5 serier der burde være stoppet, mens legen var god!
Serier kan noget, som film ikke kan. De kan tage sig tid til at folde historierne ud og lade karaktererne udvikle sig. Det er absolut én af de ting, jeg holder mest af. Men den styrke er også en svaghed, for ikke alle forstår og agerer efter ordsproget ”stop mens legen er god”.
Mens nogle serier som The Walking Dead og Weeds bliver langsomt dårligere, er der nogle, der holder en høj standard helt frem til slutningen, og som ender med en sidste sæson, der er så håbløs, at verden ville være et bedre sted uden.
Her er fem serier, der burde have stoppet en sæson før de gjorde.
How I Met Your Mother
Netflix og Viaplay
Seriens absolutte styrke lå i den fleksible kronologi, der gjorde det muligt at referere til en historie om en ged i ét afsnit og trække den flere sæsoner, inden de fortæller historien i sin fulde længde. De teasere var opbrugt inden sidste sæson.
Værst er det dog, at de slår moderen ihjel. At Ted ender med Robin sletter stort set al karakterudvikling, og selvom intet har ændret sig siden sidst, skal forholdet nok holde denne gang. Det kunne lige så godt være afsluttet i første sæson. Imponerende, at man kan slette otte sæsoners arbejde i løbet af to afsnit.
That '70s Show (Dengang i 70'erne)
Netflix
Det er de færreste shows, der kan overleve, at hovedpersonen tjekker ud. I That '70s Show var det ikke bare Topher Grace, der forlod serien: Ashton Kutcher var også rykket videre, og selvom han dukker op fra tid til anden, er det bare med til at understrege, at han ikke længere er fast inventar i serien.
LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af Space Force afsnit 1+2
Eric Forman var den uofficielle hovedperson i serien, og derfor efterlod han sig et markant hul, der skulle fyldes. Det gjorde de med karakteren Randy, der er en sammensmeltning af Kelso og Hyde, og derfor ikke bragte noget nyt til serien. Det var pinagtigt at se, og selvom Topher Grace vendte tilbage til serien i sidste afsnit, var det ikke noget til at redde noget som helst.
Scrubs
Der har været mange undskyldninger for Scrubs’ niende sæson, og Zach Braff selv har gjort grin med, at den ikke anerkendes som en del af serien. Den sidste sæson var fyldt med problemer. Også her tjekkede flere af hovedcastet ud, og erstatningerne var aldrig rigtige nok til at forny serien.
LÆS OGSÅ: Ny serie på Anna Kendrick får premiere på C More
Det eneste egentligt nytænkende var Eliza Coupe, der skinner i rollen som Mahoney, men det var langt fra nok til at genoplive en serie, der egentlig var blevet afsluttet på glimrende vis i sæson otte.
Lost
Viaplay
Det er efterhånden blevet serie-historie, men Lost tog alle med storm, da de første billeder af flystyrt og kaos tonede frem på skærmen. Den akutte fornemmelse af absolut forvirring blev forstærket gennem første sæson, og det smukke ø-paradis viste, at ikke alt var, som det så ud til, og det tropiske paradis havde masser af potentiale til at være både spændende og skræmmende.
Sidste sæson bar tydeligt præg af, at serien ikke havde været tænkt igennem fra starten af, og at man ikke helt vidste, hvordan den skulle ende. Mange serieskabere har siden taget ved lære og skriver nu deres generelle historie til ende, så der er tilsyneladende ikke noget, der så skidt, at det ikke er godt for noget. For skidt … det var det.
Arrested Development
Netflix
Banebrydende er et af de ord, der blev brugt i flæng om Arrested Development, da den startede. Den dysfunktionelle familie Bluth havde en ganske anden dynamik end andre seriefamilier, og castet var eminent til at gøre trappebiler, tryllekunstnere, tvillingeforviklinger og semiincestuøse fætter-kusine- og bror-søster-forhold til helt normale ingredienser i en løssluppen og grundlæggende morsom serie.
Efter tredje sæson flyttede serien til Netflix, og selvom fjerde sæson var filmet seks år senere, tog den udgangspunkt i samme begivenheder som sæsonen før, bare fra andre personers synspunkter. Det var meget i seriens ånd, også selvom det måske nok var mere interessant end det var sjovt. Femte sæson var ingen af delene.
Men hov. Hvad med:
Game of Thrones
HBO Nordic
Den måske nok mest diskuterede serie nogensinde er også kendt for at have en sidste sæson, der har fået folk til at sagsøge producenterne, instruktørerne og HBO, fordi de er vrede over udfaldet.
Jeg har læst bøgerne, og jeg har af forskellige årsager set mig så sur på Game of Thrones, at jeg ikke kan sige, at den sidste sæson er den eneste, der er problematisk.
Men den var godt nok håbløs.
Læs også: Disney+ åbner i Danmark: 5 gode bud på serier du kan se NU