Anmeldelse: ’Fargo’ melder sig ind i kampen om at blive årets bedste serie

Hvordan forældremødet endte i et kæmpe masseslagsmål, får vi aldrig at vide. Og hvorfor husmoren Dot (Juno Temple) havde en strømpistol på sig, som hun brugte mod både en tilfældig person og en betjent, er heller ikke så vigtigt.

Men det, at hun bliver anholdt, er startskuddet for al volden, der følger derefter i femte sæson af antologiserien Fargo.

Med inspiration fra Coen-brødrenes navnkundige 90'er-klassiker følger vi almindelige mennesker og mere eller mindre dygtige forbrydere, hvis veje krydses med voldelige konsekvenser.

Og så foregår det som regel i staten Minnesota – på nær i forrige ombæring, der primært foregik i Kansas – hvor mange af beboerne har en accent, så man ikke er tvivl om, at de er efterkommere af skandinaviske immigranter.

Der bliver da også sagt ”jah” i et væk og det er stadig svært ikke at smågrine lidt, når det falder på det helt rigtige tidspunkt. Og det gør det ofte her i femte sæson.

Allerede fra åbningsscenen, som er beskrevet ovenfor, bliver den gode kombination af humor og drama effektivt sat i scene. Når det samtidig foregår i slowmotion, ser det endnu mere komisk ud, når en masse curlingforældre ligefrem går til korporligheder, når de bliver børnesure.

Så fremstår passive-aggressive Aula-beskeder alligevel lidt mere civiliseret.

Ikke så snart er Dot røget i systemet – og hurtigt løsladt – før problemerne kommer væltende. To maskerede mænd bryder ind, men husmoren kan nogle tricks, så man ikke er i tvivl om, at hun holder noget i fortiden skjult. Og det er bare de første 23 minutter af første afsnit af en rigtig spændende femte sæson.

Sheriffen ryger det hele

Efter at have set de første fire afsnit ud af sæsonens i alt 10, er der ingen tvivl om, at Fargo er tilbage i absolut topform.

Hurtigt får vi etableret, at Dot ti år tidligere stak af fra den korrupte sherif, Roy Tillman (Jon Hamm), og de to maskerede mænd er nogle håndlangere, han har sendt efter hende.

Præcis hvorfor, hun er stukket af, står endnu ikke klart. Til gengæld hersker der ingen tvivl om, at Tillman bestemt ikke har taget det at blive forladt med værdig, oprejst pande.

Det er ellers ikke fordi, den fysisk store mand mangler tro på egne evner. Når han sidder på sin hest og kigger op på det store billboard med reklamen for hans genvalgskampagne som sherif – "Roy Tillman, en hård mand til hårde tider" – lyser tilfredsheden ud af ham.

Han er en stor mand i en lille by. Typen, der giver en hustrumishandler en portion af sin egen medicin med lovning om mere, hvis han ikke retter ind.

Joh, sherif Roy Tillman er en jævn mand, der vel og mærke ikke bryder sig om, hvis nogen siger ham imod eller nægter ham ting, han vil have.

Med det in mente, er Jon Hamm perfekt castet. Han har en herlig overlegenhed, der dufter lidt af glansrollen som Don Draper fra Mad Men. Men i modsætning til den kølige reklamemand med eksistentiel krise, virker Roy langt mere afklaret. Han er bossen og er klar til at gøre hvad som helst for at fastholde den position.

Og der er ingen, som kan spille en charmerende, magtfuldkommen sociopat som Jon Hamm.

Jah, det' godt

Stjernen i denne omgang af Fargo er dog uden sammenligning Juno Temple. Rollen som Dot ligger et godt stykke fra Keeley Jones og Ted Lasso, og så alligevel ikke.

Temple giver begge roller en god portion likeability og følelsen af, at hun er klar til at gå i krig for at passe på dem, hun holder af. Forskellen er så, at Dot rent faktisk har viden til fysisk at nakke sine modstandere.

Et forsøg på at fange hende i hjemmet i afsnit fire udvikler sig nærmere til et mareridt for de fire forbrydere. Med vanlig god sans for humor, har Hawley hensat kidnapningsforsøget til Halloween og iklædt kidnapperne masker fra stop-motion-juleklassikeren The Nightmare Before Christmas – i øvrigt akkompagneret af en af de herlige sange fra filmens soundtrack.

Dots mange fælder giver associationer til Alene hjemme, og de her små detaljer og referencer, vi får serveret i stimevis i de første fire afsnit, er med til at lette stemningen på de helt rigtige tidspunkter.

For der er mange intense øjeblikke. Da Dot skal undslippe de to første maskerede mænd, ender de ved en afsidesliggende tankstation, og da de fire forsøger at kidnappe hende i hjemmet, bliver det også ubehageligt.

Sådan som det altid har været, når Noah Hawley har været bedst til at mikse grin og gru.

Og der er ingen tvivl om, at tonen bliver mere dyster. Dots svigermor, Lorraine (Jennifer Jason Leigh), er den type, der gerne har automatvåben med på julekort-billedet, Roys søn, Gator (Joe Keery), er mere volatil end farmand – og er der noget mere skræmmende end en voldsparat politimand? – og så er håndlangeren Ole Munch (Sam Spruell). Afdæmpet, dygtig og muligvis lettere vanvittig, kort sagt: En klassisk Fargo-figur.

Sammen med de to betjente Witt Farr (Lamorne Morris) og Indira Olmstead (Richa Moorjani), som virker til at have nok snusfornuft og integritet til at kæde tingene sammen og (for)sørge at sørge for, at retfærdigheden sker fyldest, har vi alle de elementer, som serien altid har bygget på.

Der kommer mere blod, og resultatet bliver, at Fargo melder sig banen som en af årets bedste serier.