Serier | Guides

Seriebekendelser: Dén serie var fantastisk, men jeg skal aldrig se den igen

AfSigne Bjørg Granberg
20. december 2022
kvindelige antihelte
Foto: Netflix

Del artikel

Nogle gange kan en serie tage én med storm, og alligevel må man umiddelbart efter erkende, at det både var første og sidste gang, man så den. Tidligere presseansvarlig for HBO i Danmark, Signe Bjørg Granberg, går i denne klumme endnu en gang til bekendelse.


Hvis der er noget, jeg ynder, er det at se mine yndlingsserier om og om igen. Der er noget ukompliceret og trygt ved det, som ofte vinder over lysten til at kaste mig over en af de nye serier, der lurer om hvert et streaming-hjørne.


Men der er også de serier, jeg har set og nydt, mens de kørte over skærmen, som jeg aldrig kommer til at se igen. Fordi det er for udmattende, for barskt, eller ganske enkelt fordi, serierne mistede pusten undervejs. Her er tre eksempler på serier, jeg var stor fan af ved første øjekast, men som jeg ikke har planer om at se igen – nogensinde!

Breaking Bad


Tilbage i start 2010’erne var der et par serier, man SKULLE følge med i, hvis man ville kalde sig serie-fan. Game of Thrones, Mad Men og Breaking Bad. De to første har jeg både set OG genset.


Og der er bestemt heller ingen tvivl om, at jeg elskede Bryan Cranstons fænomenale skildring af den kræftramte kemilærer, Walter White, der begynder at fremstille meth i Breaking Bad. Men at være vidne til Walter Whites deroute over fem sæsoner ville være for tungt for mig at skulle igennem igen. Så hellere gå i krig med spin-off-serien Better Call Saul!


Breaking Bad sæson 1-5 kan ses på Netflix.


I May Destroy You


Michaela Coels delvist selvbiografiske miniserie fra 2020 balancerer virkelig på en knivsæg mellem at være genial og brutal. Serien handler om den unge forfatterspire Arabella (spillet af Coel selv), der efter en aften i byen bliver udsat for en voldtægt. Serien er uhyre velspillet og dragende, og med dens vigtige tema og historie vil jeg mene, at den vil være en øjenåbner for de fleste.


Når det er sagt, fik jeg det fysisk dårligt undervejs. Over at skulle genopleve den traumatiserende oplevelse og konsekvenserne deraf sammen med hovedpersonen. Kæmpe mavepuster!


I May Destroy You sæson 1 kan ses på HBO Max.


House of Cards


Jeg var stor fan af de første sæsoner af Netflix’ drama-flagskib, hvor de politiske uhyrligheder stod i kø, dialogen var skarptskåren og skuespilpræstationerne i top. Men i takt med, at virkelighedens politiske landskab ændrede sig og nærmest overgik fiktionen, tabte serien terræn.


Og helt grelt blev det, da Netflix i kølvandet på anklagerne mod seriens hovedrolleindehaver Kevin Spacey, blev nødt til at afslutte hele baduljen på en mildest talt forkølet måde. Det trækker den samlede oplevelse af House of Cards gevaldigt ned og gør et gensyn nærmest utænkeligt.

Del artikel

Andre Serier | Guides