Serier | Nyheder

Endelig nyt om dansk premiere på Thomas Vinterbergs 'Familier som vores'

Af
Signe Bjørg Granberg
23. august 2024
Familier som vores
Hele det imponerende cast i Thomas Vinterbergs nye TV 2-serie 'Familier som vores' / Foto: Per Arnesen/TV 2.

Del artikel

Med en rolleliste, der bl.a. tæller Nikolaj Lie Kaas, Paprika Steen, Esben Smed, Thomas Bo Larsen og Magnus Millang, er der lagt op til storstilet drama, når TV 2 får premiere på Vinterbergs nye – og første – tv-serie.

Thomas Vinterbergs første tv-serie Familier som vores får verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig til september, og siden drager serien til Toronto International Film Festival, hvor den får nordamerikansk premiere.

Der har dog længe hersket tvivl om, hvornår serien får premiere i Danmark, men nu har TV 2 meldt ud, at det sker til oktober.

Familier som vores er en af de største serieproduktioner i Danmark i nyere tid. Serien er en slags klimakatastrofeserie kombineret med et intimt familiedrama om menneskers ukuelige vilje til at overleve, håbe og elske.

På grund af stigende vandstande som følge af klimaforandringer skal hele Danmark evakueres. Har man penge, er det en smal sag at rejse til et rigt land, hvor man kan leve det gode liv. Er man derimod mindre velstillet, må man forlade sig på det statsfinansierede reallokerings-program og bare rykke hen, hvor der er plads. Serien handler om afskeden med vores land og alt det, vi kender.

På deres vej ud af Danmark og ned gennem Europa følger vi en stor, dansk familie og deres nærmeste. Vi møder de to unge studenter, Laura (Amaryllis August) og Elias (Albert Rudbeck Lindhardt), der forelsker sig i hinanden. Vi møder Lauras skilte forældre: hendes far, den succesfulde arkitekt Jacob (Nikolaj Lie Kaas), og hendes mor, den stressramte videnskabsjournalist Fanny (Paprika Steen). Vi møder også Jacobs nye kone, Amalie, (Helene Reingaard Neumann), Amalies bror, Nikolaj (Esben Smed) og hans mand, Henrik (Magnus Millang), Henriks uregerlige bror, Peter (David Dencik), Fannys bror, Holger (Thomas Bo Larsen) samt drengen Lucas (Max Kaysen Høyrup) og hans mor, Christel (Asta Kamma August), som krydser veje med familien.

Familier som vores er skrevet af Thomas Vinterberg og Bo Hr. Hansen. Thomas Vinterberg har instrueret alle syv afsnit, og serien er produceret af Zentropa Entertainments ved producerne Sisse Graum Jørgensen og Kasper Dissing for TV 2.

Familier som vores får premiere til oktober på TV 2 og TV 2 Play.

Del artikel

Andre Serier | Nyheder