Anmeldelse: Anden sæson af ’House of the Dragon’ kommer fyrigt fra start

Der er næppe en serie, som har haft en mere utaknemmelig opgave de sidste 10 år end House of the Dragon.

Hvordan i alverden skulle den kunne blive andet end en fiasko? For hvordan følger man efter et kulturfænomen som Game of Thrones uden at snuble over de gigantiske sko, som den serie har efterladt? Og det er den, mildest talt, ujævne slutning til trods.

Det tog da også noget tid, før House of the Dragon fandt sit fodfæste.

Fordi serien foregår cirka 200 år før GoT, skulle der bruges et par afsnit på at sætte universet op med de mange nye karakterer.

Et raskt tidsspring og et par vigtige dødsfald senere, og nu er House of the Dragon endelig klar til rigtig at gå i gang med den historie, som er den interessante.

I den forstand ender første sæson med at fremstå som en meget lang optakt til den store krigskulmination.

Og den får i den grad her i starten af anden sæson.

Fronterne er skarpt trukket op, efter prins Aemond (Ewan Mitchell) ikke kunne styre sin drage, Vhagar, der i en mundfuld slugte både den mindre drage, Arrax, og dens rytter prins Lucerys (Elliot Grihault).

Den afdøde prins’ mor, dronning Rhaenyra Targarian (Emma D’Arcy), er knuget af sorg, mens hendes husbond Daemon (Matt Smith) er klar til blodhævn. I hovedstaden King’s Landing frygter alle gengældelsesangreb.

Da det kommer, er der absolut ingen chance for fred, og i de resterende tre afsnit af de fire, som anmeldere har fået stillet til rådighed, er det ene mere intenst end det foregående.

Kampen om tronen

Det handler om at være på det sorte- eller grønne hold. Sort er dronning Rhaenyra og hendes familie, mens grøn er den anden halvdel af Targaryen-familien under ledelse af matriarken dronning Allicent Hightower (Olivia Cooke).

Eller rettere sagt, hendes søn, den uhyre egenrådige og libertinske kong Aegon II (Tom Glynn-Carney).

Der er et ordsprog i GoT og HotD-universet, hvor det siges, at hver gang der bliver født en Targaryen, slår guderne plat eller krone. Enten bliver de fremragende konger eller også de mest vanvittige galninge.

Aegon hører til i den sidste kategori og giver plads til blodtørstige typer som Aemond og Ser Criston Cole (Fabien Frankels), Allicents elsker og lederen af Aegons livvagter, Kingsguard.

På Rhaenyras side, i det gamle Targaryen-hovedsæde Dragonstone, er der også uro. De mange adelsmænd har det ikke umiddelbart nemt ved at tage imod ordrer fra en kvinde og er også bekymrede for deres egne små herredømmers sikkerhed.

For det kræver bare en drage, og så er et område eller et hus med en hel familie fuldstændig udslettet fra jordens overflade.

Hvert billede er indtil videre fuldstændig indsvøbt i frygt. Alle ved, at det kommer til blodsudgydelser, men angsten for, hvornår det sker, er den perfekte grobund for irrationelle handlinger.

Selv om der sker to store skelsættende begivenheder i de første fire afsnit, er der ingen tvivl om, at de resterende fire kommer til at indeholde dødsfald, som der vil ryste universets grundvold. Det er den følelse, der hænger ubønhørligt fast i seeren hele tiden.

Vi kigger mod afgrunden, men er ikke engang i nærheden af at forstå, hvad der skal til at ske.

Dans med drager

Var man en af dem, som savnede drageaction i første sæson af House of the Dragon, bliver der i den grad rettet op på det her i anden sæson.

De monstrøse skikkelser dominerer luftrummet og fungerer langt henad vejen som atomvåben. Det handler om at have flest af dem og undgå at bruge dem, medmindre man ved, at man vinder kampen.

Skakspillet indebærer derfor, at de flyver meget omkring og bliver vist frem, men kun på taktisk smarte tidspunkter bliver brugt. Men så er det til gengæld også med en overvældende styrke, der blæser en bagover.

Eskaleringen er mærkbar fra afsnit til afsnit, og rænkemageriet bliver mere og mere desperat. Enhver ny alliance kan betyde forskellen mellem sejr og nederlag. Det var ofte i dette spil, at Game of Thrones havde sine stærkeste øjeblikke, og House of the Dragon bevæger sig i den rigtige retning på den front.

Skuespillerne ført an af de to dronninger Emma D’Arcy og Olivia Cooke, er stærkt. De to hovedroller imponerer, hver gang de er på skærmen. Enten hver for sig eller sammen, hvor det bliver fuldstændig fantastisk.

Scenestjæleren er endnu engang Ewan Mitchell, der som den enøjede Aemond fremstår som en frygtindgydende og fascinerende skurk.

Danske Amanda Collin blev annonceret i starten af maj måned i rollen som regenten af The Vale, Jayne Arryn. Beskrivelserne fra den danske PR-del af Max har ikke fejlet noget, men eftersom hun ikke er dukket i de fire første afsnit, er det ikke til at sige, hvilken betydning danskerens karakter kommer til at have.

Anden sæson af House of the Dragon starter stærkt i de fire første afsnit. Nerverne bliver fornemt flossede af spænding, og actionscenerne har den rette fatalitetsfølelse over sig. Det handler om liv eller død, og det bliver sat fremragende i scene.

Hvis de sidste fire afsnit også leverer varen, cementerer House of the Dragon sig både som en værdig arvtager efter originalserien, men også som streamingtjenestens ubestridte flagskibsserie.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: