelserne er blandt andet en tur forbi settet, hvor dronning Rhaenyra (Emma D’Arcy) holder rådsmøder på Dragonstone. Igen er det Amanda Collins skarpe øje for detaljer, der gør, at netop det stikker ud. I baggrunden er der nemlig masser af sammenrullet papyrus-ruller, og det er vitterligt ægte papyrus.
På en så stor produktion, hvor der ofte er store afstande mellem de forskellige lokationer og sets, er det ikke unormalt, at skuespillerne bliver fragtet rundt i biler. En af disse gange viste det sig, at Amanda Collins chauffør ikke bare var hvem som helst.
”Jeg spurgte, hvad han lavede. Han fortalte, at han var ugle- og ørneopdrætter. Han havde gjort det i 25 år, og det var hans ugler og ørne, der blev brugt i serien, og det er symptomatisk for detaljegraden i serien, synes jeg. Det er kun det bedste, som får lov at være med – selv uglen!” siger Amanda Collin med en kombination af respekt og glæde i stemmen.
Magtfulde kvinder
Tiden imellem optagelserne blev brugt på at snakke. Som det allerede står klart, kan skuespilleren rigtig godt lide at møde mennesker og høre, hvad de tænker om tingene. Især på en produktion som House of the Dragon, hvor hver person udfylder en specifik og vigtig funktion.
Og det vil Amanda Collin gerne høre om. ”Jeg snakker meget over frokosten og vil rigtig gerne spise frokost med alle dem, der ikke gider at snakke,” fortæller skuespilleren muntert.
For Amanda Collin gør en dyd ud af at lære noget hele tiden. Når det kommer til roller og karakterer, bliver de brugt til at blive klogere på et blindspot, eller lære noget om sig selv.
Selv om rollen som Jeyne Arryn stadig er så tæt på, at Amanda Collin endnu ikke er helt sikker på, hvad hun har lært af karakteren, er der en ting, skuespilleren har taget med sig.
”Det er ret normalt at være kvinde i Westeros og i det her univers. Det er en naturlighed at være en kvinde i den position. Jeg synes ikke, at vi helt på samme måde herhjemme, eller jeg er i hvert fald ikke i mit indre, kommet over benovelsen over kvinder i magtpositioner. Og så tabber man ind i Westeros, hvor det bare er sådan: Det her, det er dit slot og her regerer du. Jeg kan bedst beskrive det som at mærke en afslappethed i sin ranke ryg. Det var bare en selvfølgelighed at være i verden med de kvaliteter, man nu engang har, og det, synes jeg, er en vild lækker ting at lære af hende,” forklarer Amanda Collin.
Ny dansk film
Fremtiden tegner umiddelbart lys for skuespilleren.
Rollen som Jeyne Arryn har vi som seere knapt nok fået en forsmag på i afsnit fem, men det er bestemt ikke det sidste, vi kommer til at se til hende.
Og det er noget af en kometkarriere, Amanda Collin har gjort, siden den første rigtig store rolle i Afdeling Q-filmen Flaskepost fra P tilbage i 2016.
Skuespilleren er selv bevidst om, at der er sket en udvikling i hende som person, og den matcher meget godt nogle af de ting, vi allerede har været inde på i løbet af vores 30 minutter alt for korte samtale.
”For fem år siden ville jeg gerne et sted hen. Havde du spurgt mig der, kunne jeg meget præcist svare dig, at jeg f.eks. gerne ville lave Bond – og det vil jeg måske også gerne stadig. Men nu prøver jeg mere at læne mig ind i de roller, jeg får. De roller, livet giver mig, er bare de gaver, jeg skal have i livet, og så tager vi dem med,” fortæller Amanda Collin.
Anmeldelse: ’House of the Dragon’ indfrier alle forventninger
Selv om det naturligvis er House of the Dragon og Jeyne Arryn, der fylder meget i øjeblikket, har skuespilleren også haft tid til andet. Således afslører Amanda Collin, at hun har indspillet en lille rolle i en kommende dansk film, og der var en ganske særlig grund til, at hun valgte netop den.
”Den sidste rolle, jeg har lavet, er til Frederikke Aspöcks nye film Mand op! Det var ikke den største rolle, men jeg ville gerne lave den, fordi Frederikke Aspöck bare er rigtig, rigtig nice og kører et nice set. Og så vil jeg gerne arbejde med en kvindelig instruktør,” forklarer Amanda Collin og runder vores samtale af med at fortælle, hvad det er, skuespilleren vægter når hun vælger roller og hvordan det også afspejler oplevelsen med House of the Dragon.
”Jeg prøver virkelig at forholde mig udømmende til rollen, og hvad den indebærer, og mere forholde mig til energien omkring projektet. Og lige så stort og dramatisk som House of the Dragon er, var det rigtig nemt og behageligt at gå ind i.”
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: